• da
  • en
  • de

BEN WOODHAMS

TEKST: LAURA FREDERIKKE JESPERSEN FOTO: ANDERS BEIER

Jeg parkerer min bil udenfor et rødt bindingsværkshus i Vestermarie, lige ved landevejen, et stenkast fra kirken. Jeg tænker tilbage på barndommens mange cykelture på netop disse landeveje med udsigt over markernes uendelige vidder. Jeg mærker årstidens kolde solstråler i ansigtet, og ser vinterens sidste, hvide snepletter på jorden. Fuglene suser livligt om-kring. Foråret må virkelig være på vej. Naturens forandring får mig til at indånde solens stråler lidt kraftigere netop her ved indgangen til Ben Woodhams hjem.
Ben møder mig ved havelågen. Bag huset ligger en hyggelig, vild have, og jeg kan høre, at fuglene føler sig hjemme her. Ben byder mig indenfor. Jeg sidder på hans kontor, mens han laver kaffe til os. Jeg bliver ramt af nysgerrighed. Her er tegninger, bøger, skitser, malerier og alverdens ting, som forundrer og fascinerer mig. Udenfor fortsætter fuglene deres livlige kvidren og flakser urolige frem og tilbage foran det store vin-due. Ben kommer tilbage fra køkkenet og kommer pludselig i tanker om, at han har glemt at fodre dem. Det daglige ritual. En slags aftale mellem ham og fuglene.
Ben Woodhams kom til Bornholm for 13 år siden. Han er født og opvokset i Brighton i England og mødte sin danske kone, Tina, i Hong Kong i 1993, hvor han boede dengang. Sammen boede de i flere år i forskellige lande, men på et tidspunkt trak Danmark igen i Tina. Ben var dog ikke helt overbevist om, at Danmark var noget for ham. Indtil en dag i 2007, hvor han var på ferie med familien på Bornholm. Da skete der noget. Ben vidste instinktivt, at her kunne han bo. Øen talte til ham. I dag bor Ben og Tina i Vestermarie, og Ben kan ikke forestille sig at bo noget andet sted.

– ‘Det er utroligt, hvad Bornholm har betydet for min kunst. Jeg tror ikke, det kunne fungere for mig andre steder. Jeg oplevede også hurtigt, at bornholmerne tog ejerskab i mit kunstneriske virke, og jeg har oplevet en uvurderlig hjælp og støtte fra lokalsamfundet’, forklarer Ben. Omstillingen fra det store udland til lille Bornholm var no-get, der tiltalte Ben, og han kunne hurtigt mærke kreativiteten summe i sig igen. – ‘Jeg havde igennem mit liv, fra jeg var helt ung, forsøgt at finde ud af, hvordan jeg kunne udtrykke denne her kreativitet og drøm om at kunne leve som kunstner, som jeg kunne mærke indeni. Men jeg havde ligesom ikke fundet vejen’, fortæller Ben, mens vi drikker kaffen og nyder udsigten til markerne og fuglene, der flittigt spiser fuglefrøene uden for vinduet. – ‘Siden jeg var 12 år, har jeg været dybt fascineret af fugle. Jeg havde sådan lyst til at gå ud med kikkert og se på dem, men jeg syntes også, det var lidt pinligt. Jeg var ung, og det var ikke lige dét, der var mest ‘in’ at gøre på det tidspunkt’, griner Ben og forklarer: – ‘Først da jeg blev far og kunne opleve glæden ved naturen igennem mine børn, turde jeg tage fat i min interesse igen. Så blev kikkerten fundet frem og ja, nu er den altid med mig’, siger Ben med et smil, der rummer både stolthed og forundring – og måske også overraskelse over, hvordan hans liv har udviklet sig til det, det er, gennem kunsten. For Ben blev aldrig optaget på de kunstuddannelser, han som ung søgte ind på, og vejen til et liv som kunstner på Bornholm har været ujævn og uforudsigelig. Når man ser, hvor populære Bens kunstværker er i dag, er det svært at tro, at det krævede fem års hårdt arbejde med kunsten, uden indtægt fra den, før det lykkedes ham at finde ind til den kunstneriske åre, der skulle blive hans virke. Livets tilfældigheder – og dog. For når man tænker efter, har Bens trang til at se på fugle, og hans passion for at være og arbejde i naturen, været der hele tiden. Og netop dét er essensen af hans værker i dag. At være i ét med det, der sker omkring ham i det stille øjeblik, hvor kun lyset, lydene og duftene taler til ham, og hvor han omformer perceptionen til akvarelmotiver på papiret. Ben kunne ikke drømme om at tage et billede af et motiv i naturen og så gå hjem og male det i atelieret. Kunst-værket skal rumme selve oplevelsen af naturen, og Ben maler ofte iagttagelser fra samme sted flere gange, igen og igen, på forskellige tidspunkter af døgnet og årstiderne.

Sådan blev hans værk, ‘KYST’, fra 2018 også til. KYST var en vandretur rundt om Bornholm i 52 etaper, og handlede om ændringer gennem tid og rum. En gang om ugen i et år gik Ben langs den bornholmske kyst, fra solopgang til solned-gang. Langsomt og observerende. Han tegnede og malede det, han så og blev fænget af. Hver tur blev en rejse under solens vandring igennem dagen, men også gennem millioner af geologiske år, tusindvis af historier, årstider, fugletræk, tidevand og meget mere. Det hele blev samlet i en 224 siders ’hardback’ med fortællinger og værker fra projektet. – ‘Med KYST-projektet blev det tydeligt for mig, at jeg nok er lidt afhængig af at sætte rammer eller dogmer for min kunst. Jeg var nødt til at acceptere 100%, at naturen og tiden havde magten. Den gemte ikke på et bestemt, perfekt lys eller havde samme udseende dagen efter på samme tidspunkt. Jeg var nødt til at overgive mig til naturens rammesætning. Da jeg først havde accepteret det, blev det en rejse, jeg aldrig vil glemme’, forklarer Ben, og fortæller videre om alle de bornholmere, han mødte på sin vej, som alle var meget interesserede i hans arbejde. – ‘Det er jo det helt unikke her på Bornholm. Folk har følelser omkring de motiver jeg maler, og de vil gerne bidrage med fortællinger. Det skulle jeg lige vænne mig til i starten, for jeg er egentlig ret privat og indelukket, når først jeg er i gang med et maleri’.

Undervejs i vores snak går det op for mig, at meget af det, Ben kredser om i sit arbejde, handler om de ydre rammer og grænserne for hans arbejde. Det er som om, at Ben nærmest drives af kontrasten mellem naturens uforudsigelighed og hans egen indre kamp, når et kunstværk bliver til. – ‘Jeg oplever, at jo tættere jeg er på grænsen, jo større mulighed er der for mig for at lave noget interessant’, fortæller Ben, som gerne indrømmer, at de regler og rammer, han sætter for sit arbejde, forbinder ham endnu tættere til naturen. Som når han laver sirlige firkanter i den bornholmske jord, sne, vand, is, eller i træer. I januar, da frostvejret havde tag i den bornholmske natur, kradsede Ben i isen på en mark tæt på Vestermarie for at skabe en firkant, som ser kvadratisk ud fra et bestemt punkt. Det blev starten på et nyt årskunstprojekt, ’Fire Kanter’, som Ben arbejder på i 2021. ’Fire Kanter’ er anamorfiske kvadrater, skabt og fotograferet i den bornholmske natur. I skoven, på marken eller langs kysten. Et anamorfisk kvadrat er ikke kvadratisk i virkeligheden, men vil se kvadratisk ud fra et bestemt punkt i rum-met. Udfordringen er at skabe illusionen på et dynamisk sted ved kun at bruge naturmaterialer. Vinden, temperaturen og de formbare naturmaterialer bestemmer, om det kan lykkes. Netop dette projekt sætter Ben på en prøve. Kampen mellem at mærke trangen til at gøre det og samtidig sige til sig selv: ‘Det her er for tosset’. Arbejdet med detaljer, som naturen ikke selv kan lave, men som den alligevel hurtigt overtager formgivningen af. På den måde bliver naturen Bens medkunstner over tid. – ‘Ideen til ‘Fire Kanter’ opstod i mig af det faktum, at vi mennesker langt hen ad vejen ødelægger naturen. Næsten alt, vi gør, har en indflydelse på naturen. Jeg var inspireret af, hvordan jeg kunne ’ødelægge’ noget af naturens orden og samtidig skabe en forandring over tid, som naturen be-stemmer og skaber nyt liv i’.
Det virker næsten tåbeligt at spørge, hvad Bornholm betyder for Ben efter en så indgående snak om naturens indvirkning på hans kunstneriske virke. Og så siger Ben pludselig selv noget, som i den grad giver genklang i mig: – ‘Jeg har det virkelig godt med at bo på en ø. Jeg er afgrænset af kysten. Jeg kan ikke bare fortsætte i en uendelighed. Jeg må forholde mig til øens ramme, og det passer mig virkelig godt’. Bornholms klippekyster, strande og skrænter skaber en naturlig afgrænsning for Bens kunst og det virker som om, at han har fundet ’hjem’ her på øen. Hjem til kreativiteten og hjem til kunsten.

Vores samtale har fået os vidt omkring. Bens akvareller af fug-lelivet er fascinerende, og det er en særlig oplevelse at sidde dér på Bens kontor og kigge på alle de levende fuglene i hvidtjørnen udenfor vinduet og dernæst på alle de malerier af fugle, der står rundt om mig. De fleste akvareller, jeg har set, er af livlige fugle i deres naturlige omgivelser, men pludselig går det op for mig, at alle fuglene på billederne, der står omkring mig, er døde. Hvorfor er de det? Jeg er nødt til at spørge. Og ikke overraskende trækker Ben igen en parallel til dét at dykke ned i naturens detaljer. At det er så afgrænsende. – ‘Når fuglene er døde, kan jeg undersøge alle detaljerne på helt tæt hold, afkode naturens regelsæt. Det hele hænger sammen. Som om naturen har en farvekode for hver fugl. Forskellige nuancer af samme farveskala. Det fascinerer mig’, fortæller han. – ‘Nogle gange er det som om, at fuglene nærmest dumper ned foran mig, når de dør’, smiler han, ‘Som om de beder om at blive malet’. Faktisk har Ben hele fryseren fuld af døde fugle, som venter på at blive malet. Fugle, der selv fandt vej til ham, og fugle, som jægere har givet ham, så de kan blive foreviget i hans værker. Det er som om Bens indre kald til at male fuglene besvares af omgivelserne og af fuglene selv.
Jeg synker hen i fascination af et smukt billede af to døde svaler. Det er rigtigt nok. Farverne stemmer overens med hi-nanden. Naturen bestemmer. Det er svært at efterlade de to svaler på bordet, da vi igen rejser os, og Ben følger mig tilbage ud til havelågen. Og da jeg kommer hjem, er det som om, de mangler.

Andre læser også

LOWE BRUUN

Inge Lise Westman

Guldsmed Knapstad

BALTIC SEA GLASS UNIKA

Yoga med udsigt

Bornholms Kunstmuseum