Visual Bornholm
Udgivet af Visual Media ApS
Designed by Miru Studio
Det er genkendeligt med det samme. Blikket og stilheden, der opstår, når man spørger en bornholmer, om de underjordiske findes. Det er som om spørgsmålet rører ved noget privat, noget med dybe rødder, og noget, som man ikke taler om til dagligt. Alligevel har mange bornholmere en ret konkret basisviden om de underjordiske, en historie om de underjordiske, de kan genfortælle, eller måske har de endda en personlig oplevelse, som unægteligt har sat dem i relation til de underjordiske.
Men hvem er de underjordiske egentlig? Går man på opdagelse i gamle skrifter og bøger, vil man opdage, at de underjordiske ofte bliver omtalt som et folk af lille statur, som bor i øens mange gravhøje, på markante bakkedrag, i klippepartier, i store sten eller andre særlige steder i landskabet. I de første nedskrevne fortællinger fra 1600-tallet hører man om, hvordan de på mange måder lever som os overjordiske mennesker – f.eks. stifter de familier og får børn på samme måde som vi. De beskrives ofte som “små væsener med røde huer”, og i mange historier er de svære at skelne fra mennesker. De dyrker jorden, bager brød, drikker øl, spiser pølser, og holder så vilde fester, at man indimellem kan se en gravhøj rejse sig på lysende pæle og høre livlig musik strømme ud derindefra.
De underjordiskes forhold til menneskene er dog noget ambivalent og heller ikke helt uproblematisk. Det fortælles nemlig også, at de underjordiske går på rov og forsøger at kidnappe både kvinder, børn, pølser og øl for at tage det med tilbage til højen. Straffelystne kan de også være, hvis man f.eks. graver i en gravhøj eller kører for tæt på med sin traktor og plov. Helt galt er det, hvis man lader sine kreaturer græsse oven på en af de underjordiskes boliger, fordi dyrenes efterladenskaber med tiden siver ned gennem loftet. Den slags kan give uro på gården eller køer, der ikke giver mælk. Det kan også resultere i, at man kommer til skade eller, i værste fald, dør. De underjordiske kan dog også være hjælpsomme. De kan skaffe korn, når høsten har slået fejl, eller vise vej til, hvor man kan finde penge eller skatte.
En af dem, der har beskæftiget sig indgående med de underjordiske, er antropolog Lars Christian Kofoed Rømer. Han afsluttede i 2018 sin ph.d., som var et antropologisk feltstudie af sammenhængen mellem bornholmske sagn og bornholmernes forhold til landskabet. Ifølge ham er sagn, fortællinger og oplevelser med underjordiske væsner en vigtig del af mange bornholmeres forhold til naturen og landskabet.
Lars har vandret timevis i det bornholmske landskab. Sammen med jægere, lokale vandre- eller museumsforeninger, spejdere, metaldetektor-entusiaster og skoleklasser har han gået rundt på øen for at få indsigt i deres forhold til landskabet, naturen og de underjordiske. I dag har han startet firmaet Sansâga med Rikke Houd og Jón Hallur Stefánssons, der, ligesom han selv, har en fascination for de nære, lokale fortællinger og landskaber. Sansâga producerer blandt andet korte vandrehistorier – små, stedspecifikke podcasts, man lytter til via appen Sansâga Walks, imens man går – f.eks. fortællingen om, hvordan de underjordiske byggede Hammershus.
“For rigtigt mange er landskabet fyldt med fortællinger, og for nogle er de knyttet til underjordiske væsener,” siger Lars. “De her historier er en slags kulturbevarende aktivitet. Når man som forælder og bedsteforælder giver fortællinger videre til sine børn og børnebørn, skaber det en form for tilknytning til naturen og særlige steder. Det opretholder også sociale normer for, hvordan man agerer i og behandler naturen”, forklarer han, “Det kunne være en historie, som gør, at man f.eks. har en særlig respekt for et bestemt område af en skov”. Der er desuden et stort sammenfald mellem historier om de underjordiske og arkæologiske fund på Bornholm. Det kunne være en afspejling af, at fortællingerne ikke altid bare er historier, men måske nærmere hentydninger eller hints til fysiske spor af vores forfædre, mener Lars.
Lignende historier findes mange andre steder i Danmark, men det påfaldende ved de bornholmske fortællinger er, at de ikke blot er historier, der foregår i eventyrenes verden “engang for længe siden”. På Bornholm er der nemlig også nulevende, som kan fortælle om egne oplevelser og møder med de underjordiske. For eksempel brækkede en mand i Olsker benet og var tæt på at dø af et bistik kort tid efter at have pløjet så dybt, at en stor gravplads pludselig blev åbenbaret. En anden, Bjørn fra Gudhjem, led af søvnløshed, efter han havde bortsprængt et stykke af et klippeparti i sin baghave. Hver nat blev hans søvn forstyrret af lyden af nogen eller noget, der konstant løb igennem hans soveværelse. Og Klaus, en flittig fritidsarkæolog fra Østerlars, har oplevet at nærmest blive kaldt ud til en mark af en ukendt stemme. Den sidste sne var netop smeltet, og dér, blot et par meter inde på marken, så han en lille guldfigur – en guldgubbe lig dem, der findes i tusindtal på Sorte Muld ved Svaneke – som nærmest bare lå og ventede på at blive fundet og bragt i sikkerhed. Et fjerde eksempel er Dorthe fra Østermarie, som for godt 20 år siden, så to underjordiske på en vandretur i Poulsker Plantage. Mens hun sad og mediterede på en træstamme, så hun ud af øjenkrogen to små skikkelser, den ene en lille kvinde, der kiggede nysgerrigt op på hende. Også Loa, der som barn var på campingferie i Vang med sine forældre, så en af de underjordiske, da hun legede på en stenhøj på Hammerknuden. Da hun kiggede ind i stenhøjen blev hun forskrækket, for hun fik øje på en lille mand med stort, hvidt skæg og en spids hat, lavet af blade, med et rødt bånd i. Fortællinger fra nulevende personer, som handler om oplevelser eller møder med de underjordiske er der masser af på Bornholm.
Selvom mange sikkert vil trække lidt på smilebåndet eller ryste på hovedet, er det måske ikke så underligt, at mange bornholmere har en fornemmelse af, at der er noget levende i landskabet. Noget, man skal værne om og agte. Og at agte de underjordiske, det gør man klogt i. Særligt, hvis man ikke er bornholmer. De bornholmske underjordiske er nemlig militante og bekymrer sig ikke kun om deres egen bolig, men om hele øen og landskabet. Gennem tiden er de blevet set og hørt utallige gange i ufredstider. De marcherer gennem landskabet med deres trommer og fløjter, eller rider på store heste med uniformer og udstyr, der glimter som guld og sølv – alt sammen for at hjælpe den bornholmske hær med at forsvare sig og slå fjenderne tilbage, når de forsøger at gå i land og indtage øen. Danmarks historie har unægteligt sat dybe spor i bornholmerne, som i nogen grad opfatter hjælpen i ufredstider fra det danske kongehus og staten som minimal. Der er en følelse af, at Bornholm oftest er overladt til sig selv, og at det derimod er den underjordiske hær – og de mennesker, som har haft viljen og modet til at sætte forsvaret af øen højere end deres eget velbefindende – som har den virkelige ære for, at Bornholm stadig er dansk. Nulevende kan også fortælle om at have set Bornholms underjordiske hær. Tag for eksempel Viola fra Poulsker, som, i en alder af 9-10 år, en sommerdag plukkede skovjordbær i vejkanten, da hun pludselig hørte militærmusik i det fjerne. Da hun kiggede efter lyden, fik hun øje på et lille kompagni af rødklædte væsner, der kom gående ad landevejen, mens de spillede på tromme og trompet.
Listen to
“Underjordisk Modstand” on Spreaker.
Har du appetit på endnu flere fortællinger fra det bornholmske landskab, kan du downloade appen Sansâga Walks på www.sansagawalks.dk. Vandringerne lanceres i løbet af sommeren 2020.
