Forkyndelsens ruiner

Tekst: Dorthe Lind Thornton 

Foto: Anders beier

‘Solen stod lavt, som en ildhvid kugle over den tågede horisont, langt ude over havet. Havgus svøbte kysten i et gråhvidt slør, som gav kærkomment dække til de skygger, der bevægede sig i vandkanten. Skibets træskrog skrabede hæst mod strandstenene, da besætningen sejlede det på land. Mens de slæbte det lavkølede træskib længere op på stranden, vendte han blikket mod træerne ved stranden, og bemærkede for første gang, at hans arme var tunge og trætte. Hans kutte føltes klam mod kroppen, og vablerne i hans hænder brændte. Der havde været sygdom om bord, så han havde selv måttet tage ved årerne på turen, men han var i land nu. Hans navn var Jon. Han var i simple klæder, barfodet og ubevæbnet. Omkring halsen, under kutten, hang en kæde med et lille kors, lavet af guld og emalje. Han havde fået det af en trosfælle i Det Byzantinske Rige. Korset føltes varmt mod hans bryst og mindede ham om, hvorfor han var kommet. 

Sådan kunne det have udspillet sig, da den irske munk, Jon, ifølge et gammelt sagn, steg i land ved Bornholms kyst. Han var udsendt af den kristne kirke i Irland for at omvende dem, der stadig bekendte sig til den nordiske mytologi. Bornholmerne havde allerede mødt kristendommen, på vikingetogter eller handelsrejser til udlandet og det øvrige Danmark, men havde vist sig særligt svære at omvende fra troen på de nordiske guder. I ‘Bornholmernes Land – Øen i Øst fra 1944’ skriver sognepræst P. Hjorth Lange, Østerlars: ‘Rygtet om, hvordan kutteklædte, nøjsomme mænd som Jon, færdedes frit og sad med til bords på kongers slotte og adelsmænds gårde var formentlig nået øen før ham, og da Jon, ifølge sagnet, begyndte at ytre sin oprigtige mening om slagtning af heste og mennesker ved Odins og Thors offerfester, om de ting, der foregik ved Frey’s, den nordiske frugtbarhedsgudinde, offerfest ved forårsjævndøgn, om trællenes kår, børneudsættelser, drikkegilder og meget andet, som hidtil havde været en selvfølge, steg uviljen hurtigt til håndgribelig modstand, så at han måtte søge tilflugt i en næsten utilgængelig hule ved den stejle klippekyst nord for Hasle.’

Herfra skulle Jon have fortsat sine prædikener, fra en talerstol dannet af naturen i klippen ovenover hulen. Med tiden voksede skaren af nysgerrige lokale, som samlede sig på stranden, og lod en ny trosretning spire frem i sig. Man kan næsten se det for sig; de garvede bornholmere, der lyttede med skepsis, og den mumlen blandt tilhørerne, der opstod ved nye erkendelser. Om sagnet er sandt eller ej, ved ingen med sikkerhed. Alligevel er der næppe et barn eller en voksen på Bornholm, som ikke mindst én gang har gået de mange trappetrin ned til ‘Jons Kapel’: en hule – eller en ‘tør ovn’ – i den fritstående klippe, Jons Kirke. Trappen starter ved redningsstien langs kysten, og går  ned til stranden gennem en kløft med lodretstående vægge. Den ender et stykke over kapellet, og på det sidste stykke ned skal man være noget adræt for at bevæge sig frem på klippestykkerne. Syd for Jons Kapel, ligger flere tørre ovne: ‘Jons sakristi’, ‘Jons soveværelse’ og ‘Jons madkælder’. Mellem de mange rullesten på stranden finder man også en del jættegryder, og den største af dem er kendt som ‘Jons døbefont’.

Et andet levn fra kristendommens udbredelse på øen i middelalderen er Skt. Salomons Kapel på nordspidsen af Bornholm, som blev bygget i begyndelsen af det 14. århundrede. Følger man de grønne markeringer langs Hammerknudens kystlinje, med start fra Hammerknudens parkeringsplads, kommer man forbi ruinen af det lille kapel, som ligger smukt placeret, et stenkast fra vandkanten. Selvom Salomons Kapel omsluttes af et stengærde, synes der ikke at have været tale om en egentlig kirkegård omkring kirken i traditionel forstand, for der er ikke fundet spor efter middelalderlige grave på området. Det kan også synes lidt underligt, at man i sin tid placerede kapellet på et så relativt ubefærdet sted, i stedet for nærheden af omegnens gårde og bosteder. Gennem tiden har man forsøgt at forklare kapellets placering; Nogle mener, at kapellet blev anlagt, hvor det gjorde, fordi der inden for diget i nordvest udspringer en gammel helligkilde, Salomons kilde. Vandet fra helligkilder er i århundreder blevet tillagt lindrende og helbredende egenskaber, og i den tidlige middelalder havde kildedyrkelsen godt fodfæste i Danmark. Andre mener, at forklaringen på Salomons Kapels placering skal findes i, at det blev opført på befaling af Ærkebiskoppen i Lund i forbindelse med de store sildemarkeder, der i middelalderen fandt sted mange steder ved Østersøens kyster. Her kom de mange fiskere for at få velsignet deres fangst, som de på markederne solgte til købmænd fra bl.a. Tyskland, og måske også for at takke for, at de var vendt hjem fra turen på havet med livet i behold. 

Uanset hvorfor det ligger, hvor det gør, er stemningen ved Salomons Kapel noget helt særligt. Står man ved kapellet ved daggry eller i skumringen, kan man nemt forestille sig hvordan livets gang har været omkring kapellet for århundreder siden. Og giver man sig tid og ro til at se ud over vandet, mærke vinden og høre naturens lyde, kan man fornemme, at stedet er noget ganske særligt. Også den dag i dag. 

Andre læser også