• da
  • en
  • de

Inge Lise Westman – At bo med kunsten

For enden af den lange grusvej med udsigt over Østersøen og de bølgende marker, knejser en høj, hvid bygning midt i landskabet. To konturer, en rank mand og en smuk spinkel kvinde, træder ud af døren, idet vi kører ind foran huset. Det vilde, krøllede hår lader sig ikke tæmme af spændet i den kolde februarvind, men vejrer som en levende ramme om de sprudlende venlige øjne, når Inge Lise med et roligt smil byder os velkommen. Solen bryder netop frem, efter måneders vådt vintermørke. Træerne omkring den gamle gård kaster lange skygger, helt ind i de oplyste krinkelkroge, hvor store skulpturer fra Inge Lises liv integreres i landskabet og haven. Hendes smil når helt ind til mine sommerfugle i maven.

Jeg skal se hendes vinterbilleder. For Inge Lise savner sneen. Hun savner den dæmpede ro og det hvide lys, som omkranser naturens elementer i stilhed. Og når vintersneen ikke vil komme til Inge Lise Westman, så skaber Inge Lise Westman selv vintersneen. Sådan er hun, den spinkle lille kvinde med de varme, sprudlende øjne. Skabertrangen kanaliseres gennem de snart 75-årige hænder til værker, hvor naturen og landskabet centreres og fastholdes i excentriske og umiddelbare fortolkninger. Jeg får dem at se, værkerne, men først skal vi have kaffe og ristede, hjemmebagte boller med honning fra et af Oles honningprojekter.


Ole Hertz og Inge Lise fejrede guldbryllup sidste år, og i deres nærvær får man fornemmelsen af en sjælden symbiose mellem kunsten og naturvidenskaben. Det er som om hjemmet, værksteder og atelier indrammer en fælles fortælling. Og det er blevet til mange fælles projekter med naturens vidunderlighed, og dens skrøbelighed, som omdrejningspunkt. Om den insisterende optagethed af naturens fænomener fortæller Inge Lise med stille stemme: ”Allerede dengang på kunstakademiet, sidst i tresserne og starten af halvfjerdserne, var der mange, som ligesom arbejdede mere revolutionært. Det lå i tiden, der var kvindegrupper og alt muligt politisk, man skulle engagere sig i. Men sådan var jeg slet ikke. Jeg ville bare gerne have lov til at gå i dybden. Jeg var måske nok lidt nørdet og anderledes”.

Over alt i huset træder levende materialer af træ, sten og sirligt placerede objekter af kunst, natur og etnografika frem. Huset, som de købte i 1971, har siden dannet rammen om det fælles liv, hvor kunsten og naturen får lov at myldre frem og gøre hvert eneste rum levende og nærværende. Enhver detalje fortæller en historie. Alle tilbygninger er i gedigne genbrugsmaterialer. Vinduerne i Inge Lises værksted og Oles arbejdsrum er mere end 100 år gamle og stammer fra det nedlagte hospital i Nexø. Og det er netop dét, basen på den gamle gård kan – danne en ramme om livet med kunsten og kreativiteten. Inge Lise Westman bor med kunsten overalt og helt ind i hjertet. Og nu sidder hun i sit varme køkken, og kan se tilbage på en karriere og en produktivitet, som vækker ærefrygt.

Hun er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Først malerskolen hos professor Søren Hjorth Nielsen og siden Grafisk skole hos professor Palle Nielsen. Hun har gennem årene arbejdet i en simultan proces med klassisk oliemaleri over tegninger, raderinger, koldnål, ætsninger, monotypier og stentryk, og udfoldet sig med skulpturelle værker, afstøbninger malerier og grafik. I mere end 40 år har hun formidlet sine sanseindtryk fra naturen og haft utallige udstillinger i både ind- og udland. Hun fortæller levende om nogle af de udstillinger og skøre projekter, hun har lavet: ”Der var engang vi også filmede, at jeg malede i min brudekjole. Det var til udsmykningen på den gamle bornholmerfærge Dueodde. Det endte med, at jeg stod ude i stævnen ligesom i “Titanic” – det var sjovt”.  – ”Ja den blev jo mere og mere plettet af maling”, fortsætter Ole. I dag sejler færgen rundt i Australien med Inge Lises billeder.”Køberne insisterede jo på, at de fulgte med”, siger hun med et stille grin. Senere finder Ole et foto frem af Inge Lise iført brudekjole og pensel. Da jeg spørger, om hun mon stadig har kjolen, lyser hun op i et stort smil: ”Den er her nok et sted, måske ville den være god til en retrospektiv udstilling”. Lige nu er fokus dog rettet imod den kommende særudstilling på Svanekegården i sensommeren 2020.

Efter kaffen i det varme køkken-alrum med de rå gulvplanker, massive træpaneler og den lurende, lange narhval-tand i krogen, bevæger vi os rundt i hjemmet gennem snørklede vinkler. Sådan lige rundt om et par hjørner og ned ad en trappe til det grafiske værksted. I det rummelige aflange værksted står en stor, gammeldags trykpresse omgivet af arbejdsborde fyldt med papirer og værktøj. En stor stentavle, som ligger på et arbejdsbord, fanger min opmærksomhed, og vi taler om hendes arbejde med grafik og raderinger, som til stadighed sker parallelt med de større oliemalerier. Især teknikken med stentryk optager hende: ”Jeg lærte teknikken på Færøerne for mange år siden. Deroppe gør de det meget, det er et gammelt håndværk og en teknik, som mange har glemt. Kan I huske de gamle havregrynspakker – dem med den glade dreng? Det er stentryk!

Hendes igangværende arbejder ligger frit fremme. De sirlige, velplacerede og dog vilde streger, danner dybe, ridsede helheder og konturer af skov og gran, og skaber rå indtryk af naturelementer. Ole går med os rundt. Vi er i deres hjem, ikke kun i Inge Lises værksted. Mens Inge Lise spontant roder rundt efter en bunke publikationer, hun syntes, vi skal have, fortæller Ole med ivrig stemme om alt det, de to har oplevet og skabt sammen i deres liv.  Oles baggrund som etnolog og forsker har på forunderlig vis integreret sig med Inge Lises optagethed af naturens strukturer og udtryk. Sammen har de skabt et unikt samarbejde på tværs, men altid med base på gården. Ole har beskæftiget sig med biavl i globale projekter –  fra Bornholm, Læsø og Grønland til Mellemamerika, Sibirien og Afrika. Og sammen har de skabt udstillinger om blomster og bier – med Oles fotos og faglighed og Inge Lises værker og skulpturer. F.eks. den enorme bi-larve, der efter en tur til Faaborg- og Sønderjyllands Museum, nu ligger og forpupper sig i den store have. Hjemmet, værkstederne og atelieret har været den faste base, hvorfra livets kunst, børnene og projekterne blev født og formet. Grundlaget for tilværelsen med Inge Lises mange engagementer, som medlem af de navnkundige kunstnersammenslutninger Koloristerne i København og Holkahesten på Bornholm, og alverdens udsmykningsprojekter rundt om i landet, og for Oles biavlsprojekter ude i verden. Jeg spørger, om de har nogle faste ritualer på almindelige dage, i bevægelsen mellem kunst, studier og gøremål på gården.  ”Vi spiser morgenmad sammen, og vi spiser frokost sammen. Det ligger fast, alt indimellem er fleksibelt”, svarer Inge Lise. Det er et liv med et flow, hvor kunsten, drivkraften og skabertrangen er helt central.

Nu nærmer vi os atelieret med vinterbillederne. Vi går igennem den store glasdør med panoramaudsigt til haven og plantagerne med æbletræer og buske. Over terrassen – og her, under halvtaget, står en lille skov af gipsgrantræer med flagrende hvide snore. De ligner vinterklædte graner med luftige istapper, som svajer i vinden og vidner om spontaniteten i Inge Lises kunst. ”Ja, dem fik jeg lyst til at lave her i vinter. De står dér og flagrer og skal udstilles, men de er vist ikke helt færdige”, siger hun. Døren til atelieret åbnes – og der er de – vinterbillederne. Mine sommerfugle i maven slippes løs ud i det store rum, hvor enorme malerier, dobbelt så høje som Inge Lise og fire-fem meter lange, står side om side med mindre, halv- og helfærdige værker, lænet op ad væggene eller ryddeligt arrangeret i stativer. Ruller med lærred, duften af oliemaling i en ombygget lade med malingplettet trægulv og lysindfald fra oven. Snelandskaberne er vilde, stoflige og samtidig stille og systematiske. Først efter et stykke tid lægger jeg mærke til de mange dyr, som er i rummet. En stor samling sorte råger på rækker, en installation fra udstillingen ”Sjymma” på Bornholms Kunstmuseum i 2017, en masse udstoppede harer og måger i krogene. Jeg spørger til de mange harer – og klask, så ligger der en stor gummihare på gulvet. Først en, så to, vilde gummiharer på gulvet. ”Ja, jeg har jo samlet på harer”, sige hun og griner, ”de to her er lavet til en udstilling på Bornholms Museum. Det var vel meningen, at børnene gerne måtte lege på dem, men jeg tror måske, at de blev bange”. Vi ser på overfladerne sammen. Jovist, grønlige hudfolder – som på et moselig, som i hendes værkers fortællinger om naturen. De melankolske landskaber med dragende, dekomponerede former. Værker, hvor ikke kun livet, men også naturens forgængelighed og råddenskabens skønhed, indfanges i truende, dystre kompositioner med sprækker af lys og håb.

Hendes leg med materialerne og den spontane tilgang er tydelig. Her i ateliéret står tykke bronzestøbninger af de tunge lerplader, som Inge Lise på forunderlig vis har fået trykt imod en træstammes levende kontur. Lærredet på rammerne til de enorme malerier monterer hun såmænd også selv. Bevægelsen mellem de forskellige typer arbejder – fra det tunge til det lette, hvordan bærer hun sig ad? Jeg spørger, om hun holder pauser. ”Ja, ja, men så kan man jo lige støbe et kålhoved”,  siger hun, og bevæger sig let og hurtigt hen til et bord med gipskålhoveder, spidskål og romanesco. Hun giver mig et støbt kålhoved i hænderne. Pludselig forsvinder kålen, og jeg får fornemmelsen af at stå midt i et naturfænomen, kigger på harerne, mågerne, de sorte råger, naturens forgængelighed og de enorme malerier. Inge Lise er ikke nogen helt almindelig kvinde. Ikke nogen helt almindelig kunstnerinde. Der ligger en stærk, ubemærket kraft i denne spinkle krop med de små hænder og de store venlige øjne. Vildskab og passion, nærhed og omsorg, lys og tuschmørke.

Vil du ikke have et æble? Det er vores egne”, siger hun og rækker mig et smukt keramikfad med små, røde æbler, da vi er kommet tilbage i stuen. Og det føles som at være omgivet af en bedstemors omsorg igen, som ved kaffebordet med de ristede boller. Inge Lise Westman bor med kunsten overalt. Men kunsten bor også overalt i Inge Lise Westman.


andre læser også

Grønbechs Gård

Bornholms Kunstmuseum

Bornholms gastronomi

Østerlars rundkirke

Vinbarer på Bornholm

World Craft Region