• da
  • en
  • de

Lyden af Bornholm

Tekst: Sara B. Gildberg Foto: Anders Beier

Lyden kommer indefra. Lyden af os selv. Med lukket mund bliver stemmen inden i os, men kan alligevel høres i den ydre verden, når vi nynner.

Den bornholmske musiker, Kristian Finne Kristensen, bedre kendt som ‘Chorus Grant’ og den ene del af duoen ‘Cancer’, har netop udgivet sit syvende album: ‘Underbelly’. Det første album i eget navn, hvor den nu 40-årige musiker tager udgangspunkt i netop dét at nynne.

Det startede egentlig med lange gåture ad de snoede stisystemer i parkerne på Østerbro med hans nyfødte søn i barnevognen. De fleste forældre kender det: De lange ture med et slumrende barn, hvor skridtenes monotoni nærmest bliver en tranceagtig vandring af kilometer og tanker. På turene gik han og nynnede. Små improviserede og intuitive melodier, som langsomt tog form i bevidstheden.

Vi mødes på en af årets første, rigtige sommerdage med bagende sol og byens larm som et brummende lydtapet i baggrunden. Langsomt bliver det erstattet af fuglesang og lyden af summende insekter, da vi kommer ind i Østre Anlæg. Det var hér, han gik rundt og nynnede med barnevognen, indtil han en dag blev opmærksom på de improviserede toner og begyndte at optage dem med sin mobiltelefon. Sammen går vi gennem anlægget, med hver vores kop kaffe, som Kristian har købt til os på Den Franske Café ved Sortedamssøen. Han fortæller om sit seneste pladeprojekt med en entusiasme, som kan gøre selv en vækkelsesprædikant misundelig. Han gestikulerer og hans øjne lyser op, imens han forklarer, at der er noget universelt, en fælles forbundenhed i lyden, og den nærmest primitive og intuitive måde, vi mennesker skaber lyd, melodi og toner med vores stemmebånd på, når vi nynner. – ‘Jeg kunne bare mærke, at det her var større end mig selv på en eller anden måde’, forklarer han. Netop det universelle, de uartikulerede, iboende melodier, er genstand for Kristians både sanselige og eksperimentelle udgivelse ‘Underbelly’, der består af både et album og en podcast.

Vi sætter os på en bænk med udsigt over en sø i modlys nær Statens Museum for Kunst. Om opvæksten på Bornholm fortæller han: – ‘Bornholm er jo en naturperle, som har noget helt særligt, der ikke findes andre steder på kloden. Det er en ø fuld af kontraster og vidunderlig skønhed på alle mulige måder, men det er også et sted, der gemmer en form for brutalitet. Noget voldsomt og underliggende, som minder om noget man finder blandt naturmennesker og stammesamfund. Der er en mystik på øen, og en ånd, der på en eller anden måde binder tider og steder sammen i et slags helle eller knudepunkt’. Tiden står næsten stille, når Kristian fortæller om sin musik og sit forhold til Bornholm, men snart må jeg konstatere, at mine sorte jeans nærmer sig brændpunktet i den glohede sommersol. Vi rejser os og finder en anden bænk under en skyggefuld himmel af lysegrønne blade. Kristian tænder den første i en stribe af røde ‘Kings’, og fisker en stak gule ‘Post-it’s med noter af sort tusch frem fra brystlommen. Velforberedt og velovervejet. På den første står der med store bogstaver i anførselstegn ‘Ham bornholmeren’. At være kendt som ‘Ham

bornholmeren’ som ung musiker var et næsten uundgåeligt prædikat, og når Kristian reflekterer over, hvilken betydning den bornholmske baggrund har haft for ham, er svaret: – ‘Jamen, jeg har altid følt mig vellidt på baggrund af mit bornholmske ophav. Og jeg har også altid følt mig meget forbundet med havet. Måske fordi jeg i hele min opvækst har været omgivet af vandet’.

 

Kristian trækker en ny, gul seddel frem, hvorpå der står ‘Bornholm ligger ved havet’. Han fortæller, at hans tilknytning til havet handler om noget dybere. Det er et sted han finder ro – og helst gerne alene. – ‘Det kan selvfølgelig være lidt svært for andre at forstå, at jeg næsten daglig og helst alene, bare gerne vil ned til havet. Det er også derfor, at jeg er glad for at bo her på Østerbro. Det er ikke for langt fra vandet’.

Taglejligheden på Øster Farimagsgade, hvor han bor i dag, er også nævnt på en gul seddel: ‘Som en båd, som en kahyt, sådan én man kan sejle verden rundt i’. For ham er lejligheden et frirum til fordybelse, fantasi og udforskning af tankeverdenen. Og det er netop det indtryk, jeg får af Kristian Finne Kristensen. Der er ikke noget ‘smart i en fart’ eller ‘rockstar attitude’. Jeg taler med en kunstner, som udforsker og investerer sig selv i sit kunstneriske projekt med en nærmest autistisk insisteren på at gennemtænke alle aspekter.

Vejen fra barndomshjemmet, nær Almegårds Kaserne i Knudsker ved Rønne, til Musikkonservatoriet i København og et liv som musiker i USA startede, da han som 16-årig vandt musikkonkurrencen ‘DM i Rock’ med bandet ‘Softporn’, og flyttede alene fra Bornholm til København. Kristian flyttede fra klippeøen til en mørk kælderlejlighed i Husum. Han beskriver tiden i København som ‘rimelig rock n’ roll’: – ‘Der var gang i den. Vi skulle bare ud og fyre den af og havde store drømme og store ambitioner’, fortæller han. Det blev snart til en international pladekontrakt og bandet skiftede navn fra ‘Softporn’ til ‘The River Phoenix’.

Når han tænker tilbage, slår det ham, hvor ung og måske egentligt sårbar han var: – ‘Jeg kan huske, at jeg havde sådan en rød lampe, et ‘nightlight’, du ved, sådan en rund én, som gør, at det ikke er helt mørkt om natten. Den havde jeg med mig til København. Jeg tror, at der var noget tryghed i det blide lys, som jeg kendte fra barndomsværelset. Pludselig var jeg jo ret alene og faktisk meget ung og uprøvet’.

Hans musikalske udvikling fra dengang til i dag inkluderer blandt andet tre udgivelser under kunstnernavnet ‘Chorus Grant’, to album med duoen ‘Cancer’ og hittet ‘Echo Valley’ fra ‘The River Phoenix’-albummet ‘Ritual’, der som det første nummer erstattede klassikeren ‘Bornholm, Bornholm, Bornholm’ og flyde fra højtalerne, når færgen lagde til kaj i Rønne.

Men hvor kommer musikaliteten og den kunstneriske ildhu egentligt fra? Kristian fortæller, at barndomshjemmet ikke som sådan var ‘et hjem fyldt af musik’, men at hans far som ung var bassist i den bornholmske gruppe ‘The Vanguards’, som var vældig populære med deres pigtrådsmusik á la ‘The Cliffters’ i midten af tresserne. – ‘Det var vist kun nogle år, så tog arbejde, børn og livet over, men nogle af de bedste øjeblikke med min far har været, når vi talte om den tid og ligesom havde det fællesskab om musikken’. Spændingsfeltet mellem fællesskab og det at være alene – som at nynne med sig selv og samtidig dele lyden med andre – ser ud til at være et centralt tema i tilblivelsen af albummet ‘Underbelly’. Selvom fra teenageårene på Bornholm ligger langt tilbage i

tiden, er det alligevel en periode, som stadig kan mærkes og trækker tråde til i dag. Han oplevede det, da han under den første Corona-bølge kørte alene fra sit sommerhuseksil i Store Lyngby Skov mod nærmeste købmand, og pludselig følte præcis den samme glæde og entusiasme, som han følte som teenager på Bornholm. – ‘Jeg var alene i bilen og tænkte pludselig: Hvorfor fanden er jeg så glad? Jeg mærkede den samme følelse, som da jeg var teenager og cruisede rundt på Bornholm. Alene, med tid og plads til tanker, fuldstændig svøbt i natur og frie timer til at følge en tankerække ned i et ormehul’.

De gule sedler fra brystlommen er næsten sluppet op. Der er kun én tilbage med teksten ‘Noget ud over det sædvanlige’, som godt kunne referere til udforskningen af nynnede melodier, der på albummet ‘Underbelly’ flyder symfonisk sammen med malende lag af klassisk guitar, orgler og reallyds-optagelser. Knægten fra Knudsker, der som ganske ung fulgte med musikken over Østersøen, er ikke kun blevet voksen, men også modig: – ‘Jeg har hele tiden haft fokus på at dette er et uprætentiøst projekt. I stedet for at vende vrangen ud med ord og lyriske tekster om følelser, lader jeg musikken bestemme og det usagte tale’.

Vi har for længst drukket vores kaffe, og finder vej ud af Østre Anlægs rolige parkområde, tilbage til byens brummende trafik, inden vi siger farvel. Jeg har fornemmelsen af, at vi kunne have fortsat samtalen om musikken, fordybelsen og Bornholm til langt ud på aftenen. Kristian Finne Kristensen har virkelig noget på hjerte, en særlig indsigt, som han brænder for at formidle. Mine tanker har svært ved at slippe vores samtale. Hvor meget har lydene ved havet, som Kristian var omgivet af i sin barndom, været med til at forme hans musik? Frembringer nynneriet den samme frihedsfølelse, han oplevede som teenager, fordi tonerne fra hans indre fremkommer i et spontant, musisk flow ligesom erkendelserne i hans ungdoms uforstyrrede tankestrømme? Er nogen af os overhovedet bevidste om, hvilken indflydelse hverdagens kakofoni har på os? Jeg lukker lyden af byen ude, og lader ‘Underbelly’ spille i mine earpods, mens jeg cykler hjem.


Andre læser også

Gourmetmad & gummistoevler

Yoga med udsigt

Spor efter Vikingerne

De underjordiske

Sansaga

Glamping