• da
  • en
  • de

Kryddersild og stærke viljer

Tekst: Pernille Koch Laursen

 Foto: Anders beier


En tidlig morgen i 2001 ringer telefonen hos Rikke i Allinge. Det er hendes mor, Ruth, der ringer fra barndomshjemmet på Frederiksø. –‘Kommer du hjem, eller hvad?’, spørger hun på syngende jysk, og Rikke kan høre på tonefaldet, at det er alvor. Det er nu, der skal træffes en beslutning, der vil kunne ændre hendes liv for altid. 

Spørgsmålet kom fra den kvinde, som gennem 33 år havde drevet en lille virksomhed fra det østligste punkt i Danmark, og nu var klar til at lade sit virke gå i arv. En kvinde, som med utrættelig arbejdsomhed, viljestyrke og forretningstalent, havde skabt en succesfuld virksomhed, der producerer et af de mest eftertragtede fødevareprodukter fra havet; Ruths Kryd­dersild.

Vi møder Ruth i hendes hjem på Frederiksø. På væggen i stuen hænger motiver af fiskekuttere og hav, og på toppen af vitrinen står keramik fra Michael Andersen i Rønne. En af fiskekutterne er malet af Henning Køie, som boede inde ved siden af. Et brev fra ham fik senere helt utilsigtet en særlig betydning for Ruths Kryddersilds historie. 

Ruth voksede op i en mindre by lidt sydvest for Herning i Jylland. Barndomshjemmet i Kølkær var fuldt af børn og foretagsomhed. Foretagsomheden var nødvendig, for pengene var små, så der blev arbejdet hårdt, og alle deltog. Også Ruth, som, sammen med tvillingesøsteren Else, var sidst i den store børneflok. Og der var nok at gøre, for Ruths far var en mand med mange jern i ilden, som ikke lod muligheden for at gøre en god handel gå fra sig. Han købte bl.a. en æbleplantage, et par køer og andre husdyr, og forarbejdningen af de produkter, som kom ud af det, stod Ruths mor og ungerne for. Ruth stod tidligt op og gik sent i seng, for både skole og gymnastikhold skulle også passes. Sådan var det, og sådan blev det ved med at være livet igennem; tidligt op, sent i seng og dagen fuld af hårdt arbejde. 

Som 16-årig flyttede Ruth til Christiansø. Hun pakkede alt hun ejede – og det var ikke meget – og begav sig den lange vej fra Kølkær til det yderste østlige punkt af Danmark, fæstningsøerne Ertholmene. Hun havde taget et sommerjob i køkkenet på hotellet på Christiansø sammen med sin tvillingesøster Else. Else holdt sommeren ud, og da hun ville rejse hjem, gjorde Ruth hende det klart, at det blev alene. Hun havde lavet en aftale om at fortsætte i køkkenet vinteren over. Ruth blev nu øbo, og sådan skulle det forblive. Hun flyttede aldrig tilbage til familien i Jylland. 

Ruth fortæller med stor indlevelse om datidens miljø på øerne, som hun blev en aktiv del af. Mange ville mene, hun er en pionér og en foregangskvinde, men Ruth virker påfaldende uimponeret af sin egen indsats for det lille øsamfund på nu omkring 100 indbyggere. – ’Jeg er jo bare mig’, ville hun nok sige, hvis man begynder at rose hende for meget. Dengang – i slutningen af 1950’erne – var øerne et typisk mandsdomineret samfund. Mændene var sammenspiste og sad gerne for sig selv på kroen og drak øl, mens kvinderne og pigerne mestendels blev hjemme. Men Ruth kunne ikke se sig selv i den rollefordeling. Hun ville hellere finde på noget at gøre med al sin energi og virketrang, så hun startede et gymnastikhold for piger, som trænede sammen på ‘Månen’, forsamlingshuset på Frederiksø. Det blev et tilløbsstykke, for nu skete der endelig noget andet og nyt. Snart var et hold på 14 piger samlet og øvede sig vinteren over til den store opvisning ledet af ‘Frk. Ruth Dahl’, som der stod i bornholmeravisens dækning af begivenheden. 

På Christiansø forelskede den unge, lokale fisker, Lasse, sig inderligt i den gæve, jyske tilflytter, men han vandt ikke hendes hjerte lige med det samme. Ruth fandt en anden fisker, giftede sig med ham og fik datteren Tena. Men da ægteskabet stoppede, var Lasse der prompte, og Ruth forstod, han mente alvor. De blev gift og flyttede ind i en lille lejlighed på Frederiksø. Her fik de først Rikke og senere hendes søster Gitte. 

Som de fleste af datidens fiskerkoner havde Lasses mor, Minna, sin helt egen opskrift på kryddersild. Minna og Ruth opbyggede gennem årene en stærk relation, og Ruth hjalp ofte til med produktionen af Minnas sild. I starten blev kryddersildene fremstillet i Minnas eget køkken, og de lokale kunne lide dem. Snart rygtedes det også på Bornholm, at der på Frederiksø blev lavet en sild med en særligt dejlig smag. I 1967 døde Minna af kræft i en alder af 54 år. Men inden hun forlod verden, sørgede hun som det sidste for at videreføre sin hemmelige opskrift på kryddersild, som gennem tiden havde vist sit værd. På bagsiden af et brev fra kunstneren Henning Køie, skrev hun hastigt opskriften ned og gav den til Ruth. Dér sad Ruth, i Minnas nu stille hjem, sammen med Lasse og nyfødte Rikke, og skulle tage stilling til, hvad hun skulle stille op med den viden, hun havde fået af sin svigermor. Ruth vidste, at opskriften var noget særligt. Hun vidste, hvilken omhu, der lå i forberedelsen af sildene, og hun vidste, at hun måtte videreføre salget af de eftertragtede sild. Ruth får mulighed for at overtage større lokaler i det gamle røgeri og jolleværksted nede ved kajen. Her starter hun Ruths Kryddersild op efter en mindre ombygning og renovering, men ikke for at øge produktionen væsentligt. Da Minna levede gik salget fra mund til mund, og siden var Svaneke Salgsforening blevet fast aftager af alle de sild, Ruth kunne nå at lave. Da familien arvede fra Minna, købte Ruth en telefon. Det var før telefonen blev en almindelig genstand i hjemmene og den blev en vigtig genstand i Ruths udbygning af virksomheden.

Alt i produktionen er håndlavet – lige fra krydderiblandingen, der engang blev drejet på en gammel kaffemølle, til fileteringen af silden og produktionen af lagen, sildefileterne bliver modnet i. Og der var kun de hænder, der var. Da Rikke og Gitte blev større, hjalp de Ruth og nogle af de lokale kvinder med den tidskrævende filetering, som foregik på kajen udenfor. Når kasserne med sild blev hevet op på kajen fra kutterne, skulle de hurtigst muligt skæres og lægges på is. Derefter skulle de i en grundlage i nogle uger og så lagre i krydderlagen. Ruth begyndte også at eksperimentere med nye smagsvarianter. Hendes egen fortrukne var løgsildene, men det var langsommeligt og besværligt at producere løgsild i større mængder, så de udgik efterhånden af produktionen. Senere kom Ruths tomatsild til og karrysildene, som stadig kan fås. 

Kryddersilden vil dog altid være grundstenen i Ruths Kryd­dersild, og det var da også den, TV-kokken Claus Meyer forelskede sig i, da han fik kendskab til Ruths produkter. Hvordan han fik nys om sildene, står hen i det uvisse, men forbindelsen kunne være gennem journalist Rolf Jonshøj, som kom ofte på Christiansø og Frederiksø om sommeren og altid skulle have en portion af Ruths sild med hjem til København. Hvorom alting er fik Ruth en dag et opkald fra Claus Meyer fra fastlandet. Om hun ville deltage på en nyetableret fødevaremesse for ‘slow-food’ i København med sine sild? Jo, det ville Ruth da gerne, og hun pakkede et ordentligt lager ned og tog med, så dem i storbyen kunne få sig en bid. Det blev en stor oplevelse. Mødet med alle de andre ‘Slow Food’-producenter var spændende, og ved messens afslutning byttede de råvarer. Der blev spist godt i det lille hjem på Frederiksø i de følgende uger. 

Efter messen blev Ruth kontaktet af FDB (nu COOP), som ville forhandle hendes sild. Ruth var ikke interesseret. Ikke fordi hun sætter sit lys under en skæppe, for Ruth ved godt hendes sild er noget specielt, men hun ville kun sælge til fiske- og specialvareforretninger, for det var her, hun synes, produkterne hørte hjemme. Det er måske også derfor, hun har insisteret på, at sildene skal sælges i knaldrøde beholdere med panggrøn mærkat på som kontrast. Engang læste hun i et magasin, at farver kunne påvirke heste. Den røde farve gjorde dem vilde, mens den grønne beroligede, så sådan skulle hendes sild pakkes ind. På samme måde kan man hævde, at Ruth både er den vilde, kraftfulde kvinde, der rykker sig selv op med rod og drager på eventyr, og samtidig en kvinde med begge ben solidt plantet i jorden, som ikke ligger under for nogen. Hun gør det, hun gør, og så må man mene om det, hvad man vil.

Den morgen i sensommeren 2001, hvor Rikke modtager sin mors opkald, trækker eventyret også i hende. Efter en tænkepause rykker Rikke teltpælene op og tager hjem til Frederiksø. Hun efterlader i første omgang mand og barn på Bornholm og flytter ind i barneværelset hos sin mor med en sær og vid­underlig følelse af at være ankommet det rette sted: hjem. I 2011 overtog Rikke endelig virksomheden fra Ruth og hendes tredje ægtemand, Olav, og står i dag alene ved roret og driver Ruths Kryddersild med sin egen fornemmelse for konceptet. En vigtig facet i dét er nærværet, humoren og den gode kontakt til kunderne. Glæden over at holde fast i sine rødder, og det man kommer fra, er tydeligt at mærke i selskab med både Ruth og Rikke. 

I dag er Ruth først i 80’erne, men det kan man ikke se. Som hun sidder der i stuen og fortæller, hviler hendes hænder kun nu og da på armlænene. Hænder, som gennem årene har fileteret utallige sild med utrætteligt gåpåmod i alt slags vejr. Hænder, som ihærdigt og kyndigt har forarbejdet sildene og bragt et hav af mennesker uimodståelige smagsoplevelser. Ruth opbyggede en solid forretning, dengang kvinder endnu var et særsyn blandt virksomhedsledere. Med sin svigermors opskrift som udgangspunkt har hun skabt et gourmetprodukt af højeste kvalitet og en virksomhed, der er gået i arv til de kommende generationer. For aftrykket af de tre stærke kvinder fra hver deres generation, Minna, Ruth og Rikke, er en væsentlig del af fortællingen om Ruths Kryddersild; humoren, biddet og viljen til at skabe det store i det små.


ANDRE LÆSER OGSÅ

Fru Krogh

De underjordiske

Hammershus

Lys i mørket

Kraemmerhuset

Anders Beier