• da
  • en
  • de

Lys i mørket

Tekst: Dorthe Lind Thornton / Pernille Koch Laursen

Foto: Anders Beier


Det er almindelig kendt, at fiskerne på Bornholm bevidst ikke lærte at svømme. Det var lettere at lide druknedøden, hvis man ikke kunne kæmpe imod. Det er de barske realiteter, som fiskerne i århundreder måtte leve med, og som fordrede en dyb respekt for havet. Havet var deres arbejdsplads; en lunefuld magthaver, som den ene dag lod dem trække deres levebrød op af vandet i solrigt og stille vejr, for den næste dag nådesløst at kræve betaling for fangsten med menneskeliv.

Særligt i middelalderen var sildemarkeder en stor industri på Bornholm, og man havde behov for også at fiske om natten. Når mørket sænkede sig, og tågen ind imellem lagde sig tæt om båden, var det svært at bedømme, hvor man befandt sig i forhold til kysten, og hvordan man kom sikkert tilbage til land igen. Man havde behov for noget at kunne navigere efter i mørket. Man mener, at det første fyr på Bornholm blev tændt i middelalderen, netop i forbindelse med sildemarkederne. Man satte blusbål op, som egentlig bare var et bål på en bakketop, og man ved, at der også var et sådant bål på Hammeren. Senere blev blusbålene mere avancerede; de blev f.eks. bygget på murede forhøjninger, nogle steder med særlig udsmykning, og de fik karakter af mere organiserede fyrsteder. Men man tændte dog kun blusbål, når der var behov for det. Ikke til glæde og gavn for alle, men for bestemte søfarende på bestemte tidspunkter. Det er nok en af årsagerne til, at når man kigger på gamle kort med optegninger af skibsforlis omkring Bornholm, er prikkerne, som markerer grundstødte skibe, totalforlis og tilfælde af druknet mandskab, talrige nok til at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på selv den mest hårdføre søulk. Havbunden omkring Bornholm er farlig.

Med tiden blev blusbål udfaset og erstattet med egentlige fyr, som vi kender dem i dag. Flydende fyrtårne i form af fyrskibe kom til og blev benyttet de steder, hvor der var brug for et fyrtårn, men vanskeligt at bygge et. Træbrændsel blev desuden erstattet med kul, levende lys og olie, og man eksperimenterede gennem tiden med at forbedre kvaliteten af det lys, fyrtårnene udsendte. I 1815 opfandt den franske fysiker, Augustin Jean Fresnel, den hidtil mest effektive linse til fyrtårne, som kunne øge lysstyrken omkring 350 gange. Men selv det kraftigste lys bliver dæmpet i tæt tåge, regn og snevejr – netop under de vejrforhold, hvor der er mest brug for sømærker. Man tyede derfor også til en nødløsning; nemlig meget høj og regelmæssig lyd, og mange fyrtårne blev gennem tiden udstyret med kraftige lydgivere, som for eksempel klokker, tågehorn, sirener og, i en periode, endda kanoner.

Det første fyrtårn på Bornholm blev bygget i starten af det 19. århundrede, og siden er der kommet mange flere til. Og selvom de stadig spiller en vigtig rolle i at hjælpe skibsførende med at navigere i farvandet omkring Bornholm, er der i dag også mange andre former for navigation i brug. Mange fyrtårn er blevet automatiserede, og nogle steder har radar, radio, sonar og satellitnavigation nu også erstattet selve fyrtårnets funktion. De bornholmske fyrtårn, der fortsat er i brug, lyser hver dag, men mange er blevet lukket. Heldigvis har man forstået fyrtårnenes værdi som historiske bygningsværker, og mange steder er der dannet foreninger til bevarelse af dem. Nogle steder er de høje, trofaste vejvisere endda åbne for besøgende – også på Bornholm, hvor der i dag er omkring 60 fyrtårn. De fleste er så små, at man sjældent bemærker dem, men andre er betydelige og at betragte som udflugtsmål i sig selv. Det første rigtige fyr på Bornholm, Hammershus Fyr, blev opført i 1802. Det lå på Stejlebjerg – på Hammerknuden på Nordbornholm – og var et sekskantet fyrtårn i ca. 8 meters højde med lampefyr. Med tiden blev det afløst af et højere fyr på Ørnebjerg, også på Hammerknuden, som fik navnet Hammeren Fyr. Det var her, fyret kunne gøre en afgørende forskel for forbipasserende skibe, hvis de blev fanget i en storm på Østersøen. Ved Hammerknuden kunne de nemlig komme i læ bag den store klippeformation enten mod øst eller vest. Placeringen på den forblæste og øde klippetop var ideel til formålet. 92 meter over havet skulle fyret lyse, og det blev bygget af granit brudt i området. Bygmesteren, Christian Wienberg, som kom til øen for at bygge fyrtårnet, blev nemlig så begejstret af den unikke, rødlige hammergranit, at han fravalgte de oprindeligt påtænkte mursten som byggemateriale. Det valg kom til at påvirke udformningen af de fyrtårn, han efterfølgende byggede rundt om i landet, hvilket gør Hammeren Fyr til noget ganske særligt rent arkitektonisk. Fyret lyste første gang den 1. marts 1872 og indtil 1990, hvor det blev slukket af bl.a. økonomiske årsager. I 2011 blev det dog tændt igen som et ‘historisk lys’ og har lyst lige siden. Den nuværende beboer af den gamle, oprindelige fyrmesterbolig, Niels-Jørn Jensen, er selvlært historiker og en brændende fyrtårnsentusiast. Han deler gerne ud af sin viden på arrangerede ture, og hele sommeren kan man gratis komme op i fyret. Området omkring fyret er indhegnet, så får og geder kan græsse frit som et led i naturplejen. Man må gerne gå ind i indhegningen gennem lågerne, og det kan varmt anbefales. At se solnedgangen fra en rundet klippeflade er en ganske særlig oplevelse, hvor man har udsigt over havet og klipperne i en natur, der minder om den skotske hede.

På sydbornholm ligger den stemningsfulde købstad Svaneke. Fiskerne i Svaneke måtte kæmpe længe for at få deres fyr, men i 1920 blev et sandstensbeklædt fyr opført på en skanse på Sandkås Odde ved Hullenakke Havn, i dag bare ’Hullehavn’; en naturhavn flittigt brugt af datidens fiskere. Fyret havde afgørende betydning for fiskerne, som nu havde et lys at styre imod, når det var mørkt og en sirene at finde vej efter i tåget vejr. Ved anlægning af fyret lagde man også vægt på, at området omkring fyret skulle være et rekreativt område for svanekeborgerne, hvor man kunne gå en tur langs kysten og i den da nyplantede skov. Det er ikke på samme måde muligt at opleve Svaneke Fyr indefra, medmindre man lejer sig ind i den private udlejningsbolig. Men man kan nyde synet af fyret udefra på sin aftentur rundt om pynten, som er et populært badested med café og stemningsfulde solnedgange.

Lidt længere sydpå ligger både det nye og det gamle Dueodde Fyr. Det gamle fyr består egentlig af to fyrtårne: Dueodde Nord og Syd, også kaldet ‘Store Fyr’ og ‘Lille Fyr’. Man turde dengang ikke bygge et stort fyr nede i sandet, så for at kunne dække kysten mod nord og vest, valgte man at bygge to. ‘Store Fyr’ er 39 meter højt og kan ses fra langt ude på havet. Det er lavet af granit og minder på mange måder arkitektonisk om Hammeren Fyr. ’Lille Fyr’, som er placeret på spidsen af Dueodde Strand, skulle, med sine 15 meters højde, primært ses af og advare skibene tæt på land. Sydfyret er nu privatbolig og tårnet kraftigt ombygget, så det nu mere ligner en udkigspost end et fyr. Nordfyret fungerer heller ikke længere som fyr, men der er til gengæld offentlig adgang mod entré, som en del af oplevelsescentret ‘Bornholmertårnet’. Centret fokuserer på det store efterretningsarbejde, som udgik fra Nordfyret og det senere tilbyggede 70 meter høje overvågningstårn, som skulle støtte NATOs overvågning af Sovjetunionen under den kolde krig: ‘Spiontårnet’, som de lokale kalder det. Begge tårne har en fantastisk udsigt over det sydlige Bornholm. Men det er dog det tredie fyrtårn i området, nemlig et langt, slankt, hvidt tårn, helt nede i klitterne, som de fleste i dag forbinder med Dueodde Fyr. Det blev bygget mellem 1960 og 1962 og står som et landemærke på den del af kysten, hvor der gennem tiden er grundstødt eller forlist flest fartøjer. Enhver erfaren kaptajn ved, at kysten ved Dueodde Fyr er den farligste af de bornholmske kyster.

Når man sejler ind i Rønne havn, kan man ikke undgå at bemærke Sankt Nikolai Kirke med bindingsværkstårnet. Men lige ved siden af, til venstre på Havnebakken, kan man også få øje på Rønne Bagfyr fra 1880. Det er en slank, hvidmalet jernbygning med otte kanter og et irret kobbertag på toppen. Selvom fyret har en balkon, er det ikke muligt at komme op i det. Det har i dag ingen anden funktion end at pryde havneindsejlingen og er bevaret som kulturminde. Lyset fra bagfyret er erstattet af et blinkende lys placeret på en høj mast i den gamle bydel bag havneområdet.

Endeligt er der fyret på Christiansø. Selvom Christiansø er en del af øgruppen Ertholmene, øst for Bornholm, og i princippet ikke en del af Bornholm, bør det alligevel nævnes. Fyret på Christiansø er en arkitektonisk perle og har – ligesom Hammeren Fyr – haft stor betydning for skibsfarten nord om Bornholm. Fyret er placeret inde i selve fæstningsbygningen, Store Tårn, fra 1600-tallet og har været i funktion siden 1805. I 2013 var Store Tårn og dets fyr dog så forfaldent at et 4-årigt restaureringsprojekt, støttet af RealDania, blev sat i værk, og det fik pustet nyt liv i bygningen. Det er en oplevelse i sig selv at gå rundt mellem de tre meter tykke mure og mærke stemningen i det nyrestaurerede bygningsværk, og udsigten mod Bornholm er storslået.

Inde i både Store Tårn og fyret er der skabt et unikt udstillingsrum, som bl.a. har udstillinger om Ertholmene sat i en global, historisk kontekst, det særlige dyreliv på øerne og også huser kunst og kulturbegivenheder. Ombygningen har tilført et glastag indvendigt i bygningen, som giver rummet en fantas­tisk akustik, ikke mindst for klassisk musik og korsang. En tur i Store Tårn og fyrtårnet er et must, når man er på Christiansø. Og skal man overnatte på øerne, findes der – hvis man spørger de lokale – intet hyggeligere end ved mørkets frembrud at sidde og se lyset fra fyrtårnet glide hen over landskabet og havet mod Bornholm, som blinker igen fra Hammeren.


Andre læser også

Gourmetmad & gummistoevler

Lyden af Bornholm

Landroverkoersel

Østerlars rundkirke

Spor efter Vikingerne

Ben Woodhams