Mellem ø og rige

Tekst: Pernille Koch Laursen Foto: Anders beier

Efterårslyset falder blågråt ind ad det store vindue. Udenfor sidder en sorthvid kat på en klippe og venter på at få lov til at komme ind. I Kaori Juzus lille smykkeværksted står tre forskellige arbejdsborde med et væld af forskelligt værktøj og materialer på. Hun åbner med et hemmelighedsfuldt smil en skuffe og afslører den smukkeste palet emaljefarver i alle nuancer, som man slet ikke kan se sig mæt i. Vi sidder sammen ved vinduet ud mod klippehaven, og teen i de sprøde, jordfarvede kopper uden hank damper varmt. Jeg er kommet for at søge svar på et spørgsmål, der længe har summet i mig, og Kaori har generøst indvilliget i at forsøge at give mig sit.

Spørgsmålet opstod gennem et møde med kunsten. Når man er på Bornholm, kan man nemlig ikke undgå – og ofte helt uden at vide det – at støde på kunst inspireret af Japan, Solens Rige, som både kulturelt og geografisk ligger langt fra Bornholm. I mange år har japanske kunstnere besøgt, arbejdet, udstillet og levet på øen i kortere eller længere perioder, nogen resten af deres liv. Spørgsmålet er: hvorfor? Hvad tiltrækkes disse kunstnere af, og hvad driver dem til at rejse hele vejen fra deres hjemland til en lille, dansk klippeø i Østersøen?

Kaoris fortælling begynder, da hun i 2002 kommer til øen, 24 år gammel. Hun var da hverken kunstner eller kunststuderende, tværtimod havde hun lige afsluttet sit spanskstudie på universitetet i Tokyo. Midt i sin jobsøgning indså hun pludselig, at hun ikke havde de samme ambitioner om job og karriere som sine jævnaldrende medstuderende. Hun delte ikke deres drømme om fremtiden og kunne mærke, at hun var anderledes og ville noget andet. Gennem en dansk veninde havde hun på et ophold i Spanien hørt om, at man i Danmark kunne gå på noget, der hedder højskole, og hendes nysgerrighed blev vakt. Hun besluttede sig for at prøve det af og ansøge. Det var i tiden før alt fungerede digitalt, og derfor sendte hun op mod 20 ansøgninger afsted til Danmark pr. brev. Kun to højskoler sendte svar tilbage til Japan: Ry Højskole ved Århus og Bornholms Højskole. Fordi Ry Højskole virkede som om, den primært henvendte sig til teenagere, faldt hendes valg på Bornholm, og da smykker altid havde været en interesse, meldte hun sig til smykkeværkstedet.

Da Kaori startede på Bornholms Højskole ville skæbnen, at hendes underviser blev guldsmed Peter Faber, som i en årrække havde haft en passion for netop japansk kunst og kultur. Mødet med ham og højskolen blev afgørende for Kaori. Her fandt hun et åbent værksted, hvor der blev arbejdet i fællesskab i et på mange måder frit undervisningsmiljø. Det var hun ikke vant til fra Japan. Lærerne fungerede mere som vejledere eller inspirerende mentorer. Peter Faber gik desuden meget op i teknisk kunnen og havde en åben, pædagogisk tilgang til sine elever, hvilket gjorde et stort indtryk på den unge japaner. Sproget og livsstilen var dog noget af et kulturchok for hende, der kom lige fra storbyen Tokyo. Den nu voksne kunstner mindes en sen cykeltur i bælgravende mørke ind til den nærmeste by, Aakirkeby, sammen med nogle af sine højskolevenner, som en så uvant oplevelse, at mindet om den stadig sidder fast i hende.

Det var dog først i mødet med smykkekunstneren og den fælles højskoleelev Per Suntum, at Kaori Juzu forstod, hvilken retning hun skulle tage kunstnerisk. Hun elskede at lave smykker, men formsproget virkede for stramt og uinspirerende. Så en dag viste Per hende sin smykkesamling. Han var allerede uddannet guldsmed og var blevet inviteret til højskolen af Peter Faber som elev, men på en af de andre linjer. Per Suntums utraditionelle tilgang til formen i sin unika smykkelinje blev en øjenåbner for Kaori. Man kunne jo alt! Fra denne indsigt var der ingen vej tilbage for hende, og en ny verden åbnede sig.

Kaori kom i lære hos Per som guldsmed, hvilket er en 4-årig uddannelse, der til dels tages på skoleophold med store tekniske og formmæssige krav. På trods af de strenge krav og de sproglige udfordringer lærte Kaori at værdsætte sine ophold, for som hun siger, har viden om materialerne givet hende en frihed i sit kunstneriske udtryk, hun ikke kunne eller ville være foruden. Det var her, hun opdagede sit materiale, emaljen, som er blevet hendes kunstneriske kendetegn. Og selvfølgelig er der også kærlighed med i denne fortælling. Kærlighed til øen, kærlighed til kunsten og kærlighed til en mand: Per og Kaori er nu gift og lever sammen i Tejn lige syd for Allinge, hvor de begge arbejder. 

En anden af de japanske kunstnere, som fandt både arbejdsrum og kærligheden på Bornholm, er billedhuggeren Jun-Ichi Inoue. Hans værker er at finde overalt på øen, f.eks. det tonstunge og imponerende solhvervsur i granit, som er opstillet på Store Torv i Rønne. I 1987 købte han et landsted syd for Allinge og flyttede dertil sammen med sin kone, Marie Christensen, datter af den kendte danske billedhugger, Ole Christensen, som han lærte at kende på kunstakademiet i København i 70’erne.

De to fortællinger har derfor flere lighedspunkter, og et af dem går gennem hjertet af Bornholm, eller lige midt på øen, Bornholms Højskole. For det er ikke kun Kaori, som har fundet grobund for sin kunst i den danske højskoletanke og -model. Næsten hvert år finder en eller flere japanske kunstnere eller studerende vej til skolen, og det skyldes ikke mindst nogle af underviserne på stedet. De er kunstnere, som har stor interesse for og viden om japansk kunst og kultur. Her skal særligt nævnes den bornholmske maler, grafiker og landart-skulptør Lene Degett og keramiker Anne Mette Hjortshøj, som begge har skabt et tæt og levende bånd til en række japanske højskoleelever og nuværende kunstnere, som årligt har udstillinger og kunstnerisk samarbejde på Bornholm. Og kontakten til dem opstod via højskolen.

Det er altså den grundtvigianske højskoletanke, der trækker i trådene mellem det japanske rige og det flade land med de bølgende marker og de brede bøge. Grundtvigs idé om det levende ord, og at folkelig dannelse skulle være tilgængelig for alle for at skabe grobunden for et demokratisk samfund bygget på kristne værdier, var jo startskuddet til den mangefacetterede folkehøjskole, vi har i dag. Det frie fællesskab på højskolen og den ikke-hierarkiske arbejdsform i værkstederne er en øjenåbner og frigør en kreativ energi hos de kunststuderende, som de ikke er vant til fra Japan. Og det er både tiltrækkende og nærmest afhængighedsskabende. Måske er det sådan, at hvis man én gang har oplevet et rum, der frisætter ens energi og inspiration, vil man som kunstner naturligt søge dertil igen? Det synes i hvert fald at være Kaoris oplevelse og erfaring.

Som vi sidder dér i lyset og ser ud på de gyldne efterårsblade, kan jeg ikke lade være med at spørge Kaori, om den bornholmske natur ikke har en indvirkning på hendes kunst? I vindueskarmen ligger et væld af sten i forskellige nuancer, drivtømmer og andre ting indsamlet i naturen og særligt stranden omkring Sosebugten, hvor parret har boet. Jeg søger efter en lighed mellem de nærmest forrevne og kantede former, som går igen i Kaori Juzus brocher. – ‘Farverne’, siger hun, ‘men jeg arbejder som oftest meget intuitivt, så det er faktisk først bagefter, jeg kan se, der er en tråd mellem farverne i nogle af mine værker og årstidens lys.’  – ’Og hvad med Japan, har du medbragt inspiration derfra?’, spørger jeg. – ’Mest i det spirituelle og traditionen, for eksempel gennem tal. I Japan er 108 et magisk antal med stor spirituel styrke. Under coronaperioden arbejdede jeg med et værk, som består af 108 små, individuelle unikasmykker. Det havde en ganske særlig positiv indvirkning på mig at arbejde med det i den mærkelige tid, det var’, fortæller Kaori. Hendes dybe og lidt hæse stemme toner ud, og hendes øjne falder på væggen, hvor værket hænger. Dette værk har nu fanget andres øjne og er blevet nomineret til den prestigefyldte Loewe Foundation Craftprize, som udstilles i New York i foråret 2023.

På de andre vægge hænger værker af to af hendes gode, japanske kolleger, som hun har mødt via højskolen, da hun selv underviste der. Efter Kaori er blevet færdiguddannet guldsmed, er hun selv blevet inviteret til at undervise på højskolen og på workshops andre steder i verden i forbindelse med sine udstillinger. Og hun elsker den kontakt, man som underviser får med sine elever, som hun finder både inspirerende og givende. På den måde slutter ringen, og pludselig giver den japansk-bornholmske forbindelse meget mere mening. For det handler jo dybest set om mennesker og møder og om at skabe muligheden for, at disse kan udvikle sig på tværs af tid og rum.

Foran mig på bordet ligger smukke, emaljerede brocher og venter på at blive vist frem for offentligheden et sted i verden, om det er Paris, Tokyo eller New York. Særligt den ene fanger min opmærksomhed og minder mig på en pudsig måde om blæretangen, som sidder fast på klipperne lige under vandkanten, dér hvor jeg badede som barn. Jeg får en brændende lyst til at tage kunstværket med mig hjem og kan ikke lade være med at give udtryk for min begejstring. Kaori tager stille imod min ros og forklarer beskedent, den ikke er til salg endnu. Den skal først forbi galleristen. Jeg siger tak for teen og for, at hun har villet dele sin historie. Jeg føler, jeg har fundet mit svar, og da jeg tager afsked med Kaori Juzu og går ud, løber katten ind i varmen ad den åbne dør.

Andre læser også