• da
  • en
  • de

Norresân


På vej ud af Gudhjem, hvor størstedelen af gaderne er ensrettede, støder man på den mindste af Gudhjems to havne, Nørresand. På bornholmsk ”Norresân”. Havnen blev færdig i 1906, og fungerede som en nødhavn for hele Bornholms nordkyst. Lige efter den idylliske havn, hvor man i øvrigt kan bade, ligger der et lille, hvidt røgeri, der meget passende hedder Norresan Gudhjem. Her har Pernille indrettet en kaffebar. Det er ikke bare en almindelig café, men et sted hvor både æstetikken og smagsoplevelserne er i højsædet. Hele gavlen ud mod havet er skiftet ud med en stor glasdør, så man nærmest kan føle havet indenfor. I caféen serve-res der let mad med lækre lokale råvarer, husets helt egen gin, hjemmelavede lemonader og kager, special-øl fra øens bryggerier, is fra Kalas og god, friskbrygget kaffe. Pernille sørger for, at man med det samme føler sig velkommen, og det smitter af på såvel gæster som personale og skaber en rigtig hyggelig stemning. Udsigten fra Norresan Gudhjem er helt unik. Ens blik kan næsten ikke undgå at blive draget hen mod Salenebugten, som, i manges øjne, er en af de smukkeste kyststrækninger på Bornholm. Stedet er desuden kendt for de meget fine solnedgange hele sæsonen, hvor solen går ned i havet, mens gæsterne nyder roen og en aftendrink.

Ellen og mig… og Pernille


Det lille hvide røgeri var oprindeligt et saltehus – altså dengang uden skorstene. Her blev der, for mange, mange år siden, saltet fisk. Senere, efter bornholmerne i 1800-tallet efter skotsk inspiration tog røgningen til sig, blev der bygget skorstene, og sild, laks og ørreder blev kørt ind og kom gyldne ud af det lille hus på Norresân. Siden har fiskeforretningen “Ellen og mig” haft til huse i det lille røgeri, der dengang var rødt, og engang var her også en iskiosk, der blandt bornholmere havde tilnavnet ¨Solnedgangskiosken¨. Det er en hel del år siden, for før Pernille fik fat i den lille perle og malede den hvid, var det Oluf Høst Museet, der rådede over huset. Men nu er det Pernille, der sætter dagsordenen, og det er der mange, der er glade for – både turister og de mange lokale, der kommer forbi på daglig basis.

Sundowner


Udsigten på Norresan er helt unik. Ens blik kan næsten ikke undgå at blive draget hen mod Salenebugten, der, i manges øjne, er et af de smukkeste steder på Bornholm. Flere gange om dagen sejler det lille skib, M/S Thor, forbi. Det er et over hundrede år gammelt turskib, der sejler passagerer fra Gudhjem til Kunstmuseet ved Helligdomsklipperne. Undervejs kan man nyde fuglefjeldene og den fine kyststrækning. Absolut en tur, der kan anbefales. Nogle sommeraftener, på lørdage, dukker gæsterne op til hyggelige langbordsmiddage. Man kan også vælge at nyde en “sundowner”, mens solen går ned på smukkeste vis og brændet varmer i bålstederne.

Find roen og hæng ud


Norresan er en oase i Gudhjem, der med sine mange turistbesøg, kan være noget af en mundfuld på en sommerdag. Det lille hvide røgeri ligger væk fra den store havn, hvor de fleste mennesker befinder sig. Her er roligt og smukt – og her er noget for alle aldre. Hvis man er et barn, er der mulighed for at fange småfisk med net, spille bold, eller gå på opdagelse ved vandkanten. Voksne kan lynhurtigt finde roen ved den smukke natur, gode kaffe eller en bid mad og et godt glas vin. Norresan er sådan et sted, hvor man godt kan komme til at blive hængende en hel dag – bare fordi her er rart.


andre læser også

Hammershus

KARAMELKOMPAGNIET

helligdomsklipperne

Mollys

Restaurant Brøddan

Bornholms Kunstmuseum