Da sproget forsvandt

Tekst: Pernille Koch 

Foto: Anders beier

Den dunkelsorte granit på husets bagside danner skarp kontrast til lyset over havet. Endnu skinner solen, men denne sommer virker det næsten som om, den har givet op på forhånd. Vinden rundt om bygningens hjørne er kold om vores fødder, og vi krøller os let sammen på hver vores stol. Det er august, men føles mest som tidligt forår. Forfatteren Rakel Haslund-Gjerrild er på Bornholm for at skrive og har fået et hus stillet til rådighed lidt oppe ad den snoede serpentinevej nord for Gudhjem. Her sidder vi på en terrasse i det skrånende landskab med hav og klipper foran os og fortaber os lidt i en fælles kærlighed til netop dette syn.

– ’Det er smukt’, siger Rakel. – ‘Ja’, svarer jeg. Ord bliver så underligt fattige nogle gange. I stedet trækker vi bare skønheden og stilheden ind i ro og mag. 

Vi er begge ikke rigtige bornholmere, for vi kom først hertil som 7-årige. Rakel fra Roskilde og jeg fra Århus. Alligevel er de barnesko, vi her har trådt og vokset ud af, blevet definerende for vores opfattelse af verden, virkeligheden og sproget, og ikke mindst naturens magiske kraft og indflydelse på sjælen. 

– ‘Som barn’, fortæller Rakel, ‘gik jeg lange ture helt alene. Mit yndlingssted var Paradisbakkerne og Helvedesbakkerne lidt udenfor Nexø. Det er magiske steder, hvor jeg elskede at være’. Rakel er vokset op i et tæt og trygt fællesskab, lokalmiljøet, hvor der var omsorg og passen-på-hinanden. – ‘Selvom jeg elskede min trygge familiebaggrund, var der noget, der drev mig væk. Ligesom i en længsel eller søgen efter noget, noget udefinerbart, jeg kun kunne finde alene med mig selv i naturen. Det er, som om man ude i skoven kan være til stede på en anden måde som et lyttende, sansende væsen. I en søgen’. Rakel holder pauser og leder efter de rigtige ord, imens hun taler og stirrer stålblåt ud mod horisontlinjen. 

Hendes ord trækker spor ind i fortællingens verden til 2016, hvor hun debuterer med novellesamlingen Øer. I novellen Ud i det grønne vandrer den kvindelige hovedperson rundt i de vildtvoksende skove på en unavngiven ø i et næsten apokalyptisk scenarium tæt på byen Kirkeby. Jeg kan ikke lade være med at spørge Rakel, om hun har skrevet sig selv ind her? Det har hun selvfølgelig ikke, svarer hun, men alligevel vil novellefiguren for altid have et vildt, krøllet hår og gråblå øjne for mit indre blik. 

Rakel fortæller om sin opvækst på øen og de særlige steder: i skoven, ved havet, på Skansen syd for Nexø, lange vandreture i lyngens lilla lys, havets blå. – ‘Naturen har skabt et slags grundsprog i mig, som en pakke af sansninger fra alle de landskaber, jeg kender og bærer med mig’, forklarer 

hun. Rakel fortsætter sin fortælling om familien; om rødderne man deler med de andre, om de mange generationer af baptister i familien, om troen på Gud i frikirken, og hendes farmor og farfar, der var missionærer i Rwanda og Burundi, hvor Rakels far blev født. Alt dette munder for teenageren Rakel ud i det store eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? 

For at få svar måtte Rakel væk og få et nyt perspektiv. I gymnasiet kastede hun for alvor sin kærlighed på litteraturen og i særdeleshed kinesisk litteratur. Den interesse blev startskuddet på en lang rejse, som skulle bringe Rakel så langt væk fra opvæksten på Bornholm, som hun næsten kunne komme. Gennem kontakter i frikirken fik Rakel arbejde to år i et skandinavisk-kinesisk kunstgalleri i Yunnan-provinsen i Kina. I en smogfyldt millionby med larm, biler overalt og et sprog, hun ikke talte, opdagede den 19-årige Rakel for alvor, hvad det betød at kaste sig ud i det ukendte og næsten miste fodfæstet. Som en anden Ronja Røverdatter, der springer rundt på de glatte klipper i Mattisskoven for at lære om alt det farlige, hun sagtens kan overvinde. Men denne gang var Rakel langt væk fra skovene og alle landskaberne, hun kendte. Barndommens bornholmske med den syngende tone og ordene, hun kendte var forsvundet omkring hende. Nu skulle alt foregå på kinesisk og den smule engelsk, der blev talt på galleriet. 

Her bor Rakel alene i det, man nærmest kan kalde ‘den romantiske forestilling om den fattige kunstner’. Hun låner et atelier tæt på galleriet, og her bor hun i et primitivt rum med kakerlakker og en rotte som selskab. Det bliver starten på en lang, indre rejse, hvor hun stiller spørgsmålstegn ved alt: Troen på absolutter, på tro, på Gud og på sproget, sådan som det var formet af den virkelighed, Rakel voksede op i på Bornholm. 

Efter de år – og i den stemning – flytter Rakel fra Kina. Det kolde atelier blev skiftet ud med en studiebolig i København og Kinastudier på universitetet. I forbindelse med studiet flytter Rakel senere tilbage til Kina, denne gang Beijing, men beslutter sig for at skifte studie til Litteraturvidenskab til dels for at nærme sig litteraturen og selv begynde at skrive. – ‘Det verdensbillede, der gik itu i atelieret i Kina, var stadig ikke blevet samlet, og nye systemer og perspektiver var under konstruktion. Det var måske derfor, at jeg begyndte at skrive i de år for gennem et særligt poetisk sprog at genopbygge nye fortællinger og verdener’, beretter Rakel. 

Så sker der noget, der bringer Rakel hjem til Nexø igen. Mens hun rejser oppe i de kinesiske bjerge for at opdatere rejseguiden Turen går til Kina, dør hendes elskede morfar, og hun rejser hjem til begravelsen. – ‘Min morfar var ham alle de litterære diskussioner udgik fra i min barndom og ungdom. Hans forhold til både Einstein og Grundvig var ofte omdrejningspunktet for vores samtaler.’, mindes Rakel, – ‘Måske var det ham, der tændte min passion for litteraturen og sproget?’. Spørgsmålet hænger lidt i luften. Ubesvaret. Heldigvis når morfaren lige at opleve Rakels debutroman udkomme få måneder før sin død. 

Tre år senere med mormorens død, tager familien også afsked med seks generationers liv i Nexø, da forældrene flytter fra byen. Og det bringer Rakels bevidsthed i fokus. Pludselig samles billedet af barndommen, turene på Skansen, vinterbadningen fra stranden på Balka, landskaberne der er så nære og kendte. 

Rakel begyndte allerede i årene før morfarens død at skrive sin første skønlitterære bog Øer. – ’Handler Øer om Bornholm?’, vil jeg vide. – ‘Nej, men landskaberne er skrevet ind omend i en ny kontekst.  Jeg skrev den faktisk, mens jeg var i Grønland, som jo er et helt andet landskab, selvom det også er en ø.’ Tilknytningen til Bornholm er dog tydelig. Novellesamlingen åbner med fortællingen om den sidste fisker fra Christiansø, som i ren desperation over at torskene forsvinder, hævner sig på sælerne. En problematik som står bornholmerne nær. Men novellen handler ikke om torsk- eller sældød. Den handler om at være alene. Som på en ø. Eller som at være helt alene i en ukendt verden med et knust verdensbillede og et sprog, som ikke længere slår til at beskrive verden med. – ‘Jeg vil måske kalde Øer for en beskrivelse af det symbolske rum for ensomhed eller det at være alene’, fortsætter Rakel eftertænksomt. Jeg lader hende tænke tanken til ende. 

Efter debuten Øer følger den dystopiske roman Alle himlens fugle, som næsten med en symbolsk timing udkommer den dag i marts i 2020, hvor Coronaen lukker Danmark ned. I romanen er verden i ruiner, byerne borte og sproget bærer præg af den manglende sammenhæng og tab af kendskab til den foregående menneskecivilisation. – ‘Jeg prøvede at lege med tanken om, hvordan sproget ville se ud, hvis verden var helt anderledes. Hvis det sidste overlevende menneske levede i de overgroede byer og knapt vidste, hvordan verden var dengang, vi var mange. Ville det menneske ikke opfatte beton og asfalt som klipper og sten, huse som steder hvor fugle bor og veje, som en slags sten-stier?’, spørger Rakel retorisk.

I den efterfølgende roman Adam i Paradis sker der noget helt andet. Romanen handler om den bornholmske maler Kristian Zahrtmann og hans udsvævende liv som kunstner i København. Den åbner op med, at Zahrtmann flytter ind i sit atelier med sine planter og drømme. Rakel fortæller, hvordan bogen bliver til i en intens dialog med Kristian Zahrtmann selv i form af hans mange efterladte breve, som hun har dykket ned i og gennemtygget for at finde ind i det sprog, Zahrtmann beskrev sin verden med. Romanen bliver rost og prist for sit unikke, poetiske sprog, og den nomineres til Nordisk Råds Litteraturpris. 

– ’Mit arbejde med romanen om Zahrtmann skabte en forståelse i mig af, at sproget er noget, vi skaber sammen i en dynamisk proces, hvor vi smitter af på hinanden’, fortæller Rakel. – ‘Jeg inspireres af at skrive breve med mine venner, hvor vi leger med og skaber sproglig samklang. Verden og sproget hænger sammen, men det var først, da jeg blev sat udenfor den vante sammenhæng og ind i en ny og fremmed kontekst, at dette perspektiv åbnede sig for mig’. 

Man kan måske kalde dette for en slags dannelsesfortælling, som Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet ind i sit liv. Ungdommens store spørgsmål ‘Hvem er jeg?’ er i hvert fald blevet afløst af et andet og mere kollektivt ‘Hvem er vi?’. Rakels dannelsesrejse er gået fra en følelse af at miste sin verden og sit sprog og blive i tvivl om eksistensen til at komme hjem igen og generobre verdenen, som gennem fortællinger, historien og et fælles sprog er større end ens eget selv. 

Nogle gange må Rakel lede efter ordene, inden de kan komme ud. – ‘Det er fordi, jeg prøver at skære helt ind til benet på sproget, og så sætte kødet på igen. Og det er en proces, jeg meget gerne skaber i fællesskab med andre. Det er ligesom det vi, der skriver i mig, gør sproget endnu stærkere’, uddyber Rakel. 

Det er her, samtalen tager sin afslutning ved huset på den snoede vej i Gudhjem. Dagen er gået på hæld. Ordene imellem os over bordet er brugt op, og solen er sunket længere nede på himlen. At have fået lov til at blive en del af Rakel Haslund-Gjerrilds sproglige univers og historie på denne kølige augusteftermiddag har været intenst. Min notesbog bugner af ord, der venter på at finde sin form i fortællingen om en rejse fra Bornholm til Kina og tilbage igen og sproget, der endelig fandt sin vej.

Andre læser også