Seksender på skudhold

Tekst: Martin Poul Gangelhoff 

Foto: Anders beier

Uden for bilens vinduer er forårsnatten ved at blive fortrængt af solens første stråler. Klokken er fire, og der vil gå næsten en time endnu, før solen bryder op fra horisonten. Men for de to inde i bilen er tidspunktet helt perfekt. De er jægere på vej ud til ‘Jægernes juleaften’. Datoen er nemlig den 16. maj, hvor bukkejagten skydes i gang, og de skal sidde klar ved daggry. Jægerne i bilen er Emelie Cecilie Pettersson og Tommy Bager. Tommy har været på bukkejagt mange gange før, men Emelie har først bestået den nødvendige riffelprøve til bukkejagten et par uger forinden og skal ud og jage sin første buk. Hun har dog jaget andet vildt mange gange før, og i bilen kan hun mærke det velkendte jagtinstinkt slå til.

Da Emelie stiger ud af bilen og bevæger sig hen mod det skovbryn, hvor hendes udvalgte jagttårn står, er hun ét hundrede procent i ‘jægermodus’. Udover riflen på hendes skulder, ses det på hendes jagttøj i camouflagefarver og den måde hun næsten lydløst bevæger sig gennem landskabet på. Kort tid efter sidder hun alene i sit lille tårn, der hæver sig 3-4 meter over jorden og giver et godt udsyn over marken foran hende. Der er et skovbryn 300 meter længere væk og lige om lidt kommer der forhåbentlig en eller to råbukke ud af skoven for at spise

morgenmad af markens eng. Emelie sidder klar, solen står op, og så… ingenting. Ingen bukke, kun et par harer, som hopper rundt ned ved tårnets fod. Solen fortsætter sin opstigning, men der er stadig ingen bukke. Det er en kold morgen, men Emelie har kaffe at varme sig på og stor tålmodighed. Hun fortsætter med at vente. Kvart over otte er der gevinst. Tre bukke kommer lis­tende ud af skoven. Den ene en flot voksen med en pragtfuld opsats på hovedet. En opsats er det mange i daglig tale vil kalde et gevir. Men i jagtsproget er et gevir forbeholdt hanner fra større hjortearter, som krondyr, mens hanner fra mindre hjortearter har en opsats. I sit tårn stiller Emelie skarpt ind på bukken med alle sine sanser. Men han er for langt væk. Afstanden fra hendes riffelpibe til bukken er omkring 200 meter, og det er for langt, hvis den håbefulde jæger skal være sikker på at ramme præcist. Og en ordentlig jæger tager ikke nogen chancer på dyrets bekostning. Intet vildt skal lide for at jægeren kan få mad på bordet. Det princip har siddet dybt i Emelie, lige siden hendes far tog hende med på jagt som seksårig. Desværre kommer bukken ikke tættere på, og tyve minutter senere er den og de andre to rådyr vandret tilbage til skoven for at slå mave.

Tiden er ved at rinde ud for Emelies drømmedebut som bukkejæger. Hun er på nippet til at give op og tage tilbage og mødes med de andre jægere til bukkepral, hvor de nedskudte bukke vises frem. Tommy foreslår, at de   pürscher over til et andet tårn i nærheden og gør et sidste forsøg. Han viser vej med sin bue på ryggen og kikkerten for øjnene. Da de når foden af tårnet, spotter Tommy en råbuk. Emelie kravler stille op i tårnet og kigger forsigtigt op over kanten for at lokalisere råbukken. Den står godt 80 meter væk fra tårnet. Roligt indtager hun sin skydestilling, tager geværet op til kinden og finder bukken gennem sit sigte. Bukkens opsats er en seksender, som kendetegner en fuldvoksen buk. Sigtekornet finder sit mål, mens Emilie trækker vejret dybt og holder det. Langsomt øger hun trykket på aftrækkeren. Lidt mere, lidt mere og så… Braget fra skuddet bryder skovens stilhed, som dog allerede indfinder sig igen få øjeblikke senere. Bukken springer mod skoven, men Emelie ved, at hun ramte plet. Hun pakker geværet sammen og begynder sammen med sin mand at opspore byttet. De finder blodstænk på græsset, hvor den stod. Ud fra nogle lyserøde klumper i blodet at dømme, er bukken ramt med et lungeskud. Parret behøver ikke lede længe, for lige ved skovkanten ligger bukken. Her har den friske skovbund absorberet råvildtets blod, og varmen fra dets sidste udånding er forsvundet ud i luften. En kort køretur senere ligger bukken på række sammen med fem andre skudte bukke til bukkepral: seancen efter selve jagten. Sammen med områdets andre jægere – både dem, der fik ram på en buk, og dem, som ikke gjorde – viser Emelie sin respekt for de døde dyr. De bukker hovedet, og dem som har hat eller hue på, tager den af. Hendes buk er ikke den største af de seks, men tæt på. De andre jægere har rost hende for hendes første buk – og så endda på hendes første bukkejagt. En triumf, der er de færreste jægere forundt. Så Emelie har god grund til at være stolt. Ikke kun på grund af den kammeratlige anerkendelse, men fordi hun med sit bytte bidrager til det bæredygtige liv, som hun og hendes familie stræber efter at leve. 

Denne 16. maj 2023 er der snesevis af bukkepral rundt omkring på Bornholm. Øen er rig på råvildt, men også ænder, fasaner, skovduer og skovsnepper. Jægere samles i private skove og på Naturstyrelses jagtområder. Ikke mindst i den mægtige Almindingen, hvor det efterhånden er en tradition, at kongehuset deltager i ‘Jægernes juleaften’. De sidste par år har H.M. Kong Frederik deltaget, og før ham var det hans far, Prins Henrik. De kongelige er ikke de eneste, der nyder at jage på Bornholm. Jægere fra andre dele af Danmark går også på jagt på Bornholm, og de kommer igen, når de først har oplevet jagten gennem Bornholms smukke og mangfoldige natur. For Emelie er det netop også naturoplevelsen, der er i højsædet, når hun begiver sig ud på jagt i de bornholmske skove. Det er her et naturmenneske som hende kan udfolde sig og føle sig fri. Men det handler også om at bruge naturen på naturlig måde, hvor Emelie og hendes familie henter kød fra skoven og lader det indgå i husholdningen henover året. Det synes de er den mest bæredygtige måde at spise kød på, fremfor at købe noget importeret kød fra butikkernes køle­diske. Emelie understreger, at den store fordel ved selv at jage sit kød er, at hun ved, at det er bæredygtigt. Hun har set dyret være friskt og velfungerende, inden hun dræber det. Og under den efterfølgende partering og opskæring bliver hun bekræftet i, at dyret har levet et sundt og raskt liv. For Emelie er jagten beslægtet med jagten på et bæredygtigt liv. Den er et udtryk for hende og hendes families bestræbelser på at skabe mere balance mellem dem selv og naturen. Derfor har de også valgt at leve tre generationer under samme tag på en gård udenfor Rutsker. Emelie og hendes mand, Tommy, og deres to børn er flyttet ind hos hendes forældre. De tre generationer puljer kræfterne sammen, og det giver tid til både at passe arbejdet med parrets smedeforretning og familiens fritidslandbrug, som også inkluderer et par grise, et par heste og nogle høns. Det giver også mere fritid til at dyrke familiens fælles interesse for naturen og jagt. Familien har købt fem hektar skov, hvor de ikke kun jager kød, men også frisk luft, frirum og frihed. Samtidig plejer de naturen ved både at regulere i vildtet og ved at plante nye træer og planter i skoven for at skabe nye fristeder for dyrene. For Emelie er det egentlig et simpelt liv, hvor det i bund og grund handler om at respektere naturen, pleje den, og at give tilbage, hver gang man tager. Hun kalder det ‘en lavpraktisk tilgang til naturen’, men denne filosofi er i virkeligheden en ældgammel visdom, som langsomt er blevet fortrængt af industrialiseringen og forbrugersamfundet. Bæredygtig jagt er i det perspektiv bare ganske almindelig jagt, hvor mennesket på lige fod med andre rovdyr nedlægger et bytte, men aldrig mere, end hvad der er brug for. Det er også derfor, at jagtinstinktet flyder så nemt hos Emelie. For hende er det ikke en hobby eller en sport. For hende er jagten helt naturlig og jagtinstinktet indbygget i mennesket. Det er ikke alle mennesker, der får ‘tricket’ det, som hun siger, men for Emelie Cecilie Pettersson har det været en vellykket første bukkejagt. En jagt, hvor hun har brugt sine færdigheder, sine sanser og sit naturlige jagtinstinkt. Et instinkt, der nu igen ligger i dvale, indtil hun næste gang begiver sig ud i den bornholmske natur i de tidlige morgentimer, iført camouflagetøj og med en riffel over skulderen. Og netop den bornholmske natur er et idéelt sted at få prøvet sit jagtinstinkt af. Men inden man kan gå på jagt, skal man naturligvis have et jagttegn. Uanset om man er erfaren jæger, nybegynder eller bare nysgerrig på jagten, så byder de bornholmske skove på en mangfoldig natur med masser af vildt. Det er en tidløs og harmonisk oplevelse at liste sig igennem de bornholmske skove med det milliard år gamle grundfjeld under fødderne. Jægeren kan nyde jagtens vanlige spænding, mens naturen omfavner sanserne i en symfoni af træernes farver, skovens dufte og fuglenes sang. Bornholm er et idéelt sted for jægeren at vente på suset af den veltilrettelagte nedlæggelse af et flot og sundt stykke vildt. Ganske som vores forfædre har gjort det i årtusinder.

Andre læser også