Når noget synes uoverkommeligt, har jeg fra barnsben mindet mig selv om, at jeg, som så mange andre nordboere, er efterkommer af det stolte folk, Vikingerne. Med formodningen om, at jeg har vikingeblod i årerne, føltes det i barndommen utænkeligt at lade sig kue af vintervejrets bidende blæst og kulde i ansigtet på vej til skole, selvom jeg, på de værste vinterdage, sank i sne til knæene med hvert skridt. Det hører ligesom med til at være af vikingeslægt: Man må være lidt modstandsdygtig. De nordiske folks forfædre var mennesker med fysisk og mental hårdførhed, håndværksmæssig dygtighed, en iboende forbundethed med naturen og en udlængsel, der ikke lod sig tøjle. Vikingerne var i virkeligheden mange ting. De fleste var fredelige bønder, innovative bådebyggere, pelsjægere, dygtige handelsfolk eller modige krigere. Og ja – nogle var skruppelløse skattejægere, som på barbarisk vis plyndrede, voldtog og slog ihjel, men vikingetiden var faktisk rent samfundsmæssigt og kulturelt meget avanceret. Selvom perioden var relativt kort (ca. 800-1050), trækker vikingernes levevis, kultur og rejser dybe spor i nutidens Danmark.
I de senere år er vikingekulturen blevet hot. Ikke bare i Danmark, men også i store dele af den øvrige vestlige verden. Vi ser det afspejlet f.eks. i mænds skæg- og hårmode, som i dag er kraftigt inspireret af vikingekulturen. Fuldskægget, som har været håbløst umoderne siden firserne, kom så småt på banen igen med hipsterkulturen omkring år 2000, og er nu for alvor tilbage som en populær trend. Fuldskægget har fået fornyet tiltrækningskraft og forbindes nu igen med styrke og maskulinitet. Masser af webshops sælger skæg og hårpynt til mænd inspireret af vikingernes smykkedesigns, og det ses i dag, at mænd sætter sølv- eller bronze-perler med vikingemønstre i skæg og hår. Og hvem kender ikke den tjekkede frisure ”man bun”, den lidt mere sjuskede “messy bun” eller den danske vikingekonge Ragnar Lodbrogs “signature look”,hvor et halvlangt skæg kombineres med et knivskarpt, kortbarberet undercut og en lang, flettet mandehestehale. Vikingen Ragnar Lodbrog var relativt ukendt blandt folk udenfor historiefaget indtil Netflix’ hitserie “Vikings” i 2013 fik hans navn på alles læber, og gav selv de mest velsoignerede “metromænd” lyst til at lade skægget stå, få længere lokker og tillægge sig en mere fandenivoldsk attitude.
Navne som f.eks. Thor og Ragnar er også mere populære end tidligere. Ifølge Danmarks Statistik blev 38 børn navngivet Thor i 1985, og i 2015 topper det markant, hvor 184 drengebørn får navnet. Gennem firserne og halvfemserne fik 0-2 børn om året navnet Ragnar, men i 2013 får navnet momen-tum, og i 2018 fik 14 børn i Danmark navnet Ragnar. Tatoveringer eller ‘bemalinger’ var ifølge skriftlige kilder også en del af vikingekulturen, og selvom tatoveringer i sig selv ikke er noget nyt i vores tid, ser vi i stigende grad motiver med runer og nordiske symboler. F.eks. sammenflettede trekanter, som symboliserer de ni verdener i den nordiske mytologi, verdenstræet Yggdrasil eller tatoveringer af flettede mønstre, knob og knuder uden ender, som man mener var af central betydning for vikingerne, og symboliserede livet med dets evige forandring.
Vikinger og vikingetid har i hundredvis af år været en central del af den danske, nationale selvopfattelse. Fra arkæologer, historikere og andre forskere har vi fået en masse faktuel viden om perioden, men alligevel ændrer vores opfattelse af vikinger og vikingetiden sig afhængig af samtiden og samfundets interesser. I dag har vikingekulturen, godt hjulpet af massemedierne, gjort sit indtog i populærkulturen, og man kan spørge sig, hvorfor det netop er vikingekulturen, der har fået en slags revival. En simpel forklaring kunne være, at i takt med at samfundet bliver mere og mere multikulturelt opstår behovet for en identitetsskabende modvægt – og her står vikingekulturen som noget særegent og stærkt i nordboernes bevidsthed.
Dem, der har skrevet Bornholms historie, har måttet affinde sig med stor uvished. Ikke bare om selve vikingetilværelsen på klippeøen, men også om, hvornår Bornholm blev underlagt den danske konge og hvornår de nordiske guder mistede grebet om bornholmernes sjæleliv til fordel for kristendommen. Den ældste beskrivelse af Norden, vi kender, er søfarerne Ottars og Wulfstans rejsebeskrivelser fra ca. 890, altså på Gorm den Gamles tid. De to mænd blev udsendt af Kong Alfred den Store af England for at skaffe ham efterretning om Nord- og Østersøen. Folk med sprogøre vil nok begejstres over et uddrag af beretningen, som lyder: “Wevnadland him væs on Steorbord and on Bæabord him væs Langoland and Loland and Falster and Sconeg and thas land allhvrath to Denemearcan. And thonne Burgendaland væs us on bæebord, and tha habbat him sylf Cyning”. Burgendaland – eller Bornholm – havde altså efter sigende dengang sin egen konge, og det fortæller os, at Bornholm i Gorms den Gamles første tid endnu ikke hørte til det samlede danske rige. Det kom øen dog formentlig til ca. 50-60 år senere, og med vikingekongen afsat, eller formentlig myrdet, blev der ansat en kongelig foged eller jarl på Bornholm for at varetage kongens interesser. Man mener, at Bornholm mistede sin selvstændighed lidt før år 1000, og at bornholmerne endeligt opgav troen på de nordiske guder i sidste halvdel af 1100-tallet, hvormed en århundreder gammel kultur og forestillingsverden forsvandt.
Flere steder på Bornholm kan man stadig se spor af vikingernes tilstedeværelse på øen. Bevæger man sig ud i naturen, kan man finde bautasten, runesten, borgruiner, gravpladser m.m.. Bornholm er det sted i Danmark med flest bautasten. Der er registreret omkring 1000 bautasten på øen. Bautasten står nogle gange på steder, hvor rester af ligbrændingsbål er gravet ned i jorden. Det var almindeligt at rejse bautasten oven på sådanne gravsteder i vikingetiden, men mange bautasten er dog rejst uden tilknytning til grave. Louisenlund, ca. 3,5 km øst for Østermarie, og Gryet, nord for Sankt Bodil Kirke, er Bornholms største samlinger af bautasten. Man mener, at bautastenene her er fra vikingetiden. I Louisenlund står omkring 50 bautasten, i stilhed, spredt mellem træerne, og i Gryet, et lille skovområde tæt ved Louisenlund, står godt 70 bautasten. Både øst og vest for Gryet er der desuden fundet spor efter bopladser fra jernalder og vikingetid.
Øens højeste bautasten finder man ved Frennemark, lige syd for Svaneke. Her står tre store bautasten, den højeste er næsten 3 meter. Man kan også se bautasten mellem Bølshavn og Listed, lige ved kystvejen, hvor man finder Hellig Kvinde. Her står den største af to bautasten på en lav stenhøj, og ved den står en lille skibssætning af lave bautasten. Et gammelt sagn fortæller om en hellig kvinde, som var ved at blive dræbt af sin rasende mand. Han ville endda også slå børnene ihjel. I sin nød bad kvinden indtrængende til guderne, som forvandlede dem alle til sten, inden ugerningen kunne findes sted. Den dag i dag hilser mange bornholmere stadig ærbødigt på Hellig Kvinde og hendes børn, når de passerer forbi.
På Bornholm findes også en række gravpladser fra vikingetiden, hvoraf et mindre antal formodes at være tidlige kristne gravpladser fra tiden ca. 950-1060. Bøgebjerg, syd for Østerlars, er nok Bornholms flotteste vikingegravplads med fritlagte stenkammergrave. Selve gravpladsen ligger på en grusbanke, dækket af mere eller mindre synlige stenlægninger, stenkister og bautasten fra vikingetiden. Når man står her en solrig forårsdag, hvor lyset kaster sig ind over den anemoneklædte skovbund, kan man nemt forestille sig stemningen ved begravelsesritualerne, der fandt sted her, når en viking tog på sin sidste rejse til Valhalla i Asgård.
Bornholm har også omkring 40 runesten spredt ud over hele øen. Runesten afløste de indskriftløse bautasten, og indskriften i stenene er ofte mindeord for en afdød. Runestenene på Bornholm står i dag typisk ved kirker eller broer – måske fordi flere af dem er fundet som genanvendte byggesten i broer, stenkirker og præstegårde. F.eks. stødte man, under ombygningen af Bodils kirke i juli 1911, på en stor granitsten, der lå som grundsten i skibets nordmur, og stenen står nu rejst i våbenhuset. Den største bornholmske runesten er Brogårdsstenen syd for Hasle. Den blev genfundet liggende som dæksten i en bro over Bagå i 1868. Den seneste bornholmske runesten blev registreret for få år siden, da en svensk arkæolog fik øje på den over døren ind til Sct. Knuds Kirke i Knudsker. Selvom kirkens menighedsråd altid har kendt til runestenen, men den blev først officielt registreret i 2017. Der findes mange runesten på Bornholm, der er værd at se, og det kan varmt anbefales, at Google hvor runestenene står og lægge vejen forbi, når man alligevel bevæger sig rundt på øen.
Et af de flotteste levn fra vikingetiden på Bornholm er nok Gamleborg i Almindingen. Gamleborg er den ældste stenbygning på Bornholm, og ligger smukt placeret i et af Dan-marks største skovområder, fyldt med klippetoppe og sprækkedale. Gamleborg blev bygget omkring år 750 og var med al sandsynlighed hjemsted for de bornholmske konger gennem vikingetiden og tidlig middelalder. Borgplateauet dækker et areal på 2,5 ha. Vikingerne byggede formentlig den kraftige sten- og jordvold omkring borgen med de bare hænder. Hele 270 m i nord-syd retning og 110 m i bredden. Det har taget noget tid. Landskabet omkring Gamleborg er en oplevelse i sig selv, og vegetationen er særlig mangfoldig her. Det kan anbefales at tage sig god tid til at udforske området til fods og lade fantasien få frit løb. Gamleborg er i øvrigt med i Nationalmuseets nye vikingetidsudstilling ’Tag med vikingerne på togt’, en helt ny udstilling om vikingerne, som åbner på Nationalmuseet i 2021.
Der er altså rig mulighed for at opleve levn fra vikingetiden på Bornholm. Det dygtige, hårdføre og innovative folk, som i flere århundreder levede deres liv på øen, har efterladt os tegn på deres tilstedeværelse på deres eget sprog. De fortæller os, at de var her, at de gerne vil huskes, og at vi kan lære dem at kende. Det kræver ingen forberedelse, entrébillet eller specielt udstyr. Der er faktisk kun én ting man skal være opmærksom på, når man besøger vikingetidens fortidsminder på Bornholm: At værne om dem. De er skabt af menneskehænder århundreder før vores tid, de er værdsat og beskyttet af tidligere generationer, og nu er de i vores varetægt. Tag ud og oplev dem selv. For står man ved et af de tilbageblevne spor af vikingerne på Bornholm, lukker øjnene og mærker efter, føler man unægteligt vikingernes tavse nærvær.
BALTIC SEA GLASS UNIKA
Bornholms vilde vrag
Nord – Snaps
Hasle Røgeri
Anders Beier
Pension Langebjerg