TEKST: MADS WESTERMANN
FOTO: ANDERS BEIER
Hver gang hun ankommer til barndomsøen Bornholm, sker der noget for Jasmin Lind. Hun føler en dyb ro, som hun ikke har meget af i sit daglige liv.
– ‘Det er meget det samme, vi altid tænker, når vi lander. Ro i hovedet og ro i nervesystemet. Der er ikke motorvejsstøj, ikke så meget støj, og ikke så mange biler på vejen’, fortæller hun.
Jasmin Lind er 25 år og vokset op i Hasle og Nyker. Hun er en af Danmarks mest kendte influencere og YouTubere. Sammen med ægtemanden Mika Schultz driver hun kanaler på sociale medier med hundredtusindvis af følgere, og i 2025 vandt hun Vild med dans med hele Danmark som tilskuere hjemme i stuerne. Hverdagen er hektisk med tv-optagelser, forretningsmøder, interviews, smykkekollektioner og awardshows. I parrets tidligere hjem i Rødovre bankede fans dagligt på ruderne og kiggede ind ad vinduerne, mens familien forsøgte at holde fri og leve et normalt familieliv.
Derfor er Bornholm et helle, som hun, Mika og parrets fælles datter, Elina, besøger mindst 5-6 gange om året, for at besøge Jasmin Linds mor, der bor i Hasle, og hendes plejefamilie i Nyker. For Jasmin Lind handler besøg på Bornholm om grounding, nærvær, relationer og om at slippe kontrollen i et kort øjeblik.
For at forstå hvorfor, skal man tilbage til Jasmin Linds tidlige barndom.
Da hun kun var to uger gammel mistede hun sin far, der døde af kræft. Sammen med moderen flyttede hun og storebroderen Filip tilbage til moderens barndomsby Hasle. Men presset slog revner i familiens liv og moderen fik diagnosen bipolar lidelse. Da Jasmin
var otte, blev hun og broderen anbragt hos en plejefamilie i Nyker.
Anbringelsen gav hende en følelse af at have mistet kontrollen med sit eget liv, og det påvirkede hende dybt. Som tolvårig udviklede hun en alvorlig spiseforstyrrelse. Det handlede ikke om at blive tynd eller leve op til bestemte skønhedsidealer. Det var en teenagers desperate forsøg på at skabe lidt orden i et liv, hun opfattede som kaotisk. Da vægten på vej ned passerede 32 kilo, måtte hun indlægges. Først da hun indså, hvor meget spiseforstyrrelsen påvirkede hendes liv negativt, fik hun indsigt og overskud til at bryde den onde cirkel og vende tilbage til normaliteten.
Plejeforældrene gav hende et trygt hjem, et hjem hun stadig gæster med glæde. Men det var først på den anden side af sygdommen, at relationen blev tæt.
Det er den baggrund, der giver hendes nutidige forhold til Bornholm mening. Besøg hos plejefamilien er en tilbagevenden til det, som efter sygdommen kom til at føles trygt.
Plejeforældrene elsker at gå ture. Hver gang hun er på øen, har de fundet en ny rute; en gemt plet i skoven eller en hemmelig kyststrækning, der ligger øde hen. De pakker kaffe og kage, kører ud, vandrer, snakker og lader timerne passere. – ‘Jeg er opvokset med det. Hver weekend tog vi ud til et sted og gik en tur’, fortæller hun.
I dag har hun og Mika deres hund med, så turene kommer af sig selv. Rytterknægten. Ekkodalen. Eller bare en tilfældig skov uden navn og koordinater. Jasmin indrømmer blankt, at hun er dårlig til geografi og sommetider blot følger med, uden at vide præcis, hvor de er.
Det er ikke et problem. Det er faktisk lidt af pointen. At lade sig føre, slippe orienteringen og kontrollen.
Bornholm er også stedet, hvor Jasmin Lind kan være næsten anonym. Hvis hun om sommeren tager i Tivoli eller til en af strandene tæt på København, går der sjældent mange minutter, før hun bliver genkendt. Og selvom hun er glad for at møde sine fans, kan hun godt ønske sig lidt privatliv og anonymitet ind imellem.
Den finder hun, når hun om sommeren trækker mod Dueoddes klitter på Bornholms sydspids eller den lange, buede sandstrand ved Levka, lige syd for Hasle.
– ‘Man kan sige, at Dueodde har jo en meget unik strand, så det i sig selv er meget æstetisk og pænt at kigge på. Og mega lækkert sand jo’, lyder det fra Jasmin, der mærker en tydelig forskel, når hun sammenligner med trængslen i hovedstaden. – ‘Nu har vi været nogle gange på Svanemøllestranden ved København. Der kan man jo næsten ikke finde et sted at sidde. På Bornholm er der bare luft, og der er færre mennesker, og man føler mere sådan, at man kan være privat’, uddyber hun.
Jasmin Lind ved godt, at Bornholm i juli er alt andet end det stille øsamfund, som nogen måske forestiller sig.
– ’Sommeren er jo lidt vild på Bornholm, men det er også en meget hyggelig stemning, fordi alle er på ferie. Selvom der er mange mennesker, er de jo på ferie, og det føles anderledes end i København.’
Dagene på Bornholm tilbringer hun og hendes lille familie fortrinsvis i plejefamiliens have i Nyker med et slag kongespil på græsplænen og lange ture med hunden i den bornholmske natur. Den manglende anonymitet, som er prisen for kendislivet, finder hun her. –’Der er bare luft, og der er færre mennesker, og man føler mere, at man kan være privat’, forklarer hun.
Jasmins karriere begyndte på teenageværelset i Nyker. Hun var 14, filmede sig selv og begyndte at tale til verden. Først på engelsk – ’ikke særlig godt engelsk’, erkender hun – dernæst på dansk. Det var mode og makeup og en venindeklubagtig stemning, hvor seerne kunne føle, de kendte hende. De fulgte med i hverdagen: HF på Bornholm, ture i naturen, en ung kvinde, der delte sit liv med en åbenhed, der ikke var scenograferet. Det var ikke Bornholm som tema. Det var bare hendes liv, og hendes liv foregik på Bornholm.
Da hun mødte Mika Schultz og flyttede til Sjælland, tog karrieren fart. Hun siger selv, at det først var da hun ikke længere gik på HF og havde tid til at give den fuld gas, at antallet af følgere og dermed influencer-karrieren for alvor eksploderede. Men grundlaget var lagt i de bornholmske gymnastikhaller, på teenageværelset i Nyker, i de tidlige videoer, hvor hun talte om de ting, der var svære. De mange timer i gymnastikhallen gav hende den kropskontrol og den disciplin, der siden bragte hende til finalen i Vild med dans. Og modgangen gav hende viljen til at arbejde hårdere end de fleste.
Selvom Bornholm er indbegrebet af ro, tryghed og plads til familietid, har Jasmin Lind svært ved at forestille sig at flytte tilbage. – ’Jeg tror ikke, jeg får min mand til at flytte til Bornholm’, siger hun.
Parrets tilknytning til Sjælland er stærk. Mika har seks søskende, alle jævnaldrende med Jasmin og Mika. Jasmins storebror bor også på Sjælland, hvor han og hans kone venter barn. Dertil kommer, at de to har opbygget en sund virksomhed med egne ansatte, og en flytning ville betyde, at de mistede for meget af det, de har bygget op.
En permanent retur til barndomsøen er ikke på tegnebrættet. Men udelukket er det heller ikke. – ‘Man skal aldrig sige aldrig’, griner hun og leger med tanken om, at det måske en dag kunne blive til virkelighed, når de engang pensioneres. Et sommerhus på øen nævner hun som et mere realistisk alternativ.
Men indtil da er det det samme som sidst, når færgen bumper mod bolværket eller flyet sætter hjulene på landingsbanen, sker der noget inde i Jasmin Lind. En dyb ro indfinder sig.