Visual Bornholm
Udgivet af Visual Media ApS
Designed by Miru Studio
Tekst: Mads westermann Foto: anders beier
Bornholms natur er Skandinavien i koncentreret form. En Maggi-terning, hvor man på en enkelt dag kan gå fra barske klipper til bløde sandstrande, fra mørk skov til åbne enge.
Fra Hammerknudens forrevne og vindblæste klippekyst, gennem Almindingens tætte mørke plantager af Douglasgraner til Dueoddes finkornede, hvide, pudderbløde sand.
Bornholm er også et levende frilandsmuseum, hvor man kan opleve landskaber og arkitektur, der stort set er forsvundet fra resten af Danmark. Adskillige gamle borgruiner, højlyngsområder, sprækkedale, helleristninger og røgerierne, som stadig findes i stort set hver eneste kystby.
Men på trods af alle de kvaliteter, er Bornholm stadig en af Europas mest oversete vandredestinationer.
Med over 120 kilometer kyststi, der bugter sig fra Hammerknudens granitformationer i nord til Dueoddes bløde sandstrækninger i syd, og en 67 kilometer lang vandrerute ned gennem midten af øen – Højlyngsstien – som går gennem forblæste lyngheder og urskovsagtige slugter, er øen et sandt eldorado for vandrere.
Med jævn afstand, fordelt langs vandrestierne, er der telt- og shelterpladser, der gør det muligt at overnatte billigt og opleve naturen på tæt hold døgnet rundt. Og er man til mere komfort, er der langs hele kysten rigeligt med overnatningsmuligheder under tag, i en rigtig seng.
Uanset om man vælger den ene eller den anden rute, er der rigeligt med oplevelser og sanseindtryk. På Kyststien er det havets brusen mod klipperne og duften af røget fisk, der danner det sanselige bagtæppe. På Højlyngsstien er det fornemmelsen af den kølige stillestående skovluft i Almindingens skygge, og duften af de krydrede noter fra enebær og revling på højlyngen, som leverer oplevelsen.
Og undervejs ligger Bornholms forhistorie spredt som små spor i landskabet – en borgruin her, en helleristning dér, en stenpilt, som vidner om, at mennesker har vandret her siden tidernes morgen.
Der er noget filmisk over at følge en kystlinje. Noget der leder tankerne hen på filmen Wild, hvor Reese Witherspoon vandrer langs Stillehavet fra Mexico til Canada, for at hele sig selv efter en kaskade af livskriser.
Bevares, Bornholms klipper kan næppe måle sig med Californiens stillehavskyst, men her er den samme langstrakte koreografi, hvor hvert skridt blander sig med rytmen af havets brusen og vindens leg med vegetationen. En dramaturgi, hvor der er plads til refleksion og en intens følelse af frihed.
Kyststien, Bornholms 120 kilometer lange rundtur, er en af de mest alsidige vandreruter i Danmark. Gennem tid og geologi, fra den rå granit langs nordkysten til de flade, vidtstrakte sandstrande i syd og de høje sandstensklinter på vestkysten.
Og selvom det er en rute, der kan gås af de fleste med en god fysisk form, er det en rute, som stiller krav til både lårmuskler og fodtøj. Især på de mere knudrede strækninger, hvor underlaget konstant skifter fra nøgne, slidte klippeflader til små, løse sten, der opfører sig som kuglelejer under foden, og hvor den uopmærksomme hurtigt kan få en lektion i tyngdeloven.
Men for den, der overvinder strabadserne, venter belønningen i form af panoramiske udsigter over Østersøen, hvor lys og hav mødes i et evigt varierende farvespil. Solen der reflekteres fra klipperne og havet, gør det tydeligt, hvorfra Oluf Høst og de andre malere i Bornholmerskolen hentede deres inspiration og motiver.
Selvom kyststien ikke kræver sherpatræning eller bjergbestigningsudstyr, er det en vandrerute, der stiller krav til planlægningen, hvis man vil helskindet hele vejen rundt.
Der er en markant kontrast mellem den let tilgængelige strækning mellem Nexø og Boderne, hvor sandet knirker blidt under fødderne, og de ujævne klippestier på nordøst- og nordkysten, hvor man for hvert skridt skal have fuld opmærksomhed på, hvor man sætter fødderne.
Derfor er det også en fordel at planlægge etaperne med omtanke – variere mellem korte og lange etaper, lægge hviledage ind og huske at tage pauser i løbet af dagen, hvor man kan nyde naturen og byernes tilbud. Afsæt fem til seks dage til en tur rundt langs kysten.
For dem, der hellere vil færdes inde i landet, væk fra blæsten og bølgebruset er Højlyngsstien, et ligeværdigt alternativ. En godt 67 kilometer lang sti, der skærer sig i zig-zag ned gennem øens indre.
Her kommer man gennem natur, der kunne være trukket direkte ud af Tolkiens Hobitten eller fra Astrid Lindgrens lyriske og sanselige skildring af skovene omkring Mattisborgen, hvor Ronja Røverdatter søger tilflugt fra trættekære voksne.
Her er hverken grådværge eller rumpenisser, men De Underjordiske vil helt sikkert holde øje med dig undervejs.
Følger man Højlyngsstien kommer man gennem snævre sprækkedale, frodige lyngheder, gamle urskove med store, mosklædte klippeblokke, ad snævre spånger – plankestier – gennem moser og over søer. Gennem Ravnedal i Nord, til Bisonskoven midt på øen, hvor man kan være heldig at se de europæiske kæmpeokser ligge og tygge drøv. Forbi Dybedal og Heksens Dør i syd, inden man igen møder havet ved Aarsdale og kan følge Kyststien mod syd til Dueodde
Hvis Kyststien er den højlydte lillebror med bølger og havgus, er Højlyngsstien den eftertænksomme storesøster med stilhed, mosernes duft af råd og forfald, lynghedernes sødlige støvede, aroma af blomster og urter, og den sagte knasen af nedfaldne kogler under vandrestøvlerne.
Ligesom langs Kystruten ligger der på Højlyngsstien shelter- og teltpladser spredt som oaser for moderne nomader. Til gengæld er man, hvis man vil have en rigtig seng at sove i, henvist til private overnatsningssteder.
Hvor det på Kyststien er landskabet, der stiller krav til planlægningen, så er det på Højlyngsstien forplejningen der stiller krav til planlægning. Mellem Allinge og Aarsdale er der nemlig ingen indkøbsmuligheder. Derfor skal man have alt, hvad man skal spise undervejs, med i rygsækken.
Nogle vælger at tilbagelægge de godt 67 kilometer på en enkelt dag, men hvis det skal være afslappende ferie, er 3 dages vandring med en enkelt dags pause i til at udforske Almindingen eller Paradisbakkerne nok et bedre valg.
Er man ikke til overnatning i naturen, eller har man ikke tid eller fysik til flere dages vandring, findes der heldigvis mere tilgængelige alternativer, som kan give nogle helt enestående vandre- og naturoplevelser.
Hammerknuden ser de fleste turister kun fra bænken ved ishuset i Sæne Havn, mens de overvejer, om de mon kan spise endnu en gammeldags isvaffel med flødeskum og syltetøj.
Men oppe på selve klipperne, ovenover havnen, udfolder et netværk af smalle stier sig på kryds og tværs af den store granitknold. Dramatisk, vindblæst og i gråvejr en anelse dystert, snor stierne sig gennem lyng og dværgfyr. Og undervejs er der lejlighedsvis udsigt til havet, som konstant skifter mellem blygrå og turkis nuancer. Hvis man er heldig, ser man en ravn eller en vandrefalk svæve i vinden over klipperne på udkig efter en uheldig mus eller et uheldigt firben.
Sydpå, i Paradisbakkerne kan man få små smagsprøver på Tolkiens og Astrid Lindgrens naturbeskrivelser. Stierne bugter sig ind og ud mellem kampesten så store som parcelhuse, og navnene – Grydesø, Midterpilt, Slingestenen – lyder som noget fra en bedaget folkevise. Hist og her støder man på gamle stendiger. Vidner om, at inden her blev plantet skov, var der mennesker, som med håndkraft kæmpede for at ernære sig ved jordbrug.
Her er så vildt, at det kan føles en anelse uansvarligt ikke at drysse brødkrummer ud på stien, så man kan finde tilbage til civilisationen.
Hvor Hammerknuden og Paradisbakkerne begge er kuperede og vilde, er Ekkodalen og skoven omkring mere tilgængelig.
Fra Ekkodalshusets parkeringsplads går der en bred sti og en plankebro, gennem sprækkedalen, hvor ingen bliver træt af at spørge klipperne om, hvad Møller drikker.
Stien og plankebroen ender ved Jægerhuset, hvor man kan nyde sin medbragte madpakke, inden man ad grusvejen, gennem skoven går tilbage til parkeringspladsen.
Det er en tur, hvor man kan have en klapvogn med, og noget af turen er det også muligt at nyde, selvom man har brug for at støtte sig til en stok eller en rollator.
Er man mere eventyrlysten kan man krydse Ekkodalen og klatre op ad trapperne til den oversete borgruin, Gamleborg, og derfra gå videre til den nærliggende Lilleborg, inden man via Rytterknægten returnerer til parkeringspladsen.
Disse kortere ture er ikke så godt afmærket som Kyst- og Højlyngsstierne, så man bør have et godt kort med. Alternativt en god portion eventyrlyst, for man kan nemt forvilde sig ud på en omvej.
Vel er Bornholm ikke Caminoen med pilgrimsmesser, og helgentilbedelser, men hvis man et øjeblik lægger den sakrale dimension på hylden og i stedet ser på, hvad der gør en vandredestination bemærkelsesværdig, så kan Bornholm alligevel give Caminoen og andre vandredestinationer kamp til stregen.
Ifølge det toneangivende tyske friluftsmagasin TREKKING WANDERN & OUTDOOR, der om nogen har fingeren på pulsen af Europas vandreruter, tilbyder Bornholm noget, der i den moderne friluftsverden er en sjældenhed: En overkommelig eventyrpakke, hvor dramatisk natur og civiliseret komfort går hånd i hånd.
Hvor Laugavegur i Island hiver sine besøgende gennem en ødemark af størknet lava, der hørmer af svovl og undergang, så repræsenterer Bornholm en mere forfinet variant af naturoplevelser – klipper, skov, strand – og så en Svaneke-Pilsner og et stykke med Sol over Gudhjem til sidst.
