• da
  • en
  • de

KRÆMMERHUSET KUNSTHÅNDVÆRK & UNIQUE BLOMSTERHAVE


Lidt udenfor Årsballe ligger et ganske særligt sted: En stor, eventyrlig murstensbygning med tårn, opført i 1886, omgivet af en 7000m2 frodig og forunderlig besøgshave. Her har keramiker og haveentusiast, Anina Kofod, indrettet en spændende butik, hvor man på to etager kan gå på opdagelse i et univers af unika og brugskunst. Her finder man fortrinsvis håndlavede ting af naturmaterialer, som f.eks. keramik, glas, uldstrik, jernkunst, pileflet og et udvalg af stemningsfulde ting til haven. På første sal er der indrettet et ‘Eventyrloft’ med bl.a. Tivolispejle og kostumer til glæde for de mindste. Det er uvist, om der også er ‘adgang for voksne’.

Udenfor, i besøgshaven, har Anina gennem de sidste 30 år, udviklet et smukt og inspirerende univers med skiftende blomstringer fra tidligt forår til sent efterår. Her er mange forskellige ‘haverum’ med små hyggekroge, stensætninger, broer, pergolaer, roser og staudebede. Der er også en pavillion, et legehus og endda en stor dam, hvor man kan fodre små fisk, der svømmer op og nipper til vandoverfladen. Haven er en levende oase for voksne og børn, hvor man kan fordybe sig i naturens kunstværker. Selv kalder Anina haven ‘en hyldest til det guddommelige skaberværk’, og hun ønsker, at den skal være et frirum, hvor mennesker kan finde ro og mærke værdien af at være i naturen.   

Haven er udvalgt af ‘The Danish Club’, som en af de ‘Top 50’ smukkeste haver i Danmark. Man skal lede længe efter et skønnere sted at drikke kaffe, som altid fås friskbrygget i caféen, der også byder på et udvalg af lækre, hjemmebagte kager. Det kan varmt anbefales at sætte mindst en halv dag af til besøget hos ‘Kræmmerhuset Kunsthåndværk & Unique Blomsterhave’.

Et naturligt kald


Anina har virkelig grønne fingre. Hun passer selv det meste af haven, men får hjælp af en havemand til ca. en tredjedel af arbejdet. For hende er haven verdens bedste og smukkeste fitnesscenter. Her får hun dagligt bevæget kroppen og kan samtidig nyde resultatet af sit arbejde. Aninas glæde ved udelivet har været en vigtig del af hendes liv siden barndommen. Hun mener, at Vor Herre har skabt menneskene til at være i tæt kontakt med naturen, og at den har stor betydning for vores trivsel. Det faldt hende derfor helt naturligt at skabe et voksenliv med naturen som fundament.

Skaberglæde om vinteren


Selvom arbejdet i den store, unikke besøgshave er begrænset om vinteren, ansporer den stadig til kreativitet og skabertrang. I årets koldeste måneder trækker Anina indenfor, og fordyber sig i fremstilling af unika-keramik. Det er vigtigt for hende, at det hun skaber, reflekterer hendes egen naturlige skaberglæde og kreativitet. Hendes keramik er inspireret af observationer af naturens store og små konturer, som f.eks. de blide linjer, som havet skaber i strandkanten, eller de mange finurlige former, der finde i en ærtebælg.


andre læser også

Broe & Co

Hammershus

helligdomsklipperne

KARAMELKOMPAGNIET

Mollys

Nord – Snaps