• da
  • en
  • de

Hallegaard Café og Gårdbutik


Så snart man træder ind ad døren i Hallegaards gårdbutik, mødes man af duften af røgvarer og krydderier. Det er duften af 100 % Hallegaard. Når man siger ’fra jord til bord’ på Hallegaard, er det sandt. Her foregår produktionen organisk og bæredygtigt på en måde, som mest minder om en svunden tid; dengang køerne og ungtyrene gik ude på græs året rundt og levede et godt liv, til de blev slagtet og blev til møre bøffer og smagfulde pølser. Det gør de stadig her.

Hele denne cyklus af traditionelt, dansk landbrug ligger i hænderne på bornholmerparret Vibeke og Michael Engel. Sammen har de haft et langt liv på øen; født, døbt, konfirmeret og gift og med mange, mange timers arbejde i Bornholms restaurationsbranche for at skabe et godt liv for sig selv og deres nu voksne døtre. Det lange arbejdsliv har fundet nye rammer på Hallegaard, og målet er, at producere varer, der smager, så englene synger. For her har de et sted, hvor tanke og handling går hånd i hånd, mens dyrene passes, og gæsterne inviteres ind i stedets café for at smage de lækre produkter.

Rundt om gården ligger et idyllisk landskab, hvis ro og skønhed man kan nyde fra et af de mange hyggeligt dækkede borde på den gamle gårdsplads. Det er Vibeke, som sørger for gæsterne og gårdbutikken med et smil. Michael, der er uddannet kok og stedets pølsemager, sørger for smagen. For eksempel bliver ramsløgene til pølserne sanket i skove og på marker i området. På den måde er det, der serveres, en del af stedets saft og kraft.

Historie og nytænkning


Som noget helt nyt vil ejerne af Hallegaard anlægge stier på gårdens mange hektarer, som vil tage nysgerrige gæster med rundt til de mange historiske områder. Der er en ganske særlig atmosfære af den romantiske guldalderalderperiode lige for fødderne af en, hvis man har mod på en gåtur. Den vil føre én ned til glidestenen fra istiden, hvor ufrugtbare kvinder efter sigende ville blive frugtbare blot ved at glide ned af den smukt formede klippe. Turen går videre derfra til de bornholmske runer og senere forbi en ægte bautasten for at slutte af i et genanlagt vådområde, hvor fugle og fauna lever i pagt med naturen, som den var for hundrede af år siden. Sådan mødes fortid og nutid så smukt på Hallegaard. 


Andre læser også

May B For You

Nordskoven Strand Camping

Østerlars rundkirke

Malene Sommer

Kunstrunden

Kraemmerhuset