• da
  • en
  • de

Fem oplevelser på én dag

TEXT: MADS WESTERMANN  FOTO: ANDERS BEIER


Bornholm kan opleves på mange måder. Her er fem, der trækker mod mindre kendte steder og øjeblikke, og som kræver en smule nysgerrighed og vilje til at søge videre. Fra en morgensvømmetur i rå industrihistorie til flagermusjagt i tusmørket. 

Den våde

Ved Vang Granitbrud blev der indtil 1996 brudt granit til byggeprojekter i hele Danmark. Christiansborg, Københavns Rådhus, Storebæltsbroen – stenene kom herfra. I dag står klippevæggene tilbage. Maskinerne er væk, klipperne bruges til klatring, og i de gamle maskinhaller er der overnatningsshelter for vandre- og cykelfolket. 

Nedenfor stenbruddet, ude ved kysten, ligger Vang Pier, og for enden af den ligger Lagunen, en lille sandstrand skærmet af sten på tre sider. Herfra kan man tage springet fra vippen på selve pieren, direkte ud i det gamle havnebassin, hvorfra granitblokkene engang blev udskibet. Vandet er dybt og klart, og murene står stejlt. Og kommer man fra morgenstunden, før vinden tager til, ligger bassinet ofte spejlblankt. 

Længere sydpå, inde i skoven bag Hasle, ligger Rubinsøen. En gammel brunkulsgrav med stejle lerskrænter, sunkne træer og åkander. Under overfladen går store gedder mellem rørskoven. Skrænterne er bratte, bunden er blød, og der er langt til den nærmeste parkeringsplads. Et unikt sted at snorkle med en næsten udenjordisk stemning, når solstrålerne spiller i det klare vand. 

Den hårde


Ingen steder i Danmark står bautastenene så tæt som på Bornholm. 

Ved Bodilsker, i et lille stykke skov, ligger Gryet. Det er et gravfelt med 67 bautasten, som blev rejst i bronze- og jernalderen. Ikke på lige rækker, men spredt, og tilsyneladende tilfældigt, som et dødsrige, der er vokset trinvist frem, når generation efter generation har stedt sine afdøde til hvile. Når sollyset falder gennem løvhanget og rammer de store lodrette sten, er det nærmest som om, de begynder at danse. 

Der mangler dog en sten. Den største, der nogensinde har stået i Gryet. Den blev fjernet i 1866 og hugget om til en mere moderne gravsten. I dag står den på Nexø Kirkegård ved De Ukendtes Grav, forsynet med kristne kors. En sten med to historier, adskilt af ti kilometer og to tusind år. At finde den kræver en kort omvej, men stenens funktion er den samme. At ære og mindes afdøde forfædre. 

DEN RØGEDE 


Bornholm og røg hører sammen. Sol over Gudhjem – røget sild med rå æggeblomme – er en bornholmsk klassiker, ligesom røgerierne langs kysten er en fast del af øens inventar. De sender den sødlige, krydrede duft af elletræsrøg ud for at kilde forbipasserende i næseborene. Men røgen bruges til andet end sild. 

Hos Nexø Gamle Røgeri kan man finde en overset delikatesse: røgede kartofler. Den ydmyge jordknold har suget røgen til sig. Skallen er blevet sej og aromatisk, og indmaden er fløjlsblød og cremet. Kombineret med røget ost, røget salt og friskklippet purløg udgør de sammen et gastronomisk sansebombardement uden sidestykke. Tag de røgede delikatesser med ud. Find en bænk med havudsigt. Det er simpelt. Det er røget. Det er benfrit. 

DEN MED NARREGULD 


Syd for Hasle ligger Kultippen, et goldt landskab formet af overskudsjord fra tidligere tiders kul- og lergravning. 

Leret er blotlagt, og jorden er så sur, at intet kan vokse her. Derfor kan regn og vind ændre på landskabet næsten fra dag til dag. Også lyset opfører sig her anderledes end andre steder på øen. 

Det ensfarvede ler får jord og hav til næsten at gå i et. 

Gemt i det golde lersand ligger klumper af pyrit, også kaldet narreguld. Tunge, glimtende sten med en metallisk glans, der ved første øjekast godt kan ligne guldklumper. De kræver lidt gravearbejde og et skarpt øje at finde dem, men de er der. 

Når solen på vej ned farver himlen rød ovenover det særegne landskab, minder det mere om Mars end om efterladenskaberne fra et bornholmsk industrieventyr. 

At holde en klump narreguld i hånden, mens lyset forsvinder, det er intet mindre end magisk. 

DEN FLYVENDE 


Når mørket kommer, begynder en anden del af øen at røre på sig. Bornholm har en stor bestand af flagermus, og et af de bedste steder at opleve dem er ved Borgedalssøen i Rø Plantage. 

Ved det nærliggende Flagermusehus kan man via infrarøde kameraer følge en koloni af langørede flagermus, der bor på loftet. Dyrene hænger tæt, og på skærmene kan man se dem rykke sig i søvne. Men den egentlige oplevelse ligger udenfor, i skumringen nede ved søen. 

Her jager vandflagermusen lavt over overfladen og snapper insekter fanget i vandets overfladespænding. Den bruger ekkolod til at skelne byttedyr fra bølger og flyver ofte kun få centimeter over vandet. Bevægelserne er hurtige og uregelmæssige, og jægerne forsvinder lige så hurtigt, som de dukker op. Af og til høres et svagt plask fra en insektfangst på vandspejlet. Så stilheden igen. 

Det kræver tålmodighed og koncentration at iagttage, men det er hele indsatsen værd. 


Andre læser også

Østerlars rundkirke

Rispebjerg

Hammershus

Bornholms Museum

Zwischen Insel und Reich

Kraemmerhuset