• da
  • en
  • de

Gevandt


Velkommen til en ‘oldfashioned’ skræddersalon på Bornholm. Besøger man salonen i den gulkalkede bygning ved havnen i Rønne, mærker man med det samme Pernille Vestergaards passion for at fremstille tøj med en kvalitet og detaljer af en sværhedsgrad, som kun få gør sig umage for at skabe. Pernille fremstiller fine, skræddersyede stykker tøj på bestilling fra sit værksted på Bornholm ud fra princippet og visionen om ‘slow sustainable fashion’, som hos Gevandt på helt stringent manér indebærer, at kun de stykker tøj, der er bestilling på, bliver sat i verden. Næsten intuitivt, som i kunstens verden, syr Pernille tøj til kvinder efter mål, dybt forankret i det stolte, traditionsbundne skrædderfag og med stor ærbødighed over for hver enkelt kunde. Magien opstår i mødet mellem kunden og skrædderen, når Pernille med sin helt særlige fornemmelse for kvindens silhuet og væsen skaber sine unikke kreationer. Hos Gevandt kan man glæde sig til en oplevelse udover det sædvanlige, når man bestiller sit skræddersyede stykke tøj. En oplevelse, der efter sigende skulle være stærkt vanedannende. For hos Pernille er der tid og ro til at skabe lige præcis dét stykke tøj, man drømmer om.

Samvittighedsfuldt materialevalg


Pernille holder med stolthed fast i det klassiske skrædderhåndværk, og hun vil gerne være med til at skubbe tøjbranchen i en mere bæredygtig retning. Hendes kollektioner er fortrinsvis syet af ‘deadstock’-metervarer, som er rester fra de internationale modehuse, og derfor produceres de kun i begrænset antal. Når Pernille opkøber stofferne og giver dem nyt liv med sine designs, undgår man at restlagrene destrueres og unødvendigt belaster miljøet med modeindustriens overproduktion.

 

Tøjproduktion med hjertet


At Pernille har åbnet sit eget skrædderi, i stedet for at lade sine designs masseproducere i Østen, er et helt bevidst valg, taget med hjertet. Når tøjet produceres og sælges lokalt, frem for at det importeres fra udlandet, giver det mindre CO2-udledning. Hun støtter øsamfundet ved at bruge lokal arbejdskraft, og hun kan lide tanken om, at dét, kunderne får med hjem, er tegnet og produceret a fhende selv. Og så kan hun godt lide mødet med de kvinder, som hun sætter en ære i at klæde på.

Udstilling og teaterproduktion


Pernille er uddannet dameskrædder på Det Kongelige Teater og Dansk Scenekunstskole, og udover at skabe klæder til kvinder og mænd, fremstiller hun også værker til udstillinger med tekstilt omdrejningspunkt og kostumer til teaterproduktioner. Derudover er hun kostumier på Bornholms Teaters store Jubilæumsforestilling ‘Tour de Jean de France’, som har premiere 1. september. Pernille har bl.a., som medlem af Kunsthåndværkergruppen ACAB, en solo-udstilling, ‘Skønhed og forfald. I elementernes vold’, på Grønbechs Gaard i Hasle i perioden 1. juli til 23. oktober 2023. Udover soloudstillingen, har Pernille skabt den blomstrede chiffonkjole på billederne til ACABs faste udstilling på Grønbechs Gaard i 2023, hvor interesserede vil kunne se kjolen ved selvsyn fra 1. april, når centret åbner i Hasle.


Andre læser også

Helligkilde

Bornholms Kunstmuseum

Hammershus

Brillehûzet

Malene Sommer