æt på kystvejen, lige udenfor Rø, ligger Bornholms Kunstmuseum smukt mellem Helligdomsklipperne og Døndalen. Den hvide, moderne museumsbygning er opført i 1993 og anses for værende et mesterværk inden for dansk arkitektur. Rundt om bygningen står forskellige, iøjnefaldende skulpturer, og inde i bygningen får man straks øje på kilden, der løber hele vejen igennem museet. Det er den hellige kilde, der gav Helligdomsklipperne deres navn. Bornholms Kunstmuseum er et sted i særklasse. Et sted, hvor man skal give sig tid, og hvor voksne og børn kan iagttage og lade nysgerrighed, forundring og fortolkning styre samtalen. Den permanente udstilling på Bornholms Kunstmuseum består af kunst og kunsthåndværk, der alt sammen har en tilknytning til Bornholm. Man vil naturligvis kunne opleve malerier af bornholmermalerne Oluf Høst, Kristian Zahrtmann og Edvard Weie, men også en hel del nutidige kunstnere er repræsenteret på museets vægge og podier. Ud over den permanente udstilling, er der altid en særudstilling på Bornholms Kunstmuseum. Der er også altid noget at lave for børn. Børn kan f.eks. tage på en detaljejagt, gå en tur i museumsbiografen, deltage i kreative workshops eller gå på opdagelse med en af museets røde kufferter, som er fuld af spændende redskaber til at opleve kunsten på en anden måde. Der er gratis entré for børn og unge under 18 år. Bornholms Kunstmuseum er en mindeværdig oplevelse for hele familien, hvis man har bare den mindste interesse for kunst eller arkitektur.
Det kan godt betale sig at holde øje med Bornholms Kunstmuseums kalender. Der sker hele tiden nye ting i, og også udenfor, de smukke hvide bygninger på den bornholmske nordkyst. Her er arrangementer for folk i alle aldre, f.eks. kreative workshops for hele familien, foredrag, koncerter, guidede ture, events og film. Der bliver sågar arrangeret rejser og ture for museumsforeningens medlemmer.