Visual Bornholm
Udgivet af Visual Media ApS
Designed by Miru Studio
Tekst: Mads westermann Foto: anders beier
Som nytiltrådt direktør for Folkemødet skal Signe Saabye Ottosen stå i spidsen for Danmarks største demokratifestival. Et arrangement med utalllige interessenter, som mange har en mening om, og som på grund af sin placering på Bornholm har en mængde praktiske benspænd. Trods det, synes hun det er drømmejobbet, for hun brænder for den demokratiske samtale.
– Jo mere jeg står i baggrunden, jo mere succesfuld har jeg været,” siger Signe Saabye Ottosen med et smil.
Den 1. januar tiltrådte hun som Folkemødets fjerde direktør, siden demokratifestivalen i 2016 flyttede hjemmefra og udviklede sig fra håndfuld medarbejdere i Bornholms Regionskommunes borgmestersekretariat til en selvstændig forening.
Som nyudnævnt direktør for Danmarks ubetinget største demokratifestival kan det lyde helt paradoksalt at gøre usynlighed til et succeskriterium. Men for Signe Saabye Ottosen er det helt centralt. Det er ikke et forlorent ydmygt greb, ikke et stiliseret udsagn for at fremstå beskeden. Det er en konstatering.
Hun måler sin succes på, hvor lidt hun selv fylder. Hvis hendes rolle bliver usynlig, så har hun gjort det rigtigt.
– Det er deltagerne, arrangørerne og gæsterne – ikke direktøren – som skal være i centrum på Folkemødet, slår hun fast.
Der er en særlig rytme i måden, hun taler på. En præcis, men aldrig staccatoagtig diktion, der balancerer mellem engagement og refleksion.
Når hun taler om Folkemødet, om den demokratiske samtale, er det med en alvor, der aldrig bliver tung.
– Demokrati er ikke noget, man har – det er noget, man gør, siger hun og læner sig lidt frem i stolen.
– Hvis vi tror, vi kan sætte os tilbage og sige, at vi er i mål, så er vi allerede på vej baglæns.
Når Signe Saabye Ottosen taler er det tydeligt at hendes forståelse af demokrati ikke er akademisk afkoblet, men dybt praktisk.
Der er ingen dogmer i hendes syn på demokratiet, kun en insisteren på samtalen. På nødvendigheden af at tale, lytte, genbekræfte.
Det begyndte tidligt, fortæller hun, med de politiske diskussioner ved middagsbordet i en familie uden partibog, men med et konstant engagement i samfundet.
Det blev konkret i Sydafrika, hvor hun som ung statskundskabsstuderende oplevede Truth and Reconciliation Commission i praksis. Et forsøg på at læge sårene i et land, som efter apartheid var dybt såret og splittet. Ikke ved at dømme og fordømme, men ved at forstå og tilgive.
– At overvære, hvordan mennesker konfronterede fortiden sammen – det var vildt. Det lærte mig, at demokrati er en proces, ikke en tilstand.
Senere i Indien var det en anden virkelighed, hun trådte ind i. Hindu-nationalismen, der voksede sig stærkere og udfordrede det demokratiske Indiens grundlæggende værdier og institutioner.
Også der var det samtalen – eller fraværet af den – der stod tilbage som det vigtigste vidnesbyrd.
Måske er det derfor, Signe Saabye Ottosen insisterer på, at Folkemødet ikke bare er en festival, men skal være en konstant fornyelse af den demokratiske samtale.
– Vi kan ikke bare reproducere den samme opskrift år efter år. Vi skal hele tiden udfordre, hvem der får plads, hvem der bliver hørt.
Initiativer som Wildcards og Ung Agenda er ikke tilfældige. De er bevidste forsøg på at gøre samtalen bredere, skubbe til strukturer, der ellers ville hvile i deres egen selvfølgelighed.
Hun ønsker, at Folkemødet forbliver en åben platform, men samtidig et velorganiseret samlingspunkt for demokratisk samtale.
– Vi har et ansvar for at sørge for, at alle kan komme til orde, og for at samtalen ikke bliver overdøvet af dem, der råber højest. Det er en balance mellem fri debat og praktisk rammesætning.
Som nytiltrådt er hver arbejdsdag stadig fyldt med ny viden og nye indtryk for Signe Saabye Ottosen.
Hun skal både lære medarbejderne og alle Folkemødets samarbejdspartnere at kende, og hun skal absorbere en masse praktisk viden.
Som te-drikker kæmper hun eksempelvis stadig med at få kaffemaskinen til at makke ret, når journalister skal beværtes.
Man plejer at sige, at efter 100 dage, så har de fleste fundet sig til rette i jobbet, og det bliver sikkert også tilfældet for Signe Saabye Ottosen, men alligevel vil hun ikke se sig selv som fuldbefaren.
– Man er ikke rigtig en del af Folkemødet, før man har prøvet at være med til at arrangere og afvikle et, siger hun og griner.
Selvom hun har været gæst på Folkemødet i næsten alle år, det har eksisteret, så bliver 2025 hendes første år som en af dem, der holder hjulene i gang, bag kulisserne.
– Jeg glæder mig til at se det indefra, siger hun.
Hendes forgænger har givet hende et godt råd:
– Du kommer til at gå 20.000 skridt om dagen, så husk gode sko.
Skoene er fundet frem, og selvom juni bliver hektisk, er det med en forventningsfuld glæde, Signe Saabye Ottosen ser frem, til at det hele går løs.
Hun beskriver Folkemødet som en demokratifestival, der formår at samle alle borgere på lige fod. Noget der sandsynligvis kun lader sig gøre, fordi dansk kultur og folkesjæl er kendetegnet ved en lav magtdistance og en høj grad af egalitet.
– Det er netop dét, der gør det unikt, siger hun.
– Man står i kø efter en kop kaffe og opdager, at man diskuterer med en minister eller en borgmester – den slags opstår ikke mange andre steder.
At Folkemødet finder sted i Allinge og ikke i en konferencehal i København, er for Signe Saabye Ottosen en afgørende kvalitet. Den lokale forankring er for hende ikke blot en praktisk omstændighed. Det er selve festivalens sjæl.
– Jeg drømmer om et endnu stærkere bornholmsk værtskab, siger hun og peger på samarbejder med lokale foreninger, virksomheder og skoler.
Som et konkret eksempel på det engagement fremhæver hun Kongeskærskolen i Allinge, som ligger midt i orkanens øje.
Når Folkemødet løber af stablen, rykker skolen ud af klasselokalerne og flytter undervisningen ud i Folkemødets mylder. Eleverne deltager i “Folkemøde-folkeskolen”, hvor de lærer om demokrati ved at være en del af det.
Samtidig åbner skolen sine døre for frivillige hjælpere, der mangler et sted at overnatte.
– Det er en enestående case, siger hun begejstret.
– Et eksempel på det meget stærke lokale ejerskab, som jeg kun kan ønske mig endnu mere af.
For Signe Saabye Ottosen er det vigtigt, at bornholmerne ikke blot er værter, men også er deltagere.
– Jeg håber at se endnu flere bornholmere tage aktiv del i debatterne og være med til at sætte dagsordenen,” siger hun.
Hun har allerede været rundt på øen for at mødes med lokale ildsjæle og virksomheder, der ønsker at engagere sig.
– Vi har så mange fantastiske kræfter her på Bornholm – vi skal bare finde den rette måde at bringe dem i spil på.
Signe Saabye Ottosen har en baggrund i ledelse og strategisk udvikling og har i årevis arbejdet med at bygge broer mellem lokale og nationale aktører.
Hun har ikke behov for at stå på scenen – faktisk ser hun det som sin vigtigste opgave at skabe rammerne for, at andre kan træde frem.
– Min rolle er at sørge for, at alt fungerer – ikke at være hovedpersonen, siger hun.
Hvis Folkemødet kører gnidningsfrit, hvis gæsterne føler sig hjemme, og hvis debatterne blomstrer, ja, så har hun gjort sit arbejde.
Selvom Signe Saabye Ottosen stadig er ny i rollen, har hun allerede en vision for, hvor hun gerne ser Folkemødet bevæger sig hen.
Hun ønsker, at det forbliver en festival, hvor den demokratiske samtale er i centrum – men samtidig udvikler sig i takt med tiden.
– Hvordan gør vi Folkemødet endnu mere relevant for fremtidige generationer?, spørger hun.
– Hvordan sikrer vi, at vi fornyer os, uden at miste det, der gør os unikke?
Hun nævner digital formidling som et område, der kan styrkes. Ikke alle har mulighed for at rejse til Bornholm, men måske kan debatter og samtaler gøres mere tilgængelige online?
Når juni nærmer sig, vokser Folkemødets maskinrum eksplosivt. Det kræver overblik og evnen til at håndtere uforudsigelige situationer.
– Man kan planlægge meget, men ikke alt, siger hun.
– Det vigtigste er, at vi har et stærkt team, der kan navigere, når der opstår udfordringer.
Hun glæder sig til at opleve festivalen indefra – og til at stå sammen med sine kolleger, når det hele er vel overstået.
– Jeg tror, det bliver en følelse af både udmattelse og stolthed, siger hun.
Og forhåbentlig bliver det en anledning til at sidde sammen efter et velafviklet Folkemøde, se hinanden i øjnene og sige:
– Vi gjorde det.
Et af Signe Saabye Ottosens store fokuspunkter er at gøre Folkemødet mere tilgængeligt.
Hun fremhæver initiativer som Ung Agenda – et samarbejde mellem Folkemødet og Tuborgfondet, der gør det billigere for unge at være med – samt udviklingsprojekter sammen med BEVICA-fonden, der skal gøre det nemmere for mennesker med funktionsnedsættelser at deltage.
Men der er stadig grupper, der kan have svært ved at finde vej til Allinge – og det er noget, hun gerne vil arbejde videre med.
En af de udfordringer hun ser er, at beslutningstagerne, der er på arbejde når de er på Folkemødet, ofte tager hjem før weekenden, mens mange almindelige borgere først har tid til at deltage lørdag, når de har fri fra arbejde.
– Hvordan sikrer vi, at Folkemødet ikke kun er for de professionelle torsdag og fredag, men for alle hele vejen igennem?, spørger hun retorisk.
Signe Saabye Ottosen går ydmygt og målrettet til opgaven som Folkemødedirektør.
Hun ved, at ikke alle er lige begejstrede for, at deres lille by invaderes af politikere og debattører hver sommer. Men hun er overbevist om, at den samtale, der finder sted i Allinge, er afgørende for demokratiet.
– Det vigtigste er, at vi bliver ved med at skabe rammerne for en reel samtale, siger hun.
– Også når vi er uenige. Især når vi er uenige!
