I en lille krog af verden, på hjørnet ved Brugsen på Hasle Torv, ligger Merete Kroghs garnbutik ‘Fru Krogh’. Her finder man garn så blødt som en barnenumse og i farver, man ikke anede findes. Og det sidste er så sandt, som det er skrevet, for farverne findes kun her. Det er i Meretes boblende gryder, magien sker. Merete elsker at farve garn i alle mulige og umulige farver, og det er i hendes særligt fine fornemmelse for farver, hendes vigtigste særkende findes. Om det er merinould, cashmere, mohair eller silke er hvert et garn nøje udvalgt med fokus på dets finhed og blødhed, og hvert nøgle håndfarvet og viklet med kærlighed og sans for kvalitet. Med til fortællingen hører også Meretes opmærksomhed på dyrevelfærd og bæredygtighed i alle led i produktionen.
Merete åbnede sin lille, hyggelige butik for at skabe et fysisk samlingssted for strikkepassionen. Her er plads til alle; folk der aldrig har haft en strikkepind i hånden eller den, der har strikket metervis af sweatre til store og små i familien. Hos ‘Fru Krogh’ er der rig mulighed for en snak i en af butikkens sofaer om garner, strikning og livet i almindelighed over en kop velbrygget, bornholmsk kaffe.
Merete kalder kærligt sig selv for lidt af en nørd, når det kommer til hendes interesse for farver, kvaliteter og produktion. Det er vigtigt, at hendes produkter er så bæredygtige som muligt – bare de ikke kradser. En sweater der klør, er det værste Merete ved, så det kommer ikke til at ske i hendes butik, at man finder garn, der irriterer det mindste. Derfor er hendes garn importeret gennem større grossister, som lever op til hendes krav til både kvalitet og dyrevelfærd. Også farven er importeret helt fra den anden side af verden, da det kun er her, man som håndfarver finder den bedste, certificerede farve til den type garn, Merete indfarver.
Selvom det først var i januar 2022, Merete blev fuldtids butiksejer, har hun tidligere beskæftiget sig med farver som professionel tekstilindkøber. Det er en erfaring, hun i høj grad trækker på nu, og hun vil altid kunne være behjælpelig med valg af farvesammensætning og stil til den nye bluse eller tørklæde. I butikken hænger de smukkeste bluser, Merete har fået strikket op, til inspiration for dem, der nu måtte slå vejen forbi. Er man på ferie med en, der ikke strikker, men gerne vil, er turen forbi butikken på torvet en kærkommen mulighed for at blive inspireret. På bedste vis