Visual Bornholm
Udgivet af Visual Media ApS
Designed by Miru Studio
Tekst: Mads Westermann Foto: Anders Beier
Bagved en af Bornholms mest markante bygninger, Stammershalle Badehotel, en stor gul bindingsværksbygning med en storslået udsigt over Østersøen og Ertholmene, finder man en overset bornholmsk attraktion. Det er et af Bornholms mest oversete små mirakler. En skov, der ligner noget, Brødrene Grimm kunne have skrevet sig til. En skov, hvor løver engang brølede, og bjørne luntede rundt. En skov, der skifter ansigt med årstiderne og som gemmer på historier fra dengang, Bornholm stadig var landfast med Polen og Tyskland.
Velkommen til Troldeskoven, hvor virkeligheden går i ét med eventyret.
Engang hed den noget så prosaisk som Köllergaardskov, opkaldt efter den selvejergård, der i dag stadig ligger en halv kilometer derfra, inde i landet. Men turister har det jo med at kræve lidt mere dramatik, og da de begyndte at strømme til Bornholm i slutningen af 1800-tallet, måtte skoven have et passende magisk navn. Sådan blev det til Troldeskoven – eller Elverhøjsskoven, som den også er blevet kaldt, når det skulle være rigtig poetisk.
I Troldeskoven bor ikke andre trolde end De Underjordiske, og de findes jo over hele Bornholm, men det er en helt anden historie. Troldeskoven er som en eventyrbog, man kan gå ind i. Det er næsten som at krydse en usynlig grænse til en anden verden. Som at træde ind i kulisserne til et af Brødrene Grimms eventyr, hvor historierne står i kø for at blive fortalt.Mellem de krogede træer i den utæmmede skov gemmer der sig spor efter nogle af Bornholms første indbyggere. Efterkommere efter de jægere og samlere, som i stenalderen kom vandrende sydfra, dengang Bornholm var landfast med det nuværende Polen og Tyskland. Og mellem de krogede træer finder man også de tilgroede rester af Bornholms første zoologiske have. En attraktion, der trak både bornholmere og turister til, i tusindvis.
Naturen i Troldeskoven er særegen og åbenbarer nye detaljer og indtryk, hver gang man besøger stedet. Alt, hvad du ser, lugter, hører og føler, forandrer sig for hvert besøg. Der er en skov, der gennem årets gang antager forskellige skikkelser.
Om sommeren er skoven en frodig have. Solens stråler siver gennem det tætte løv og kaster legende skygger på skovbunden. Luften er fyldt med en aroma af friskt løv og fugtig jord. Støv, pollen og dansemyg bliver synlige i solstrålerne, der finder vej mellem træernes kroner. Og fuglenes sang skaber sammen med vindens sagte hvislen i trækronerne et næsten musikalsk bagtæppe. Når sommeren i slutningen af september går på hæld og afløses af efteråret, iklæder skoven sig et flammende tæppe. Bladene skifter fra grønt til gyldent og rødt. De nedfaldne blade knaser under fødderne, og luften bærer nu på en krydret duft af forfald. Sommerens svage briser er nu afløst af skarpe vindstød, der får træernes grene til at knirke ligesom rigningen på et gammelt sejlskib, når vinden gnider dem mod hinanden. Fra december hviler skoven i stilhed. Den kolde luft bider i kinderne, og østenvinden bringer duften af havet dybt ind mellem træerne. En gang imellem lægger sne sig som et hvidt tæppe, der dæmper alle lyde, undtagen den knirken støvlerne efterlader, når du traver gennem den tavse skov, der nu sover vintersøvn.
I marts begynder foråret at melde sin ankomst. Så vågner skoven til live igen. Anemoner, kodrivere, lærkesporer og hvid stenurt bryder frem fra jorden og dækker skovbunden med et farverigt tæppe. Det begynder med små spæde skud af blå anemoner. Og når anemonesæsonens sidste akt udspilles i maj, lige efter bøgen er sprunget ud, er det de blegblå anemoner der danser finalen. Det er et skue, der leder tankerne hen på Monets åkandebilleder. Overleveringer beretter, at den blegblå anemone, der også kendes som appennineranemone, blev bragt til Bornholm i midten af 1500-tallet af den sjællandske adelsmand Peder Oxe. Han ejede angiveligt adskillige gårde på Bornholm. Oxe, der ifølge overleveringerne var botanisk interesseret, skulle have haft den lille undseelige, blågrå blomst med hjem i kufferten fra en dannelsesrejse til Norditalien. Om historien er sand, det vides ikke, men den er god. Og som forfatteren Mark Twain sagde: ‘Man skal aldrig lade sandheden komme i vejen for en god historie.’
En historie, som er sand, er historien om Elverhøj. Ikke den i Heibergs skuespil, men historien om den kæmpe sten, der ligger i Troldeskoven. Elverhøj er en såkaldt vandreblok, der blev skubbet hertil i seneste istid, og blev efterladt, hvor den ligger nu, da isen – for 12.000 år siden – igen trak nordpå.
Og hvilken sten! Selv efter bornholmske forhold er det en imponerende skærve. Seks og en halv meter høj og med en kampvægt på 430 tons ligger den midt i Troldeskoven, som et monument over den kraft istiden havde, og hvor meget det har påvirket det landskab, vi i dag oplever. Men Elverhøjs historie er ikke kun en geologisk anekdote. I en naturlig grotte, under den store sten, har arkæologer fundet spor af de første bornholmere, som for 6000 år siden søgte ly under kæmpen.
Dengang stod Østersøen højere, og Elverhøj lå tættere på vandet – et godt sted at tænde et bål og finde læ, mens man skævede ud i mørket mellem de få forvredne og vindblæste træer, som dengang fristede en kummerlig tilværelse på kysten. Man kan nemt forstille sig dem dér: De sidder med ryggen mod den ru sten, lytter til bølgerne og fortæller måske historier om trolde og skjulte verdener. Den slags historier vi stadig fortæller i dag.
Adskillige generationer senere – i den yngre jernalder – holder folk stadig til ved kysten nær Troldeskoven. Her får nogen den idé at rejse fjorten massive sten i en formation, som er omridset af et skib. Skibssætningen, som sådan en stenformation kaldes, har formentlig fungeret som et gravmonument og dens facon har symboliseret den afdødes sidste rejse til dødsriget. Ingen arkæolog har nogensinde gravet i skibssætningen, men fund af brændte knogler og gravspor i 1890 tyder på, at nogen engang har stået her, og sendt en slægtning hinsides til dødsriget.
Mellem de krogede stammer finder man også mere nutidige efterladenskaber. I 1930’erne forvandlede Hotel Stammershalles daværende ejer, en Herr Mecklenburg, de seks tønder land jord rundt om hotellet til en forlystelsespark med skydetelte, tombola, karruseller og en zoologisk have. Det blev et tilløbsstykke. Bjørne, løver, aber – et helt menageri af eksotiske dyr blev, vist frem i bure mellem klipperne, og da haven åbnede i påsken 1934 tiltrak den i løbet af få uger 5.000 betalende gæster. Mecklenburg må have været godt tilfreds med sin idé og sin investering. I dag er det kun bjørnegrotten, der står tilbage. En lille cementindhegning, som husede et par malaysiske solbjørne, såkaldte malabjørne. Et levn fra dengang hvor dyrevelfærd ikke stod øverst på dagsordenen.
Desværre holdt fascinationen af løver og bjørne ikke evigt, og 1937 måtte Mecklenburg skille sig af med sine fire løver. De var simpelthen for dyre i drift. 15 pund råt kød om dagen per løve var ikke en småting i 1930’ernes Danmark. Men ingen ville have løverne. Derfor endte det sørgeligt nok med, at de prægtige dyr måtte aflives.
Ingen Bornholmer turde binde an med at aflive de fire fuldvoksne løver. Derfor blev en jæger, i september 1937, tilkaldt fra Sjælland for at skyde løverne. Scenen var makaber. Avisen Bornholms Socialdemokrat sendte en reporter ud for at dække aflivningen, og avisen beskrev malende, hvordan løverne sprang flere meter op i luften, før de faldt til jorden.
Som betaling for arbejdet udvalgte jægeren en 13 år gammel hunløve på 150 kilo, der blev transporteret hjem til Sjælland på bagagebæreren af hans åbne bil. Her, midt på en gade i Hillerød, lod han sig, iført ridestøvler og uniform, forevige med den aflivede hunløve.
Bliver man mæt af fortidsminder og utæmmet natur, er der endnu en lille perle gemt på den anden side af landevejen, i klipperne nede ved vandkanten, overfor hotellets terrasse. En anløbsbro. I sin storhedstid – for godt hundrede år siden – var den ankomststed for hotellets gæster, som lod sig befordre hertil med skib. Dengang havde Bornholm endnu ikke en asfalteret kystvej. Men så kom bilerne, og broen tabte sin eksistensberettigelse, og i 1948 bukkede den til sidst under for bølger og is. Heldigvis genopstod den i 2018, nu som badebro for hotelgæsterne, men med offentlig adgang. Og det er en gave til os alle, for efter en rask spadseretur i Troldeskoven er der næppe noget mere vederkvægende end at lade sig synke ned i bugtens kølige, krystalklare vand. Når man så er svalet af i bølgerne, vil det så ikke være passende at afrunde udflugten til eventyrlandet med et glas perlende, kølig hvidvin på hotellets terrasse, nydt med udsigt til Østersøen og Ertholmene?
