• da
  • en
  • de

IS kalas


Ved den høje røgeriskorsten på den lille havn i Sandvig ligger Kalas. På afstand ligner stedet måske ikke noget særligt… man må tættere på…

Roligt og hjemligt


Den lille havn i Sandvig er blevet noget mere levende gennem de sidste år. En af hovedgrundene er, at Christina og Christian i sommeren 2015 åbnede café og egen isproduktion. Caféen, Kalas-Kalas, ligger på den sydligste del af havneområdet i et tidligere kølehus – midt i klipperne med direkte adgang til havet.

Kalas-Kalas er blevet et tilbagevendende besøgsmål for både turister og lokale, der kommer for at nyde den hjemmelavede is og kaffe. Isen laves på den bornholmske mælk og med lokale råvarer, som hyldeblomster fra familiens egen og Sandvigs øvrige haver. Blåbær fra Slotslyngen og jordbær, hindbær, ribs stikkelsbær eller rabarber fra Mamrelunds lille familiehave få km derfra.

Smag øens hyldeblomster, rabarber, hindbær, jordbær, stikkelsbær, solbær, ribs, brombær, blåbær, blommer, æbler og… nyd de klassiske og nye varianter.

Der er nærmest ikke en blogger eller et magasin, der ikke har skrevet om isen, kaffen og stemningen på Kalas-Kalas. Der er noget særligt over dette sted. Selv når der er mange mennesker, er der alligevel roligt. Man føler sig hjemme. Måske er det også fordi Christina og Christians tre sønner også arbejder der hele sommeren.

Børnediamanter


Fra caféens terrasse, der er bygget med siddetrin ned i klipperne, og gennem caféens glasdøre, kigger man direkte ud på Østersøen og Hammerknuden. Faktisk kan man nogle dage dyppe tæerne i havet fra terrassens nederste trin. Både de stille sommermorgener, hvor vandet er helt fladt og minder én om sydligere himmelstrøg, og under efterårsstormene hvor havet virkelig viser tænder, er det her, kroppen finder ro. Børnene begiver sig hurtigt ud for at klatre på klipperne, eller for at undersøge vandhuller og vandkanten for små dyr. Man kan også lede efter børnediamanter i sandet, og i caféen kan man som regel låne et fiskenet.

Kaffen er fra Roast Coffee. Der er et udvalg af lokalt brygget øl, hjemmebagte kager og rugboller, der kan stille den værste sult.

Historien


Kalas-Kalas er et familieprojekt, og selvom Magnus og Carl ikke længere bor på øen, kommer de hjem og arbejder på caféen hele sommeren. I løbet af vinteren er de med til at planlægge nye tiltag og udvikle caféen og isproduktionen.

Der opstår løbende nye ideer til aktiviteter, der kan være med til at give øens lokale og besøgende unikke oplevelser. Sådan opstod virksomheden Boating Bornholm. Familiens store interesse for naturoplevelser til lands og til vands, førte til købet af en 12 pers. RIB (rigid-inflatable boat), hvor interesserede kan få mulighed for at opleve Bornholm fra havsiden. Der er ture til fuglefjeldet ved Hammerknuden, sælture omkring Christiansø, solnedgangsture og ture langs kysten. Turforslag og aktiviteter samler de på siden boatingbornholm.dk. I 2019 udvider drengene desuden med udlejning af paddleboards fra caféen.

Alle har deres yndlingsis. Det kan være den klassiske chokolade, vanilje og nougat, eller den populære hasselnøddeis, saltkaramellen, brombærisen, eller citronmarengsen, der er isudgaven af den franske kage: Tarte au Citron. Der er nye varianter i disken hver dag – til de flestes glæde og til nogens frustration, når den is man lige lærte at elske dagen før, er erstattet af en anden.

Når man er færdig med at spise is, men ikke helt kan slippe den komfortable sækkestol og den dejlige udsigt, så er det bare at gå videre med kaffenydelse på nyristede bønner fra Roast Coffee.


andre læser også

Vinbarer på Bornholm

Yoga med udsigt

Hammershus

helligdomsklipperne

Nordbornholms Røgeri

Nordic Fermentation