Rislen fra undergrunden

tekst: Martin Poul Gangelhoff 

Foto: Anders beier

Først er der lyden. Den rislende lyd, som kun rindende vand kan lave. Bondepigen stopper op og lytter efter en ekstra gang. Det er tidligt om morgenen, og daggryets blå skær giver ikke meget lys i skoven. Selv om den unge pige kender vejen godt, sukker hun alligevel lettet over at høre piblende vand. Det betyder, at kilden er lige i nærheden. Godt det samme, for hun skal nå tilbage, inden forvalteren står op og opdager, at han mangler sin malkepige. Hun orienterer sig mod lyden af det rislende vand og løber tværs over et dække af ramsløg, som pryder skovbunden. Duggen fra de grønne blade sætter sig i den opsmøgede del af hendes blåstribede bukser, der bliver mørkere.

Lyden bliver med ét kraftigere. Idet hun får øje på kilden, stopper hun op. Den knugende angst i maven holder hende tilbage, og i ubeslutsom frustration fører hun begge hænder gennem sit lange blonde hår. Hvad nu, hvis nogen kommer? I værste fald vil de stemple hende som heks. Hun tøver, men ikke særlig længe, for valget er truffet på forhånd. Hendes bror ligger derhjemme med stærke smerter og kan ikke længere passe sit arbejde. Ryger han ud, risikerer han at ende som tigger. Det vil hendes hjerte ikke kunne bære.

Hun sætter sig på knæ foran den levende kilde, folder et hvidt stof ud, som afslører en forkullet træfigur, en bedstemoderagtig kvinde med store bryster. Hun tager figuren op til sit hjerte, bukker sig fremover og messer en bøn til kildens vandspejl. Derpå graver hun med sine hærdede pigehænder figuren ned i den fugtige jord. Fra sine bukser hiver hun familiens gamle vinskind frem og fylder det med helligt, helbredende vand. Da vinskindet er fyldt helt op, snører pigen åbningen til, løber hjemad og efterlader vandet til sin evige rislen.

For det moderne, privilegerede menneske, er lyden af vand blot naturens baggrundsmusik, som vi kan nyde, når vi færdes i det grønne. Men for vore forfædre var det lyden af liv, mystik og håb. En ur-sang, som man har skullet orientere sig efter for at overleve. På Bornholm er der rundt omkring på øen en hel symfoni af kilder, der gennem årtusinder har bragt livgivende vand op fra søerne i den bornholmske undergrund. I dag ved vi, at disse kilder opstår, når regnvand trænger gennem jord- og stenlag, samler sig i underjordiske vandløb, og dér, hvor disse vandløb bryder gennem jordoverfladen, finder vi en vandkilde. Men den viden har folk i gamle dage ikke haft. Folketroen har i stedet forsynet dem med forklaringer.

Besøger man en af de bornholmske kilder i dag, kan man i ly af træerne forestille sig, hvordan forskellige scenarier har udspillet sig ved kilden. Hvordan folk er valfartet til de hellige kilder: fra stenaldermennesker til jernaldermennesker, fra asatroende vikinger til kristne bønder i middelalderen. Til visse tider har besøget ved kilden været en festdag fuld af ritualer og sang, mens det til andre tider har været mere afdæmpet. Og nogle gange – som i det tænkte eksempel med bondepigen ovenover – har besøget af frygt for repressalier eller udskamning måtte foregå i det skjulte.

Et fællestræk for forfædrenes fascination for kilderne er vandets renhed. Rent vand er i dag noget, som vi tager for givet. Nutidens forældre i Danmark kan bekymringsløst give deres barn et glas vand fra hanen, hvorimod den livsvigtige indtagelse af vand førhen har indebåret risici. Det var langt fra givet, at alle vandkilder var sikre. Usynlige bakterier finder nemt vej til vandet. Det kræver blot én død rotte, som falder ned i vandhullet, og vandet er forvandlet til gift. Det kan folk i mindre velstående lande stadig berette om. Dér kræver vandbårne sygdomme som kolera og legionella hver dag menneskeliv.

De bornholmske kilder ligger beskyttede og velforvarede under jorden, hvorfra det rene vand i årtusinder har løbet i en lind strøm. Det er det væsentlige faktum, som ligger bag myten om, at kildernes vand ikke spreder sygdom. Og når vandet i kilderne ikke gør det, er der heller ikke langt til at tro, at vandet også kan helbrede, og at kilderne må være hellige.

Det rene vand, som jorden både har filtreret og tilført mineraler, har ganske vist også haft en lindrende effekt på visse simple sygdomme, ligesom vandet også har været fortidens bedste alternativ til at rense sår og bylder.

Kildernes status som ‘hellige’ skal både ses i en kristen og en hedensk kontekst. Den hedenske daterer helt tilbage til da de første mennesker bosatte sig på Bornholm og skulle lære at leve af øens jord. Kilderne har utvivlsomt fået en central  plads i stenaldermenneskets mytologiske fortællinger på lige fod med dyrkelsen af solen, havet og foråret. Mytologierne har ændret sig i takt med, at kulturen og religionen på Bornholm ændrede sig, men det forhold at mange af kilderne også blev anset som helbredende, har formentlig været konstant helt op til nyere tid.

I den tidlige middelalder var kildedyrkelsen fortsat udpræget i Danmark. Ud fra den katolske kirkes generelle tendens til at annektere førkristne, religiøse skikke og symboler og gøre dem til sine egne, blev der ved en del af de danske kilder bygget en kirke tæt ved og nogle blev også opkaldt efter en helgen. På Bornholm ses det tydeligt på navnene på øens ni helligkilder, hvor seks af dem har navne tilknyttet kirken: Salomons-kilde på Hammeren, Sankt Hans-kilde i Svaneke, Biskop-kilde ved Bukkegård, Sankt Josephs-kilde i Tejn, Helligdoms-kilde ved Rø, Præste-kilde i Ibsker, Stokke-kilde i Aakirkeby, Kolle-kilde i Almindingen og Trolde-kilde i Klemensker.

Historiske dokumenter beretter om, at hvor helligkilderne før reformationen i 1536 havde en central plads i kirkens teologi og praksis, havde mange kilder allerede 100 år efter reformationen mistet deres betydning for den nu lutheranske kirke. Reformationens lære – i sit opgør med katolicismen – betyder, at den kristne tro først og fremmest handler om individets indre åndsliv, ikke mindst individets forhold til Gud. Det efterlader ikke plads til at dyrke kristendommen andre steder end i bønnen og i kirken. Tværtimod er det nemt at forestille sig, hvordan de nedarvede religiøse ritualer, som dyrkelsen af helligkilderne, efter reformationen i bedste fald blev nedgjort som primitiv overtro, og i værste fald dæmoniseret som heksekunst og trolddom. De grene af folketroen, som den katolske kirke havde taget til sig, blev nu latterliggjort og beskæmmet i sladderen på markedet og i præstens prædiken i kirken.

Men ude i de bornholmske hjem har fortællingerne om de hellige kilder levet videre som ammestuehistorier og eventyr. Og uanset hvad kirken mente om kilderne, kunne præsterne ikke fjerne det faktum, at vandet i kilderne var rent, nærende og i mange tilfælde havde en helbredende eller lindrende virkning på syge folk. Befolkningen har derfor fortsat opsøgt kilderne, og mange har nok også dyrket dem i smug.

Folketroen om helligkilderne fik imidlertid i en ny modstander i midten af 1700-tallet, da oplysningstidens tanker for alvor rullede ind over Danmark. Oplysningstænkerne brød sig ikke om mirakler og magi. Overtroen skulle vige for fornuften, og derfor skulle videnskaben forklare naturens fænomener. Om oplysningstanken dengang gav dødsstødet til helligkilderne som udpræget folkemyte er uklart. Men da oplysningstanken grundlagde det sekulære, moderne, fornuftsprægede samfund, vi har i dag, har denne bevægelse på den lange bane medvirket til, at den ældgamle dyrkelse af helligkilderne i dag for de fleste ikke er andet end en kuriositet.

Helligkilderne har i moderne tid dog haft to renæssancer. Første gang som modreaktion på fornuftstanken, da romantikkens (1800-1870) kunstnere og ildsjæle genopdyrkede naturen, som noget, der skal sanses og ikke forklares. Den anden renæssance kom umiddelbart i kølvandet på romantikken, men af nogle andre årsager. Denne gang foranlediget af videnskaben, hvor man i begyndelsen af 1900-tallet havde en teori om, at radiumholdigt vand var godt til behandlingen af forskellige sygdomme. På grund af sit grundfjeld indeholder de bornholmske kilder mere radium end mange andre kilder, og det tiltrak, hvad vi i dag vil kalde for ‘wellness’-turister til øen. I 1920 blev der ved Rosenkilden på Hammeren sågar opført en mineralvandsfabrik, der producerede mærket ‘Radium Apollinaris’. Der er dog tale om radioaktive stoffer i forsvindende små mængder, som hverken er skadende eller helbredende. Det var da heller ikke en bærende forretningsmodel, og da interessen for radium forsvandt, lukkede fabrikken.

Men i den bornholmske natur risler vandet stadig. Kolde og klare løber strømme af rent vand fra den bornholmske undergrund ad ur-gamle fordybninger gennem landskabet. Helligkilderne lever deres stille liv i bedste velgående. De er et stykke levende historie, der har været samlingspunkt for bornholmerne i umindelige tider. Det i sig selv gør kilderne et besøg værd. Men i modsætning til museers historiske genstande eller landskabets ruiner, er helligkilderne en uafsluttet fortælling, man selv kan blive en del af. For besøger man en af øens ni helligkilder, er det ensbetydende med, at man har hørt vandets rislende kalden og nu står, hvor tusindvis af vore forfædre har stået før. Her kan man takke kilden for dens livgivende vand, drikke en tår for at finde ud af, om det virkelig besidder en særlig kraft, eller bare nyde lyden af det rislende vand og lade tankerne strømme tilbage i tiden. De ældgamle kildevæld er uden tvivl et besøg værd.

Andre læser også