• da
  • en
  • de

Bornholms Kunstrunde

tekst: Martin Poul Gangelhoff 

Foto: Anders beier


I 2025 kan Bornholms Kunstrunde fejre 10-års jubilæum. Et helt årti med åbne værksteder, nysgerrige besøgende og en forårsø badet i kreativitet. Kunstrunden er blevet en tradition – et årligt højdepunkt, hvor øens kunstnere og kunsthåndværkere åbner dørene og byder indenfor i deres egne verdener.

Fantasien har frit spil på Bornholm, hvor kunsthåndværket har kronede dage. Siden 2017 har øen båret titlen ‘Makers Island’ som den første ø i verden og den første landsdel i Europa i den eksklusive klub World Craft Region – en af de højeste anerkendelser inden for kunsthåndværk. En ære, der tydeligt mærkes, når man bevæger sig rundt på øen. I gallerierne og værkstederne møder man en levende mangfoldighed: Malerier præget af grønne og mørke landskaber, glas og keramik formet i flammer, genbrugskunst, strik, træ, fotografi og meget mere. Her smelter tradition og eksperiment sammen i hænderne på både unge og erfarne, bornholmere og tilflyttere.

Bornholms Kunstrunde er den tid på året, hvor det hele samles. Fire dage i forårets tegn, hvor øens kunsthåndværkere viser deres værker frem og inviterer indenfor i værkstederne. Her deler de ud af både proces og passion. Rundt om på øen kan man gøre stop for kaffe, kage eller en bid mad – for under Kunstrunden slår også mange caféer og restauranter dørene op og bliver en del af oplevelsen. Det er en sanserejse, hvor man både kan se, høre, dufte, røre og smage sig gennem det bornholmske forår.

Kunstrunden falder hvert år omkring Kristi Himmelfart, og for dem der vil have en forsmag – eller eftersmag – kan man opleve en samlet udstilling på Svanekegaarden både før og efter festivalen. Her vises værker af alle deltagende kunstnere. Og i kataloget, som kan findes på Bornholmlinjens færger og i kulturhuse, finder man inspiration til ruten – og måske nye yndlingskunstnere. 

Du kan læse mere om årets program på Bornholms Kunstrundes hjemmeside: bornholms-kunstrunde.dk


Andre læser også

World Craft Region

Bornholms gastronomi

Bronzealderfolkets gave

helligdomsklipperne

KØPPE CONTEMPORARY OBJECTS

Bornholms Kunstmuseum