• da
  • en
  • de

Rasborg Paulsen


Keramik er mere populært nu, end det har været i årtier. Det mærker Ejnar Paulsen og Susanne Rasborg en hel del til. De har måttet udvide deres lille keramikudsalg for at kunne følge med den store efterspørgsel på deres designs i både stentøj, porcelæn og fajance. Deres butik ligger i forbindelse med deres idylliske bolig, en kilometer uden for Svaneke. Her er der både plads til deres islandske heste, keramikværkstedet og selvfølgelig butikken.

Alt er håndlavet, ligefra de små vaser, hvor der næsten kun er plads til én lille blomst, til det japansk inspirerede tesæt, de store skåle og de mere klassiske fajanceting.

Få keramikere i Danmark har større erfaring end Susanne Rasborg og Ejnar Paulsen – tilsammen har de produceret, designet og solgt keramik til hele verden i over 100 år.

Er man til kvalitetsdesign og kunsthåndværk, så vil man fortryde ikke at besøge Rasborg og Paulsen Keramik. Selvom man er ivrig for at finde den næste keramikskat, så kør forsigtigt, så I ikke rammer deres søde hund.

Samarbejde med store navne


Ejnar Paulsen er uddannet pottemager hos Eslau og har sidenhen, ligesom Susanne Rasborg, studeret på Kunsthåndværkerskolen i København. Siden har de to produceret keramik for sig selv og har haft succes med det siden starten af halvfjerdserne. Ind imellem har andre producenter haft glæde af deres knowhow – heriblandt den kendte keramikfabrik, Kähler. Nu gælder det deres egen butik og udvalgte kunder i ind- og udland, f.eks. Robin and Williams Guild i New York og den hjemlige restaurant, Noma.

Mange års erfaring


Når man har så meget erfaring som de to, behøver man ikke nævne en vis håndværksmæssig kunnen, men dér hvor de virkelig skiller sig ud, er den store viden om glasurer – både de nye og populære, men også de historiske. De producerer selv, på omhyggelig vis, deres egne glasurer på værkstedet. Et godt sted at holde øje med de nyeste tiltag er Instagram, men det bedste er, at komme forbi, se med egne øjne og lade hænderne mærke på den lækre keramik.


andre læser også

Anders Beier

Norresan gudhjem

Østerlars rundkirke

Inge Lise Westman

Grønbechs Gård

MIE M