• da
  • en
  • de

Snellemark centret


En god nabo er altid klar til at hjælpe – uanset om man mangler en kop sukker, et par hovedpinepiller eller en hjælpende hånd. Snellemark Centret i Rønne er sådan en nabo. Færgens gode nabo. Centret ligger lige om hjørnet fra færgelejet, og alle kan nemt lægge vejen forbi.

Snellemark Centret er hyggeligt, og her kan man shoppe uden at miste pusten. Lige indenfor hovedindgangen ligger bageren og ved siden af ligger Danmarks ældste brugsforening, ‘Kvickly’. På centerets første sal er der en række butikker, der tilsammen byder på det, familien Danmark har brug for på Bornholm. Der er tøjbutikken ‘Name It’, der har modetøj til børn og teenagere, ‘Matas’, som har alt fra parfumer til solcreme og håndkøbsmedicin, og lige overfor ligger legetøjsbutikken ‘Kids Coolshop’, som har alt, hvad der kan friste børn og barnlige sjæle. Overetagen har også en stor ‘H&M’ og en lokalt velkendt butik, ‘Snoir,’ som begge har kendte tøjmærker til alle aldersgrupper. For nylig er også ‘Bornholms Isenkram’ flyttet ind i bornholmernes foretrukne shoppingcenter, og her kan man finde et hav af brugsgenstande til køkkenet og andre steder i hjemmet. Når shoppeturen er færdig, tilbyder ‘Caffé Mamma’ på 1. sal, familievenlig mad og en fin udsigt til havnen. Med til Snellemark Centret hører også den røde bygning til højre for centerindgangen, hvor Sol & Strand Feriehusudlejning har til huse.   

Snellemark Centret har det meste til en hyggeaften med familien, gaver til særlige anledninger, et ophold i sommerhuset, eller hvis man bare vil forkæle sig selv med tøj eller nyt interiør. Besøg Snellemark Centret i Rønne og oplev Bornholms indkøbscenter for hele familien. Centret har masser af parkeringspladser med to timers gratis parkering, hvilket for de fleste vil være tid nok til at shoppe i de ni forskellige butikker, hvor man altid bliver betjent med bornholmsk varme og venlighed.

Stedet, hvor de lokale handler


Trods sin størrelse har Snellemark Centret stor betydning for et lokalsamfund som Bornholm. I størrelsen kan det ikke måle sig med for eksempel Fields i København, men Snellemark Centret har stort set alt det, en familie har brug for på Bornholm. Det er hverken for småt eller for stort, men lige tilpas. Mange bornholmere handler her, fordi de kan få det hele under ét tag. Indkøbscentret er perfekt til de hurtige indkøb i hverdagen, de lidt langsommere shoppingture i weekenderne og også til de rejsende, som bare ønsker at ose lidt på vej til eller fra færgen. 

 

 

 

Bindeled mellem havn og by


Snellemark Centret slog første gang dørene op i 1994, blandt andet med det formål at skabe harmoni og sammenhæng mellem den travle havn og den rolige bymidte. Centret har i 30 år levet op til sin rolle som bindeled mellem Rønnes to forskellige bykulturer: Havnen, der altid er i udvikling, og den historiske by med de brostensbelagte gader og charmerende huse. Nogle vil mene, at Snellemark Centret er et besøg værd, selvom man ikke står og mangler noget, men bare vil kigge sig omkring og lytte til den bornholmske dialekt.

 

 

 


andre læser også

Anders Beier

MS Thor

NaturBornholm

Østerlars rundkirke

Seksender på skudhold

Strikkehjoernet