At strikke er et håndværk. Et håndværk som alle kan lære og som vækker kreativitet. I hver maske findes en nærmest meditativ glæde, der forbinder mennesker – og skaber smukke, håndlavede mesterværker. Værkerne skabes dog ikke af håndelag alene. Det kræver også de rigtige materialer. Og dem finder man i Jette Jensens butik, Strikkehjørnet, i Allinge. Butikken er velkendt af strikkeentusiaster fra nær og fjern og har alt fra strikkepinde, knapper og opskrifter til håndlavede, eksklusive garn i naturfarver. Garnsortimentet består af eksklusive kvalitetsgarn fra f.eks. Isager, Filcolana og Rauma, men også Jettes eget, lokaltproducerede garn, ‘Bornholmsk Pelsuld’, lavet af uld fra bornholmske får.
Fra vinduerne i sit hus på Hammeren, kan hun faktisk se over til de får, som leverer ulden til ‘Bornholmsk Pelsuld’. ‘Bornholmsk Pelsuld’ er lavet af håndsorteret råuld, uld fra får, som er en blanding af racerne Gotlandsk Pelsfår og Texel, på Bornholm, også kaldet “Hammershuslam”. Fårene er en del af naturplejen på Bornholm, blandt andet ved Hammershus. Ulden i ‘Bornholmsk Pelsuld’ har en glat og glansfuld fiber, der giver en smuk overflade. Den holder på varmen, er slidstærk, og gør sig godt i strukturmønstre og flerfarvestrik. Jette håndfarver selv garnet med planter fra den bornholmske natur. Det farves i små kvantiteter ad gangen, og derfor er hvert garn unikt og en eftertragtet vare hos dem, der ved, hvad godt garn er.
Jette er selv en passioneret strikker, som følger med i udviklingen af strik og design. Det mærker man virkelig hos Strikkehjørnet, som på mange måder er et inspirerende rum, hvor garnenes mangfoldige farver kompletteres af de strikkeglade kunder i butikken, som med deres hænder hver især – og sammen – skaber noget særligt.
Jette husker, at hendes mormor ofte sad med et strikketøj, og som femårig lærte Jette at strikke af sin mor. Jettes egen datter strikker også, og i 2013 kulminerede generationers strikkeglæde i, at Jette åbnede sin egen butik, Strikkehjørnet. Det var omtrent på samme tid, hun begyndte at lege med tanken om at arbejde intensivt med den lokale uld. Uld fra de får, som hun længe havde kunnet se fra sit hjem. I en tid med stigende fokus på respekt for og bevaring af naturen, voksede hendes ambition om at producere garn til sin butik, som ikke først har været på en lang, forurenende rejse, inden det sælges hos Strikkehjørnet – og i dag er hendes lokalt producerede luksusgarn, ‘Bornholms Pelsuld’, en af kundernes favoritter.
Bæredygtighed står Jettes hjerte nær, og derfor producerer hun sit garn på en særdeles miljøvenlig måde. På Hammerknuden græsser fårene, her sorteres ulden, og her farves garnet. Dyrene har det godt og går frit, som del af Bornholms naturpleje. Ulden farves med blandt andet lyng, birk, eg, bynke, rejnfan, vild kørvel, gyvel, kraprod og valnøddeskal, men også med naturmaterialer, som ikke findes i Danmark, f.eks. tørrede blade og rødder, som Indigo og kraprod, samt små, røde Cochenille-lus. Uldgarn farvet med naturmaterialer har nogle unikke kvaliteter, som industriprodukter ikke har, såsom lang holdbarhed, farveægthed og komfort.