Visual Bornholm
Udgivet af Visual Media ApS
Designed by Miru Studio
TEKST: MADS WESTERMANN FOTO: ANDERS BEIER
I Almindingen ligger Store Rævegænge som en smal og næsten ukendt sprækkedal. En glemt verden, et lille stykke bornholmsk urskov, der har stået stort set uberørt af menneskehånd siden istiden for 15.000 år siden.
Det er en rejse ind i et mikrokosmos af kødædende planter, forræderiske hængesække, tyttebær, blåbær, svampe og blødt fløjlsmos. En oase, hvor stilheden kun brydes af vindens susen i træerne, vandets rislen, ravnenes hæse skrig og lyden af ens egne skridt i det fugtige mos. Et stykke natur, der minder mere om Mattisskoven end om Almindingen.
Der er ingen skilte eller pile, der viser ind til den godt skjulte dal, og man skal kigge godt efter for at få øje på indgangen.
Det begynder ved den lille skovsø Kohullet, som mest af alt ligner et sort, blækagtigt spejl. Det er et af Bornholms højeste vådområder, fyldt med det reneste, blødeste regnvand. Søen ligger i en lavning i granitterrænet, og fordi den udelukkende næres af nedbør, er vandet kalk- og næringsfattigt. Det giver plads til planter, der har specialiseret sig i at klare sig uden de næringsstoffer, de fleste andre arter er afhængige af.
En smal sti snor sig langs Kohullets østlige og nordlige bred.
Mellem de svømmende vandaks i vandkanten gemmer sig Kohullets største attraktion, flydende kogleaks. Det er en sjælden plante med trådformede blade og små hvide blomsterknopper, der flyder frit i vandmasserne. Den findes stort set ingen andre steder på Bornholm. Langs bredden vokser også busken tørst, som med sin karakteristiske røde bark og sorte bær lyser op mod det mørke vand. Og i den fugtige hængesæk af tørvemos, som man ikke skal gå ud på, knejser den kødædende plante rundbladet soldug, der med sine klæbrige røde tentakler fanger insekter, som den langsomt fordøjer for at kompensere for den næringsfattige jordbund.
Stien følger bredden, indtil den slår et skarpt knæk mod højre. Her forlader den Kohullet, og så sker der noget med atmosfæren. Civilisationens lyde, bilerne nede på vejen gennem Almindingen og de fjerne stemmer, dør ud. Stien fører ind i en sprækkedal, en katedral af grantræer og granit.
Bornholm har mere end 200 små og store sprækkedale, dannet af forkastninger i grundfjeldet og formet af istidernes gletschere. Store Rævegænge er noget for sig selv.
Hvor Ekkodalens lodrette klippevægge rammer en flad engbund, er Store Rævegænge et geologisk kaos. Kæmpe granitblokke ligger hulter til bulter på dalbunden, som om de er kastet af kæmper og nu ligger og sover.
Terrænet er kuperet med de karakteristiske kuller, runde klippetoppe, der giver landskabet omkring dalen en bølgeformet profil. Om sommeren lukker trækronerne sig som et tæt, grønt tag, der filtrerer dagslyset til dunkelt sommermørke. Sollyset slipper kun igennem som dansende striber, der rammer de grønne bregner. Det er en fugtig jungle, hvor isen skrubbede grundfjeldet rent og efterlod de stejle klipper og nedfaldne sten, og som floraen nu langsomt er ved at generobre.
Den, der zoomer helt ind, opdager, at dalen er polstret. Det er ikke almindelig jord, man går på. Det er et tykt, levende tæppe. Den hårde, ru granit er pakket ind i dybe puder af mos, som man synker ned i. Nogle gange lydløst, andre gange med et lydeligt svup, fordi mosset holder på vandet og er drivvådt. Selv midt på sommeren er dele af dalen våde nok til at fylde en sko.
Store Rævegænge er et paradis for mosnørder. Jomfruhår danner tætte tuer, og om sommeren skyder lange sporehuse op, som ligner små, gyldne parykker. Stjernemos minder om et tæppe af små, grønne julestjerner nede i skovbunden, og
det sølvgrønne pudemos, som man ved juletid betaler formuer for hos blomsterhandleren, vokser vildt overalt.
Naturen herinde er smuk, men den er også lumsk. Under den idylliske overflade lurer faren i form af hængesæk. Det er gyngende spagnum-mos, der vokser ud over de sumpede vandhuller. Mosset ser fast ud, men det bærer ikke. Træder man ud på det, kan man synke dybt ned i den bundløse mosebund. Smalle gangbroer af træ og flis er udlagt over de vådeste partier, og det er klogt at holde sig til dem.
I sommervarmen hænger en tung duft af muld og forrådnelse over de laveste partier, mens sure sumpgasser bobler op fra dyndet. Det er her, i de mørke, blækagtige vandhuller, at døden lurer i miniformat. Den kødædende plante blærerod flyder rodløs rundt. Selvom den blomstrer med uskyldige gule blomster over overfladen, er dens undervandsblade besat med små fangstblærer, der fungerer som effektive ruser. Med et lynhurtigt undertryk suger den vandlopper og insekter ind til en langsom opløsning, så den kan få næring i det ellers næringsfattige vand.
Turen gennem Store Rævegænge er kun cirka 500 meter lang, men den kræver balance på de glatte gangbroer, der ofte er dækket af våde blade eller alger. Belønningen er en helt unik naturoplevelse, og afhængigt af årstiden kan man få aftensmad eller dessert med hjem.
Skovens spisekammer er velassorteret, især om efteråret. Under birketræerne dukker store kolonier af birkerørhatte op, en eftertragtet spisesvamp. Den minder meget om sin nære og velrenommerede slægtning, spiselig rørhat, eller karljohan. Den kan man – med lidt held – også finde skjult i mosset.
Midt på sommeren lyser bær op i krattet langs stien. Her vokser både søde blåbær og de syrlige, røde tyttebær. Tyttebærrene gemmer på en lille historie om fejlslagen naturforvaltning.
I 1926 importerede man 3.000 tyttebærplanter fra skovene omkring Silkeborg og plantede dem ud i Almindingen. Formålet var at skabe fødegrundlag for den store hønsefugl, tjuren, som man forsøgte at genindføre på Bornholm. Projektet mislykkedes. Tjuren trivedes aldrig rigtigt på øen og forsvandt igen efter få årtier. Men efterkommerne af de midtjyske tyttebærplanter trives stadig og bærer frugt hver sensommer.
Lige så pludseligt, som det hele begyndte, slutter sprækkedalen. Klipperne træder til side, trækronerne åbner sig, og dagslyset vælter ind. Foran ligger skovsøen Puggakullekær, blank og stille, omgivet af birk og siv.
Ligesom Kohullet er den fyldt med regnvand, som løber af fra det omliggende landskab. Og fordi Puggakullekær ligger lavere, fungerer den som Kohullets overløb. Det er det vand, der siver fra den ene sø til den anden, som nærer det særegne planteliv i dalen. Når Puggakullekær bliver fyldt, løber vandet videre mod sydøst, gennem Flagermusedalen til Åremyr, siden ad små vandløb til Læså, som munder ud i Østersøen ved Boderne på sydvestkysten. Alt det vand, der lige har passeret kødædende planter og bundløst mos, ender stille og roligt i havet.
Oprindelsen af det særegne navn Puggakullekær er gået i glemmebogen, men ordet dukker jævnligt op, når bornholmske sprogentusiaster samles. Læner man sig op ad den bornholmske ordbog, er det mest sandsynlige bud en sammentrækning af ”pugga”, det bornholmske ord for frø, ”kujlla”, en lille rund bakke, og ”kær”, et mosehul eller en sumpet kratskov. Puggakullekær er altså søen ved frøbakken. Og på stille aftener kan man høre, at frøerne stadig er der.
Grusvejen mod Rokkestenen er kun få skridt væk. Bag den ligger en uberørt verden af mos og klipper, hvor mennesket kun er gæst. Duften af mose og følelsen af fløjlsmos følger med et stykke. Fem hundrede meter sprækkedal, og alligevel en helt anden verden.
