• da
  • en
  • de

Kjærstrup


Man smager det med det samme, når man spiser et stykke chokolade fra Kjærstrup. At chokoladen er lavet fra bunden, med omhu og ekspertise, og at den er fremstillet af de bedste råvarer. Chokolade er ikke bare chokolade. Det ved man, når man har smagt chokoladen fra Kjærstrup Chokolade.

Birgitte Kjær og Peter Bræstrup åbnede deres første chokoladebutik i 1999, i det gamle bindingsværkshus “Plummahuzed” i Snogebæk. Butikken fik navnet Kjærstrup Chokolade, og solidt håndværk, god kvalitet og et højt serviceniveau blev hurtigt kendetegnende for forretningen. I dag driver Birgitte og Peter, i tæt samarbejde med sønnerne, Rasmus og Joachim, og Birgittes mor, Jytte – eller “Mormor”, som alle i huset kalder hende – fire stationære butikker og tre mobile butikker på Bornholm. Der er også butikker udenfor Bornholm, drevet af franchisepartnere. 

 

Hos Kjærstrup Chokolade smager chokoladen som i gamle dage. Det er tydeligt, at der er kæret om hvert eneste stykke. Kjærstrup Chokolade kan bedst beskrives som klassiske konfektureprodukter med et twist. Der eksperimenteres med smagsvarianter, som f.eks. kan indeholde bornholmsk dyrket havtorn eller bornholmsk gin, og altid med den gode smag for øje. Man mærker en ufortrøden glæde hos personalet: Glæde over gode råvarer, over håndværket og over at give kunderne rigtig gode chokoladeoplevelser.

Besøger man en af Kjærstrup Chokolades butikker, bliver man fristet af mere end chokolade. Her er f.eks. friskbrygget kaffe, mange varianter af is, og flødeboller i en klasse for sig. Man vil også opleve, at der ikke er ret mange skilte. F.eks. kan man ikke umiddelbart læse, hvilke smagsvarianter, der er i isbaren. I stedet er isen pyntet med det, den indeholder, så kunderne intuitivt lader sig friste af det, de har lyst til. Den sparsomme skiltning gør også, at personalet, som har stor viden om produkterne, hurtigt kommer i snak med kunderne. De fortæller gerne om smagsvarianterne, håndværket bag produkterne og hjælper med at finde lige den smag, man har lyst til. Man får en fornemmelse af at blive hygget om, nærmest som var man i familie, når man besøger Kjærstrup Chokolade.

Prisvindende flødeboller


Stort set alle bornholmerne kender Kjærstrup Chokolades flødeboller. De er blevet kåret til Danmarks bedste af Magasinet Smag & Behag, og er så populære, at Peter og Birgitte har udviklet “flødebollesofticen”, som er en af Kjærstrup Chokolades sommerspecialtiteter. En flødebollesoftice er en stor, hjemmelavet flødebolle, som slås hul på og toppes med softice og hjemmelavet sirup. Det er noget, der virkelig hitter i sommervarmen.

 

 

Vil du også åbne en Kjærstrup Chokolade butik?


Der findes Kjærstrup Chokolade-butikker i Field’s på Amager, i Ringkøbing og i Vejle – og en mobil butik på Sjælland. Butikkerne udenfor Bornholm drives af Kjærstrup franchisepartnere. Siden starten har Kjærstrup vokset sig til en familie af passionerede medarbejdere, der hver dag stræber efter at give kunderne de bedste chokoladeoplevelser. Går du og drømmer om at skabe din egen virksomhed, så kig ind på Kjærstrups hjemmeside, og læs om deres franchisekoncept. Der er mange muligheder, f.eks. et mobilt koncept, en stationær, sommeråben butik, eller en konceptbutik, der har åbent hele året.


Andre læste også

Bolcheriet Svaneke

Bornholms gastronomi

Bornholms Mosteri

HØSTET

Is Kalas

Karamelleriet