• da
  • en
  • de

Fru Petersens Café


På Fru Petersens Café i Østermarie træder man ind i en tidslomme. Siden 1997 har den tidligere kirkeskole fra 1908, med sit fine, gamle bindingsværk, højtidelige indfatninger og sprossede vinduer, dannet rammen om caféen. For ti år siden blev Fru Petersens Café overtaget af Kit og Søren, som driver den i dag. Caféen er konsekvent indrettet i Mormor-stil med originalt møblement og nostalgi ned i mindste detalje. Her serveres kagebord og kaffe, gamle danske middagsretter og smørrebrød, som man gjorde på vores bedste- og oldeforældres tid. For Kit og Sørens vision er, at caféen skal være en fortælling om gamle dage – en tidslomme, som man kan sanse, smage og fordybe sig i. Derfor er alle deres kager, boller, kringler og småkager hjemmebagte på gamle danske opskrifter. På ”Mormors frokostbord” er der gamle danske retter, lavet fra bunden, og om torsdagen i sommermånederne serveres ”Farfars aftensret”: Stegt flæsk med hvide kartofler, persillesovs og rødbeder. På bagsiden af huset ligger en stor, blomstrende have, hvor gæster kan sidde ved sirlige kaffeborde og nyde den rolige summen i de gamle staudebede, imens børnene går på opdagelse i havens kringelkroge

NÆRVÆR, RO OG KÆRLIGHED


Kit og Sørens målsætning er at skabe et rum, hvor gæster kan komme væk fra hverdagen og livets pulserende travlhed og bare nyde en rolig stund, indkapslet i Mormor-hygge og tryghed. Mange gæster kommer faktisk igen flere gange i løbet af deres ferie. I haven kan de, efter frokost eller kagebord, sidde med en kop kaffe og fordybe sig i en god bog, imens børnene leger. Nogle medbringer tæpper, bøger og aviser, og ligger i haven og hygger sig en hel eftermiddag. I haven er der ingen tidsbegrænsning – man må blive, så længe man har lyst. På Fru Petersens Café er der tid til nærvær, ro og kærlighed.

 

KAFFE OG KAGE I KLUNKESTIL


Kit og Søren har indrettet Fru Petersens Café i ren klunkestil, en historisk stilart fra perioden ca. 1880-1900, karakteriseret af tunge, flæsede møbler og gennemgribende indretning med klunker, som er små kugler af radiært stillede uldtråde. Her kan bedsteforældre, forældre og børn samles og få en oplevelse udover det sædvanlige. Bedsteforældre fortæller, at indretningen vækker minder fra deres egen barndom og besøg i deres egne bedsteforældres hjem. Og henover kaffekopper og kagefade, bliver der fortalt mange historier fra bedsteforældrenes barndom til børn og børnebørn.


Andre læser også

Bornholms gastronomi

KLODEKÆR

Østerlars rundkirke

Stammershalle

Melsted Badehotel

Stegt skinke i sildefilet