• da
  • en
  • de

Stammershalle Badehotel


På kyststrækningen, mellem Gudhjem og Tejn, ligger Stammershalle Badehotel. Midt imellem klipperne finder man ægte badehotelstemning i det majestætiske, gule badehotel, som har sin helt egen sjæl, historie og stemning. Klippeskær, smukke værelser, det særlige lys og det bedste fra det bornholmske spisekammer, har i mere end 100 år draget både stamgæster og turister til hotellet.

Allerede når man nærmer sig indgangen, ser man glade ansigter, og nogen gange gæster i badekåbe, som har benyttet sig af et friskt havbad godt 150 meter fra hotellet. Deres blik er tit rettet mod Østersøen og Christiansø i det fjerne, og de lader sig ikke forstyrre. For her kan man i al fredsommelighed slippe livets tøjr, indånde frisk luft og bare lade sig opsluge og drive med. Rammerne på Stammershalle Badehotel er en eksklusiv oplevelse i sig selv, både for private gæster, møde- og konferencedeltagere, og også Stammershalles gourmetrestaurant er noget helt særligt. Den har den smukkeste havudsigt og imødekommende personale, som serverer lækre, moderne retter lavet på bornholmske råvarer.

I maj 2021 overtog nuværende ejer, Frederik Falbe, Stammershalle Badehotel, som til daglig drives af direktør Susanne Vang Søgård. Med respekt for historien videreføres stedets gamle ånd med fokus på gæstens ønsker, nærvær og glade oplevelser i en dejlig atmosfære, som skaber gode minder.

GOURMETOPLEVELSER OG VINKÆLDER


Havudsigt, nærværende personale og retternes fascinerende komposition på tallerkenen. Stammershalle Badehotels gourmetrestaurant er noget særligt. Maden laves altid af årstidens lokale råvarer, tilberedt med omhu i et ungt køkken. De moderne retter har udsøgt smag og pirrende kombinationer, og selv servicet – kopper, tallerkner, glas og vaser – er lavet af nogle af øens bedste keramikere og glaspustere. Standarden er høj. Det hele passer sammen, og er tænkt, formet og skabt på øen. De eksklusive 4/7-retters menuer har tilpassede vinmenuer fra den store, nye vinkælder under dagligstuen, som ligger i åben forbindelse med restauranten. Derudover er morgenmaden og Stammershalles søndags-boble-brunch med udsigt meget populær. Når man er færdig med at slikke tallerkenen helt ren, kan man læne sig tilbage – mæt, forkælet og fyldt op af alt det gode fra det gule badehotel midt mellem klipperne på Bornholm.

ZOO I BAGHAVEN


Stammershalle Badehotel blev oprindeligt bygget som sommerresidens af den tyske grosserer Rolf Müller i 1911. I 30’erne begyndte han at flyve tyske gæster direkte fra Berlin til lufhavnen i Rø. På hotellet kunne gæsterne samle kræfer, nyde den storslåede natur med direkte udsigt til Østersøen og den friske luf, inden de igen skulle tilbage til storbyen. Bagved hotellet blev en mindre Zoologisk Have anlagt med bl.a. løver og bjørne, flamingoer og aber. Og i dag er det stadig muligt at se resterne af de gamle bjørnegrotter i baghaven.


andre læser også

helligdomsklipperne

Hotel Friheden

Hasle Røgeri

Fru Petersens Café

Melsted Badehotel

Grønbechs Hotel