• da
  • en
  • de

Christiansøfarten


Ca. 20 kilometer nordøst for Bornholm, ligger øgruppen, Ertholmene. De to største af øerne, Christiansø og Frederiksø, er de mest kendte.

Når man er på ferie på Bornholm, skylder man sig selv, at tage en tur ud til den lille perle, der ligger der, midt i Østersøen. Her er rig mulighed for at bade fra klipperne, gå tur i Kongens Have, spise frokost på kroen og besøge kongerigets nok mindste fødevareproducent, Ruths Kryddersild.

Turen starter allerede i Gudhjem, hvor man stiger ombord på den lille, men meget fine færge, Ertholm, der er bygget i 1967. Når Ertholm stævner ud om formiddagen, samles nogle af Gudhjems borgere og synger færgen fra kaj. Det er med til at gøre turen til en særlig oplevelse.

En kilometer før ankomsten til øen, sejler man forbi skæret Tat, hvor hundredevis af sæler holder til.

På Christiansø er der ingen biler, så når man ankommer til øerne med den gamle bygninger, kan man føle sig hensat til en tid, der ligger flere hundrede år tilbage. Manglen på biler betyder, at børn kan opleve noget uden at tænke på trafikken, og blot være opmærksomme på ikke at falde i vandet.

Kryddersild og højforræderi


På Frederiksø ligger Ruths Kryddersild – en lille bitte fabrik, hvor der bliver produceret kryddersild, som der er rift om at få fat på. Produktionslokalet ligger helt ned til vandet på havnen og man er velkommen til at komme forbi og se om man kan redde sig en bøtte sild.

På Frederiksø ligger også “Lille Tårn”, der huser et museum, hvor man kan blive klogere på øens oprindelige funktion som befæstningsværk. Skulle lysten til at overnatte blive stor, er det muligt at leje en celle for natten i det gamle fængsel, hvor den politiske aktivist, Jacob Jacobsen Dampe, der stillede spørgsmål til enevælden i 1820, var indsat i næsten 16 år. Han blev dømt for højforræderi og majestætsfornærmelse. Man kan, hvis man bestiller i god tid, også bare booke et værelse på kroen.

Landets østligste bryggeri


Øverst på Christiansø knejser Store Tårn, der sammen med sin lillebror, blev bygget som de centrale forsvarsværker på øerne. Store Tårn er lige blevet renoveret og rummer, udover skiftende kunstudstillinger, en digital animation af englændernes angreb på Christiansø i 1809.

Hvis tørsten skulle melde sig, efter gåture og kulturelle oplevelser, så kan man slå et smut forbi Butik Lighuset, hvor man, udover håndfarvet garn, puder og knive, også kan købe en øl fra landets østligste bryggeri, Chrøøl.

Overnat med fuglekvidder


Hvis man huskede at booke overnatningen i god tid, så venter der en oplevelse helt udover det sædvanlige. Når den sidste båd er sejlet mod Bornholm med alle dagsturisterne, falder der en fuldstændig unik ro over øerne – og når du går til ro, er det som regel til lyden af fuglekvidder i skumringen.

Det kan varmt anbefales at overnatte på øerne – hvad enten det er på kroen, på campingpladsen eller i fængslet.


andre læser også

Sandvig Minigolf

helligdomsklipperne

Guldsmed Knapstad

Grønbechs Hotel

NaturBornholm

Hasle Røgeri