Bornholms Ismejeri har siden 2006 leveret nye oplevelser med is – både skønne sommeroplevelser i det hyggelige bindingsværkshus i solskinsbyen Svaneke og i landets supermarkeder. Med lokale råvarer og et globalt udsyn, skaber Bornholms Ismejeri nye produkter, som både smager fantastisk og skubber til vores forventninger til, hvad is egentligt kan. Bornholms Ismejeri er et univers af spændende varianter af is og gedigent håndværk, inspireret af det nordiske køkken, sæsonens lokale råvarer og eksotiske smage fra hele verden. Ismejeriet får blandt andet komponeret deres helt egen chokoladeblend hos førende chocolatiers i Frankrig og importerer deres egen vanilje fra Tahiti. Men det er interessen for, hvordan de lokale, bornholmske råvarer kan anvendes, som er kernen i de unikke produkter. Fra rabarber, ‘kjøssebär’ og solmodne figner fra Listed, til lavendel, ferskner og lakrids fra de lokale leverandører. Det er både gourmet-is og retrostemning, som, ud over alle de klassiske varianter af håndlavet flødeis, også byder på is af kastanjer, havtorn, grannåle og endog øl. Og i iscafeen i Svaneke serveres is-drinks med skønne kreationer af is akkompagneret af alkohol, friskbrygget kaffe og klassiske vaffelis med et twist af vildskab og opfindsomhed.
Det hele startede med en have fuld af solmodne frugter og en ismaskine på køkkenbordet. Hjemme hos familien Bengtson & Bohn stod den klassiske, danske stikkelsbærgrød af køkkenhavens bær urørt hen. Den fik derfor en tur i ismaskinen, og det blev starten på et kreativt is-eventyr. Den unikke smag af danske bærspecialiteter i is, som f.eks. stikkelsbær og ribs, var blevet skabt, og ægteparret, Vibeke Bengtson og Jonas Bohn, begyndte at produktudvikle og eksperimentere. Med en fælles passion for smag og kvalitet, tester og prøvesmager de hele tiden nye kombinationer, og Bornholms Ismejeri leverer i dag unikke isprodukter til restauranter og butikker i hele landet.
Bornholms Ismejeris kaffebar i den gamle købstad Svaneke er en retro-kaffebar med et twist. Her får du gourmet-is og nye smagskoncepter, som ikke kan fås andre steder. For det er det, som Bornholms Ismejeri kan – levere klassiske produkter i nye, modige og ekstremt velsmagende varianter. Bornholms Ismejeri bygger på klassiske værdier, som aldrig går af mode, men udfordrer også med nye idéer og smagsvariationer. Det gammeldags og det moderne afspejles både ismejeriet og kaffebaren, hvor de søde, lokale is-piger med pastelfarvede hårbånd giver en smilende og venlig betjening.