I en nedlagt cykelkælder på det indre Nørrebro i København, åbnede de to bornholmer- veninder Charlotte og Tine i 2006 deres første karamelkogeri. Med et åbent værksted og tilhørende butik, var en årelang drøm blevet til virkelighed. Drømmen voksede sig større, og efter bare to år kunne de to ejere byde velkommen indenfor i endnu et stemningsfyldt karamelværksted på den idylliske havnekaj i fødebyen Svaneke, perfekt placeret på kanten af havnebassinet.
Fælles for begge karamelkogerier er, at du på en gang besøger både butik og produktion. I butikken mødes du af store træ-kar fyldt med karameller i glitrende cellofan, og de skønneste gaveæsker i sarte pastelfarver, mens du i produktionen ser, hvordan det gamle håndværk holdes i hævd. Her kan de besøgende på tætteste hold følge med, når der hældes, klippes, æltes og formes – alt sammen ved håndkraft – alt imens der bydes på lune smagsprøver. Man bliver tryllebundet, når det store karamelkar med den varme karamelmasse bliver hældt ud på kølebordet for at blive bearbejdet. Også pakkemaskinen, der sender de cellofanindpakkede karameller ud i en lind strøm, fascinerer både store og små. Stemningen og atmosfæren i butikkerne er ikke til at tage fejl af. Den er skabt af passion. Og kunne man tænke sig at få en lille bid af Bornholm med hjem, så gøres dette nemt med de hårde Klippestykker, der, med inspiration fra fødeøen, har fået navne som Bornholmsk Granit og Rokkesten.
Allerede i gymnasietiden vidste de to veninder, Charlotte og Tine, at de en dag skulle starte en virksomhed sammen. Så da idéen om et karamelkogeri opstod, var der ikke langt fra tanke til handling. De to beslutsomme og seje piger kastede sig modigt ud i endeløse eksperimenter for at finde den helt rigtige sammensætning af ingredienser. Den klassiske karamelkonsistens skulle udfordres, og anderledes smagsvarianter skulle afprøves. Efter mere end et års testkogninger var opskrifterne endelig klar. Tiden var givet godt ud, for Karamelleriet har vist sig at være en succes. Eksperimenterne er heldigvis ikke stoppet, og hele tiden udvikles der nye og spændende karamelvarianter. Seneste skud på stammen er en serie, der består af klassiske karameller overtrukket med belgisk chokolade. ”Hr. Fornem” blev den første døbt. Elegant, eksklusiv – og yderst vanedannende.
Det gode håndværk er, sammen med langtidskogningen, en af hjørnestenene hos Karamelleriet. Det ses tydeligt på den flotte kobberkedel og den over 100 år gamle batchroller, der stadig klarer sit job på bedste mekaniske vis. Karamelleriet har, med kombinationen af det nostalgiske og det mere moderne look, formået at gøre deres butikker til et sandt gaveunivers af smukke emballager.
Kærligheden til Bornholm fornægter sig ikke hos Karamelleriet. Alene navnene på nogle af de mest populære karameller, ”Klippestykker”, afslører ejernes inspiration fra deres fødeø. Den hårde udgave har navne som ”Rokkesten” og ”Bornholmsk Granit”. Når det skal være blødt, kan du via navnene pejle dig vej. ”Tusmørke” for eksempel – den blødeste fudge overtrukket med chokolade og nænsomt rystet i lakrids.
Smagene med bl.a. lakrids, salmiak, eukalyptus, og passionsfrugt er lidt ligesom den bornholmske natur: Både overraskende og eksotisk, men også rå, på den lækre måde. Skal det være syrligt, så byder Karamelleriet på tre varianter af frugtkarameller, der er bløde og smidige, men stadig har bid. Her er jordbær, citrus og hindbær-vanilje. Kort sagt: Karameller for enhver smag. Som Tine og Charlotte selv udtaler: ”Hvem vil ikke gerne sidde med ”Hr Fornem” og spise ”Bornholmsk Granit” i ”Tusmørke?”. Tyg lidt på dén.