• da
  • en
  • de

Kokolores


I 2001 åbnede en lille tekstilvirksomhed i Svaneke. Den ligger i et gammelt pakhus på vejen fra torvet ned til havnen – i Brænderigænget. Kokolores hedder den. Ejeren er den søde Timmi Kromann. Hun producerer strikvarer og designer stofbeklædning. Det går så godt, at hun har vundet fornemme priser og udstillet på mange fine steder. Senest på Louvre, hvor hun, sammen med ni andre nøje udvalgte kunsthåndværkere fra Danmark, blev inviteret til at udstille under glaspyramiden.

Timmis stil kan bedst beskrives som feminint, farverigt og samtidig stramt design. Timmi er imod “køb og smid væk”-mentaliteten og laver tøj, der er langtidsholdbart i udtryk og materiale, og som er behageligt at bære. Derfor anvender hun kun kvalitetsmaterialer.

Finurlighed


Kokolores er et tysk slangord, der betyder noget i retning af finurlighed, og det fortæller meget om Timmi Kromann.

Hun er vokset op i Nordtyskland, hvor håndarbejde var en del af livet. Det betød, at hun i en meget ung alder allerede blev oplært i mange tekstilteknikker. Det var her, at hendes fascination for at skabe og forme med en tråd og nål, tog sit udgangspunkt. Egentlig var det et sabbatår fra jordemoderjobbet i Tyskland, der, i 1990, bragte hende til Bornholm, men hun kom til at holde så meget af øen, at hun aldrig vendte tilbage til Tyskland. I stedet tog hun en uddannelse som textilformgiver med speciale i strik og åbnede efterfølgende sin butik og værksted.

Nytænkning og kærlighed til mennesker


Når Timmi designer sine kollektioner, foregår det på den måde, at hun laver prototyperne og får tøjet produceret på en systue. Anderledes er det med hendes strik. Størstedelen af det bliver strikket i værkstedet i Brænderigænget. Det er et bevidst valg, for Timmi føler, at hun hører til i kunsthåndværkerverdenen og nyder at have garnet mellem hænderne.

Timmi sammenligner tit sit arbejde som tekstilformgiver med et arbejde som transformator. Hun tager inspiration fra sine omgivelser ind og transformerer dem. Først bliver alt unødvendigt skåret fra for at nå ind til kernen, og derefter starter processen med nytænkning. I beklædning er hendes intention altid at tøjet skal fremhæve personligheden, ikke overtage den. Som hun selv siger om Kokolores: “Det er en lille textilvirksomhed med stor kærlighed til mennesker.”

Fornemme priser


Timmi er medlem af ACAB (Arts and Crafts Association Bornholm) og er Danamarks repræsentant i World Crafts Counsil (WCC), der har til opgave at promovere kunsthåndværk verden over. Hun har modtaget fine priser for sit arbejde. Hun har været repræsenteret i Danmarks Craft Collection og har modtaget FORM-prisen i Tyskland – begge priser for den populære halsedisse. Smut indenom i Brænderigænget og oplev selv Timmis lille designunivers.


andre læser også

Bolcheriet Svaneke

Bornholms ismejeri

Fru Petersens Café

Grønbechs Gård

Rasborg Paulsen

Østerlars rundkirke