Visual Bornholm
Udgivet af Visual Media ApS
Designed by Miru Studio
På Laksetorvet i Rønne holder en vildbasse til – Râzapâz, som det hedder på bornholmsk. Den gule facade stjæler opmærksomheden på det lille brostensbelagte torv. Her er ingen sovs og kartofler – men heller ikke noget, der kræver ordbog eller madanmelderbaggrund for at forstå.
Indenfor breder Râzapâz sig over to etager med små afkroge, vintage-møbler og vægge dækket af vine fra hele verden. Stemningen er afslappet, og rummene indbyder til det meste: et brætspil med familien, et glas vin med en ven eller en kærlighedsstund i hjørnet. Man må komme, som man er – i bøllehat eller stiletter, til kort visit eller lang aften.
Det store walk-in-vinkøleskab står åbent, så man selv kan finde sin flaske – her er noget for enhver pengepung. I dagtimerne serveres caféretter med et twist. Om aftenen kan man vælge mellem en treretters menu, en femretters menu, småretter eller tapas.
Maden er enkel, men aldrig kedelig. Den tager afsæt i gode råvarer – helst fra Bornholm.Ingredienserne må gerne overraske og bryde normerne. Derfor findes eksempelvis hø eller gran af og til i retterne – ikke for at være specielle, men for at lege med smagen – og for at turde være en Râzapâz.
Legesygen lever videre i keramikværkstedet ved siden af. Her drejes husets stel, men gæster kan også være med – til drejeworkshops eller ved at male deres egne motiver på Râzapâz’ keramik.
Râzapâz er ikke bare en restaurant, men et levested. Bag det hele står Patrick Hult, tidligere tjener og restaurantchef på en række Michelin-restauranter i København. Nu er han vendt hjem til Bornholm og har skabt sit eget sted. Det fine er poleret væk – til fordel for noget friere, sjovere og mere levende.
Denne leben folder sig ud i flere retninger: gennem restauranten, B&B’en Sniva – og helt ind i keramikværkstedet ved siden af. Her er plads til både leg og fordybelse, for unge og gamle.
Ved første øjekast ligner det en lille butik med kopper og skåle på hylderne. Men træder man ind, åbner rummet sig, og et værksted snor sig ind i det gamle byhus. Her står drejebænkene side om side, og man er velkommen til at tage fat.
Filosofien fra Râzapâz lever videre – med fokus på værtskab, sanselighed og helhed. Her lærer man ikke keramik med lineal og facit, men gennem leg, fordybelse og fællesskabet omkring drejeskiven. Mødet med lerets kølige formbarhed kan føles meditativt. Det handler lige så meget om nærvær som om at forme en kop.
Og følelsen, når man løfter sin færdigformede kop over på “succespladen”, hvor den venter på at blive brændt – den hænger ved.
Værkstedet tilbyder to timers lynkurser – med vin i glasset og ler mellem fingrene. Her er det nysgerrighed, der fører an. Teknikken og håndværket kommer undervejs.
Måske tager man ikke bare en kop med hjem – men også en nyfundet ro i krop og sind.
