Rikke Wulff er keramiker. Hun er en meget kreativ keramiker, der tør gå veje, som ikke mange af hendes kollegaer ville vælge. Det kommer der noget meget smuk og anvendelig keramik ud af. Det er både de enkle former, der fascinerer hende, men samtidig sniger der sig mere komplekse faconer ind i det enkle design. Det giver god mening, når man kigger på en af hendes kaffekopper. Den er enkel i sig selv, men måden glasuren smelter sammen med leret på udfordrer enkelheden. Omvendt er det med de små relieffer, der nærmest vokser ud af væggen på en næsten klippeagtig måde. Her er formen mere kompleks, men glasuren er nærmest ikke eksisterende. Meget finurligt.
Rikke og hendes firma, “hejdesign”, har til huse i en af Rønnes mere spektakulære og historiske bygninger; nemlig den gamle hovedvagt, der både fungerede som port ind til byen og fængsel. Faktisk bliver al Rikkes keramik lavet i en af de gamle celler.
Rikke blev uddannet fra Danmarks Designskole KADK i Nexø i 2015. Hun har siden haft værksteder i både Sandvig og Nexø. Nu er hun helt på plads med sit værksted og en lille butik i Rønne.
Der bliver ikke gået på kompromis med noget, når Rikke arbejder. Hun har klare idéer om, hvad hun vil lige fra starten. Leret, hun bruger, er en blanding, hun selv laver af porcelæns og stentøjsler. De fleste af hendes produkter er hånddrejede, og de flotte glasurer er fremstiller hun selv. Her er håndværket i orden. Udover at lave brugsting, er Rikkes store interesse at lave relieffer, og når der er lidt tid i overskud, bliver der lavet mange skitser til de fremtidige projekter.
Inde i bygningen, hvor Rikke har sit værksted, er der også den fine lille butik, som med sine tykke vægge og høje grå paneler passer utroligt godt til Rikkes keramik. Faktisk er lyset så godt derinde, at den dygtige keramiker overvejede at undlade at sætte lamper op. Hylderne bugner ikke af varer, for keramikken har, på æstetisk vis, fået lov til at have plads omkring sig. Man bør slå et smut omkring Rønne og hejdesign for at opleve den historiske bygning, men mest for at se Rikkes fine univers med tekander, kopper, håndmodellerede lysestager og florlette unikaøreringe m.m.