Guldsmed og designer Sebastian Frost bor og arbejder i den lille fiskerby Listed på den bornholmske østkyst. Lige dér, hvor solens morgenlys rammer de rå klipper, har den hvide funkisbygning på havnen dannet ramme om hans unikke produktion af eksklusive, håndlavede smykker siden 1999. Allerede som barn var Sebastian Frost beskæftiget med guldsmedefaget, da han hjalp sin far i guldsmedeforretningen i Bremen, og for Sebastian Frost er den personlige relation til kunderne kernen i hans forretning. Det er også en af grundene til, at butikken, der startede som et arbejdende værksted, i dag er udbygget som ”Smykke Concept Store” med hans og hustruen Signe Bays café og bar, ”Bay Frost”. Her skabes en unik helhedsoplevelse med fokus på livsnydelse og ro.
Hos Sebastian Frost får man lov til at prøve smykkerne på. Man får endda lov til tage det med ud i solen på terrassen og lade lyset lege med ædelstenen, eller nyde et glas champagne i cafeen med uret eller smykket på, så man kan mærke efter, hvordan smykket passer til ens personlighed. Samspillet mellem smykket og mennesket er centralt i Sebastian Frosts unikke kollektioner. Det er kvalitet og håndværk ud over det sædvanlige – og især konceptet med den svævende diamant og Sebastian Frost ure er blevet eftertragtede. Sebastian Frosts smykker er skabt med en kundskab og kreativitet, der fascinerer og forundrer. Hans smykker bæres af almindelige mennesker med hang til eksklusiv forkælelse, men også af medlemmer af det danske kongehus. Alle kan skabe deres eget udtryk med Sebastian Frost.
Selv de mindste bevægelser får lyset til at danse i diamantens facetter. Som den sidder dér, fastgjort med elegant lethed i ringen, reflekterer den lyset, som kalejdoskopiske spejlinger af omgivelserne. Brillanten er kun fastholdt af et enkelt, nøje beregnet design, som forener den med ringen – og alligevel er den for evigt fri og bevægelig. Diamantens leg med lyset i designet går skridtet videre med kollektionen ”Diamond mirror”, hvor diamanter i alle tænkelige slibninger sættes imellem to højglanspolerede spejlflader. Diamanten er beskyttet, så den kan bruges i hverdagen, men får også ekstra meget lys igennem de reflekterende spejlflader og virker dobbelt så stor, da man altid ser dens spejlbillede.
Er man typen, der bruger sine smykker til hverdag, så er det nye armbånd med svævende diamant idéelt. Armbåndet passer til ringen med den svævende brillant, og er lavet efter samme koncept, hvor brillanten er fastgjort, men stadig bevægelig. Armbåndet er lavet i en stærk nylonkvalitet, så man kan have det på uden bekymring, uanset hvad man laver. Man kan endda gå i vandet med det på. Det nye hverdagsarmbånd med svævende brillant fås i 18 kt guld og med brillanter fra 0,18ct.
Sebastian Frost ure
Ure fra Sebastian Frost er skabt med en bevidsthed om, at uret især er herrernes mulighed for at udtrykke sig på. Idéen til urene fik Sebastian Frost, da han så et gammelt billede af sin farfar og bemærkede hans klassiske armbåndsur, som gav både pondus og bevidsthed til hans farfars udtryk. Tanken bag designet er netop at skabe et eksklusivt kvalitetsur, som inspirerer og leger med vores forestillinger om det klassiske herreur. Navnet på Sebastian Frosts retrokollektion “1977” er også Sebastian Frosts fødselsår, og
vækker associationer til en tid før mobiltelefonens opfindelse, hvor de fleste mænd gik med armbåndsur.