Bådsted Camping er placeret lige nord for Døndalen, sprækkedalen med Danmarks højeste vandfald. Pladsen har en unik beliggenhed med direkte adgang til havet. Via en lille sti gennem skoven, når man ned til stranden med lækkert hvidt sand og karakteristiske runde rullesten. Her er sjældent ret mange mennesker, så det er bare at fylde lungerne med havfrisk luft og tage sig en dukkert i Østersøen. Bådsted Camping er en campingoplevelse ud over det sædvanlige. Her kan du campere i naturskønne omgivelser, og tilbringe varme sommerdage og stjerneklare nætter i et afslappet og hyggeligt miljø. Pladsen har et loungeområde med pallemøbler og havelys. Det er et naturligt samlingspunkt, hvor du kan mødes med andre campister, spille brætspil eller læse en god bog. Med 37 teltpladser er Bådsted Camping særlig velegnet til cykelturister og vandrere. Bådsted Camping åbner 1. juli, og har de ideelle rammer til dem, der vil campere i naturskønne bornholmske omgivelser.